En ny vaccine halverer antallet a svære malaria-tilfælde hos børn i en periode på halvandet år efter at vaccinen er givet. Det viser ny forskning offentliggjort i The Lancet, skriver Politiken lørdag.
Den nye forsøgsvaccine blev givet 3 gange i 2003 til 1.442 børn i alderen fra et til 4 i Mozambique i Sydøstafrika. Resultaterne viser, at vaccinerede børn halvandet år efter vaccinationen havde 35 procent lavere risiko for anfald af malaria end ikke-vaccinerede børn. Risikoen for alvorligere anfald faldt med 49 pct.
Ophavsmændene til undersøgelsen mener, at det er muligt at udvikle en effektiv vaccine mod malaria, som hvert år dræber over en million i u-landene, de fleste i Afrika.
I dag foregår malaria-behandling ved pille-indtag.