Lone Dybkjær-fonden vil sponsorere universitetsuddannelser for kvinder i Bangladesh

Lone Dybkjær.
Foto: Peter Hove Olesen / RITZAU SCANPIX (bringes med tilladelse fra Lone Dybkjær Scholarships)
Laurits Holdt

24. maj 2022

Lone Dybkjær Scholarships er navnet på den fond, som mandag blev lanceret på Christiansborg.

Det var tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, som førte ordet, men hovedpersonen var Lone Dybkjær, Poul Nyrup Rasmussens afdøde hustru. Hun var et fremtrædende medlem af partiet De radikale og nåede både at være minister, folketingsmedlem og medlem af Europaparlamentet.

Lone Dybkjær var gennem hele sit liv dybt engageret i ligestilling og kvinders rettigheder – også i Bangladesh, hvor hun var en af hovedkræfterne bag etableringen af Asian University for Women.

Da Lone Dybkjær døde i 2020 foreslog grundlæggeren af Asian University for Women (AUW), Kamal Ahmad, at ære Lone Dybkjærs utrættelige arbejde med legater til studerende på universitetet. Lone Dybkjær Scholarships er nu en realitet med legater til uddannelse af kvinder fra Asien og Mellemøsten på kvindeuniversitetet i Bangladesh.

Formålet med fonden bag Lone Dybkjær Scholarships er at fremme videregående uddannelse af kvinder primært i Asien og Mellemøsten, fordi uddannelse er en forudsætning for udvikling og ligestilling. Fonden bygger videre på Lone Dybkjærs visionære arbejde for etableringen af Asian University for Women i Chittagong, Bangladesh, skriver fonden.

Fonden uddeler legater til unge kvinder fra landdistrikter, krigsområder, flygtningelejre med videre, så selv de fattigste og dårligst stillede kan få adgang til videregående uddannelse på Asian University for Women eller lignende uddannelsesinstitution.

Bag fonden står en gruppe mennesker, som alle havde en relation til Lone Dybkjær indtil hendes død for knap to år siden. Alle arbejder ulønnet for sagen, fordi de deler hendes tanker om, at uddannelse er en forudsætning for udvikling og ligestilling.

”Uddannelse er en chance for et bedre liv for hver af de unge kvinder, men målet er meget bredere,” sagde Poul Nyrup Rasmussen, som er en af stifterne og formand for fondens bestyrelse.

”Troen og håbet er, at de kvinder vil komme til at præge fremtiden med deres kompetencer og som rollemodeller. Det er helt i Lones ånd. Gennem hele sit liv var Lone på én gang handlekraftig i nuet og optaget af langsigtede løsninger. Hun ville ikke være blevet grebet af håbløshed over situationen i for eksempelAfghanistan. Hun ville have gjort noget. Jeg ved, hun ville være stolt i dag – og utålmodig efter at se konkrete resultater i form af scholarships fra fonden.”

Fonden har til formål at skaffe midler gennem donationer til uddeling af legater til unge kvinder fra for eksempel landdistrikter, krigsområder og flygtningelejre, så selv de fattigste og dårligst stillede kan få chancen for videregående uddannelse på AUW eller lignende uddannelsesinstitutioner. Hvor mange fonden vil kunne støtte afhænger af donationerne.

De omtrent tusind studerende på AUW har meget forskellige baggrunde og varierende skolegang og kundskaber i for eksempel matematik og engelsk. De kommer fra 19 forskellige lande, men situationen i Afghanistan har skabt et akut behov. Det er under dramatiske omstændigheder og takket være støtte fra hele verden lykkedes skolen at få 148 kvinder ud fra Kabul i forbindelse med tilbagetrækningen fra Afghanistan. AUW planlægger at give plads til op til 500 unge kvinder fra netop Afghanistan over de kommende år.

Læs meget mere på fondens hjemmeside.