Rejsebreve: En afrikanist i Arktis
I denne corona-sommer rejste Stig Jensen, lektor ved Center for Afrikastudier på Københavns Universitet, ikke som vanligt mod syd, men i stedet mod nord. Igennem tre rejsebreve reflekterer han over Arktis versus Afrika i forhold til klimakrisen og andre miljø- og udviklingskriser.
Første rejsebrev: ”Arktis vs. Afrika: De samfundsmæssige konsekvenser af global opvarmning”
Andet rejsebrev: “Jagt truer isbjørne og næsehorn, og så er der elefanten i rummet”
Tredje rejsebrev: “Manipulering af natur: Til gavn i Arktis og til glæde i Afrika”
Gennem nu tre rejsebreve har jeg forsøgt at afdække paralleller og forskelle mellem Arktis og Afrika i forhold til miljø og natur.
Det første brev kiggede på de samfundsmæssige konsekvenser af klimaforandrer, det andet brev zoomede ind på dyrelivet, og dette tredje, og sidste, brev ser nærmere på problemstillinger relateret til menneskeskabt natur, såkaldt rewilding.
Vi begynder i Arktis, nærmere bestemt i det nordlige Norge.
Rewilding får indflydelse
Her er kongekrabber nemlig en kæmpebusiness. Både som fangstobjekt og i form af kongekrabbesafarier, der udbydes til det voksende turistmarked. Den nordnorske by Kirkenes, der ligger på grænsen til Rusland, har udråbt sig selv som verdens kongekrabbehovedstad.
Kongekrabbehistorien er interessant af mange grunde, men sættes her ind i en rewilding-kontekst.
Rewilding – ”at gøre vild igen” – dækker over manipulering af naturen. Tidligere var det noget, som primært naturnørder beskæftigede sig med, men de sidste år har begrebet spillet en stadig større rolle i miljø- og udviklingsdebatter og ikke mindst inden for forvaltning.
Uden at det skal blive for højpandet, så er der i denne sammenhæng særligt to rewildingaspekter, som er relevante.
Det første aspekt knytter sig til den problemstilling, der handler om, på hvilke præmisser samfundsmæssig udvikling baseret på udnyttelse af natur skal finde sted. Skal det foregå, så udnyttelsen er tilpasset naturens eksisterende rammer, eller skal udnyttelsen hellere baseres på menneskeskabt eller manipuleret natur?
Det andet aspekt er relateret til to former for rewilding, der hver især er yderpunkter. På den ene side: Genudsætning af arter, der allerede findes i et konkret geografisk område, eller som i nyere tid har levet naturligt i området. På den anden side: Udsætning af fremmede arter – også kaldte eksotiske arter – der ikke tidligere har eksisteret i det geografiske område. Hvis en eksotisk art truer lokale økosystemer eller arter, der hører hjemme i det specifikke område, kalder man den invasiv.
Mange steder i verden bruges der enorme ressourcer i kampen for at bekæmpe og eliminere invasive arter, fordi de truer, eller i mange tilfælde har udryddet, oprindelige arter. Dette er særligt tydeligt i områder, der historisk har været isoleret og er blevet koloniseret i nyere tid, eksempelvis New Zealand, Australien og Hawaii.
Også mange afrikanske lande bruger kræfter på at bekæmpe invasive arter, fordi de skaber problemer for den oprindelige biodiversitet og hæmmer udviklingsmuligheder.
Et eksempel er Sydafrika, der har omfattende programmer til bekæmpelse af blandt andet eukalyptus og nåletræer. Disse eksotiske arter blev oprindeligt indført af koloniadministrationerne, der anså træerne som samfundsmæssigt gavnlige, men i dag ses disse plantesorter som en pest, fordi de udkonkurrerer hjemmehørende arter og optager store vandmængder.
Kongekrabber skal både udnyttes og elimineres
Det bringer mig tilbage til kongekrabben, der umiddelbart er en samfundsøkonomisk succeshistorie i Norge. Men faktisk er der tale om netop en invasiv art, da krabben kun findes naturligt i den nordøstlige del af Stillehavet, omkring Rusland og Japan.
I 1960’erne valgte den sovjetiske regering at udsætte kongekrabber i Murmansk-området for at skabe bedre fangst- og indkomstmuligheder for fangersamfundene. Kongekrabberne har siden spredt sig mod vest. Det har på den ene side skabt lukrative muligheder for særligt fiskere i Nordnorge, mens det på den anden side har vakt stor bekymring blandt forskere og naturorganisationer, der er bange for konsekvenserne for de meget sårbare økosystemer, der i forvejen er presset af for eksempel klimakrisen og overfiskning. Kongekrabben står da også højt på listen over mest frygtede invasive arter hos det danske miljøministerium.
Den norske regerings tilgang til forvaltningen af kongekrabber er både interessant og alternativ, og de norske erfaringer kan være anvendelige for andre aktører, herunder afrikanske, i kampen med og mod invasive arter. Norge prøver nemlig at skabe økonomiske muligheder for udkantssamfund ved både at bekæmpe kongekrabber og regulere udnyttelsen af dem.
Regelsættet for udnyttelsen af kongekrabber i områder, der ligger på den østlige side af Nordkap, er baseret på fangstkvoter, og målsætningen er bæredygtig udnyttelse. På den vestlige side af Nordkap er der til gengæld fri fangst, i håbet om at massivt fiskeri kan stoppe kongekrabben i at sprede sig yderligere.
For fiskerne i regionen er kongekrabbefangst særdeles interessant, da prisen er god og indsatsen overkommelig, i modsætning til for eksempel torskefiskeri, der har store udsving i både kvoter, fangst og priser.
Det er i den sammenhæng tankevækkende, at Nigeria er blevet top fem aftager af tørfisk fra det nordnorske. Dels fordi Nigeria selv har et stort kystområde og adgang til fiskeri. Dels fordi et fattigt land som Nigeria køber fisk af et land med et af verdens højeste prisniveauer – som oven i købet ligger mange tusind kilometer væk.
Rewilding i Afrika til berigelse af naturen
I de senere år har den anden dimension af rewildingtilgangen – genudsættelse af oprindelig arter – fået momentum internationalt og spiller en stadig vigtigere rolle i naturforvaltning. Det ser man især i Sydafrika, hvor der er omfattende programmer og samarbejder omkring rewilding. Nogle af disse rewildingprogrammer er koordineret på nationalt niveau, men de fleste varetages af private aktører.
De sydafrikanske rewildingprogrammer har ofte en dobbelt målsætning.
For det første skal de skabe fundament for levedygtige bestande af lokalt udryddelsestruede arter. Når det er særligt relevant i en sydafrikansk kontekst, så skyldes det, at hovedparten af de beskyttede naturområder henligger som isolerede ”øer”. Derfor er programmerne designet til at fremme udvekslingsrelationer mellem populationer i forskellige områder for blandt andet at undgå indavl. Initiativerne er systematiserede, og ses som helt centrale for, at arter som eksempelvis vilde hunde, geparder, løver og næsehorn kan overleve.
For det andet stiler de sydafrikanske rewildinginitiativer efter at styrke områdernes tiltrækningskraft, særligt i de private naturreservater, for at øge antallet af turister. Disse områder er afhængige af turister og dermed af, at de kan tilbyde de ”rigtige” arter.
På det seneste er rewildingpraksisser blevet ekspanderet til andre afrikanske områder. Her er fokus primært på at genudsætte arter i områder, hvor de tidligere har været naturligt forekommende. Et eksempel er nationalparken Akagera i Rwanda. Her medførte folkemordet i 1994 et regulært sammenbrud i landets naturforvaltning, der betød, at løver og andre dyr blev udryddet. Gennem rewildingindsatser er løver nu blevet genudsat.
Også sorte næsehorn er blevet udsat i nationalparken – selvom de ikke har levet i området i nyere tid, men de store dyr betyder, at Akagera kan markedsføre sig som Big 5-park og derved få flere gæster.
Disse afrikanske rewildinginitiativer sker stadig oftere, i forbindelse med at ikke-statslige aktører overtager naturforvaltning fra stater. Sådanne rewildingprojekter kan ses som et forsøg fra Nord-baserede interesser på at skabe en slags fragmenteret Noahs ark i sikringen af især unik biodiversitet og karismatiske arter på det afrikanske kontinent.
Afrundende kan jeg konstatere, at rewilding i det globale nord har fokuseret på samfundsmæssige udnyttelses- og udviklingsdimensioner. Her er kongekrabbe-forvaltningen et eksempel på, hvordan menneskeskabt natur er med til at skabe (økonomiske) fordele for samfundet, mens de seneste års rewildinginitiativer på det afrikanske kontinent har været fokuseret mod at berige naturen med oprindelige arter i forventning om afledte positive økonomiske effekter for oplevelsesindustrien.
