Malawi: Politikerne bryder tavsheden om aids

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Aids, et emne, der som oftest er tabu i Afrika, drages nu frem som et dominerende tema i kampagnen op til parlaments- og præsidentvalgene i Malawi den 18. maj, rapporterer BBC News Online tirsdag.

En af de førende præsidentkandidater, lederen af oppositionskoalitionen “Den Nationale Demokratiske Alliance”, NDA, Brown Mpinganjira, har løftet sløret for den ødelæggende virkning, aids har haft på hans egen familie.

Og han er ikke den eneste toppolitiker, som hudløst går ind i det betændte emne.

Præsident Bakili Muluzi (der ikke kan genopstille) sagde i sidste måned, at hans egen bror døde af en aids-udløst sygdom. Og tidligere har jordbrugs- og planlægningsminister, Thengo Maloya, chokeret sine ansatte ved åbent at erkende, at han har mistet halvdelen af sin familie til dræbersygdommen, der nedbryder kroppens immunforsvar.

Brown Mpinganjira siger til BBC Online, at han har besluttet at gå offentligt ud om aids for at understrege de alvorlige følger for Malawi, som dræberlidelsen har. – Vi må og skal tage hiv-aids dybt alvorligt, fordi al vor planlægning i dette land kan gå op i røg, hvis vi ikke sætter effektivt ind mod epidemien, siger han.

Mpinganjira siger, at “jeg er den førstefødte af 11. Vi var 11 i familien, nu er 6 gået til grunde på grund af hiv/aids”. Han siger videre, at hans parti vil gøre hiv/aids til et kampagnetema på lige fod med andre emner som økonomien, sundhed og skolegang.

Ifølge NDA-lederen indeholder hans partis valgmanifest “konkrete tiltag” til at tackle epidemien. Det er også nødvendigt. Som så mange andre steder i Afrika er Malawi hårdt ramt af følgerne af aids. Og som en udvej til at bremse udbredelsen går den nuværende regering ind for frivillig rådgivning og test for at se om man er hiv-positiv – forstadiet til aids i udbrud.

Præsident Muluzi sagde for nylig, at han personligt har ladet sig hiv-teste. – Den gode nyhed er, at det var en god nyhed, sagde han med henvisning til, at han var testet negativ.

Den 54-årige Mpinganjira har også ladet sig hiv-teste. – Jeg gør det hver tredje måned og jeg er lykkelig over at være på den sikre side, siger han.

Mpinganjira går principielt ind for, at hiv-testning bør være frivillig, men siger samtidig, at han vil støtte forslag om at gøre prøverne tvungne, hvis man kandiderer til store poster i samfundet.

I 2000 afslørede parlamentets tidligere speaker, Sam Mpasu, at 29 af Malawis 193 nationale parlamentsmedlemer var døde af aids, rapporterer BBC Online fra Blantyre.