Kronprinsesse Mary og udviklingsministeren rejser den 26. – 28. august til Afrikas Horn, hvor de vil besøge de tørkeramte områder. Udviklingsminister Søren Pind vil øge opmærksomheden om katastrofen, skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.
Udviklingsministeren vil bl.a. besøge flygtningelejrene og et dansk-støttet projekt, som dokumenterer, at langsigtet humanitær bistand faktisk kan forebygge katastrofer og styrke modstandskraften hos lokalbefolkningen.
Under besøget vil ministeren drøfte nødhjælpsorganisationernes håndtering af de mange flygtninge, og hvorledes det internationale samfund på sigt bedst kan hjælpe især den hårdt ramte somaliske befolkning.
Udviklingsminister Søren Pind (V) udtaler:
”Flugten fra sult, tørke og konflikter fortsætter stadig på Afrikas Horn. Hungersnøden breder sig i Somalia, men sultkatastrofen rækker ud over Somalia, hvorfor vi fra dansk side må støtte landene på Afrikas Horn til at håndtere denne slags kriser, både på kort og lang sigt. Besøget handler om at øge opmærksomheden om katastrofen og den hjerteskærende situation, som ikke mindst mange kvinder og børn på hornet befinder sig i lige nu. Men det handler også om at blive klogere på, hvordan vi kan være med til at sikre, at de her forfærdelige kriser ikke opstår igen og igen.
Så udover at besøge nødhjælpsorganisationerne i de tørkeramte områder og her drøfte, hvordan nødhjælpen når frem til dem, der har det mest akutte behov, skal delegationen også se nærmere på det forebyggende arbejde.”
FN oplyser, at ca. 12,5 mio. mennesker på Afrikas Horn er ramt af tørke og konflikter og har et stigende behov for både akut og fremadrettet humanitær bistand. Det er hovedsagelig Etiopien, Kenya, Djibouti og Somalia, som er ramt af en langvarig tørke, som forventes at blive yderligere forværret i resten af 2011. Værst er situationen i Somalia, hvor den igangværende konflikt desuden gør det vanskeligt at komme ud til de nødstedte.
2,8 mio. somaliere har brug for omgående nødhjælp, heraf er vurderes det at 450.000 er hungersramte. FN vurderer, at der lever 2,23 mio. akut underernærede børn i de tørkeramte områder. Af disse er 565.000 børn så hårdt ramte, at de risikerer at miste livet såfremt nødhjælpen ikke når frem i tide. Men også i flygtningelejrene er der en meget høj børnedødelighed, idet familierne oftest er så udmattede inden de når frem til fods, at mange dør efter ankomsten til lejren.
Af de 12,5 mio. nødstedte når nødhjælpen nå ud til 8,4 millioner. 2,2 mio. nødstedte i Somalia er hårdest ramt, da de ikke kan nås på grund af den igangværende konflikt, hvor al Shabaab blokerer for humanitær adgang.
Danmark har siden juli 2011 givet i alt 180 mio. kr. som akut nødhjælp til Afrikas Horn og er blandt de største bilaterale donorer af akut nødhjælp til Afrikas Horn. Danmark har ydet humanitær bistand til Afrikas Horn for over 250 mio. kr. i 2011.