Den 1. august meddelte FN’s fredsbevarende styrke i Den Centralafrikanske Republik (CAR), MINUSCA, at et angreb i landets nordøstlige del havde kostet seks civile livet. Bag angrebet stod den bevæbnede militsgruppe 3R – de tre r’er står for return, reclamation, rehabilitation – tilbagevenden, genopbygning, rehabilitering. Det er der ikke meget af for tiden i CAR, der meget præcist ligger lige i midten af det afrikanske kontinent. Og desværre er der heller ikke meget, der tyder på, at der kommer hverken tilbagevenden, genopbygning eller rehabilitering lige med det første.
I sin status pr 16. august opgjorde OCHA, FN’s kontor for koordinering af humanitære anliggender, at 1,4 millioner mennesker – mere end hver fjerde indbygger – er tvunget til at forlade deres hjem. Halvdelen er internt fordrevne, mens den anden halvdel har søgt tilflugt i nabolande på flugt fra den vold, der siden præsidentvalget 27. december 2020 atter har hevet CAR ned i en voldsspiral, der aldrig synes at ende.
Altid valg-uro
Det skabte ellers store forhåbninger om fred og nogenlunde stabilitet, da den centralafrikanske regering og 14 bevæbnede grupper i februar 2019 underskrev den seneste fredsaftale, der blev faciliteret af den Afrikanske Union.
Forinden havde landet bevæget sig ind og ud af vold og åben konflikt siden 2013, hvor oprørere afsatte daværende præsident François Bozizi. Bozizi, der i øvrigt selv tog magten ved et militærkup i 2003 og siden blev valgt til embedet i 2005 og genvalgt i 2011, flygtede, men er aldrig forsvundet helt fra scenen.
”Selvom han blev afsat i 2013, er Bozizi stadig en politisk aktør, der gør sig gældende. I forhold til urolighederne i forbindelse med valget i 2020 er der tale om en politisk proces, der går helt galt, og det er i høj grad Bozizi, der puster til ilden,” siger Thomas Mandrup. Han er lektor på Institut for Strategi og Krigsstudier ved Forsvarsakademiet og en af de få danskere, der har fulgt udviklingen i CAR on/off igennem flere år.
Den ”pusten til ilden”, han refererer til, handler om, at landets forfatningsdomstol nægtede Bozizi at stille op til valget og udfordre præsident Faustin-Archange Touadera, hvorpå Bozizi opildnede sine støtter blandt oprørerne, der reagerede med vold og angreb mod landets militær.
Som sådan ikke noget nyt under solen, ifølge Marie-Joëlle Zahar, professor i statskundskab på Montréal Universitet, der dengang sagde til BBC:
”Dette valg understreger, præcis hvor lidt situationen har ændret sig i Den Centralafrikanske Republik på trods af et massivt internationalt engagement. Landets historie viser, at der altid har været vold i forbindelse med valg, hvor koalitioner formes med ekstrem tidsmæssig præcision for at skabe et magtskifte, og statsoverhovederne støtter sig altid til udenlandske styrker for at sikre sig magten rent militært fremfor at forsøge at vinde opbakning blandt et flertal af befolkningen.”
Ikke kage nok til alle
Som Zahar henviser til, er det en gammel taktik, at den centralafrikanske regering hyrer militærassistance fra udlandet – tidligere har der været tale om sydafrikanske lejesoldater – for at kunne opretholde et vist modtryk til de bevæbnede grupperinger.
Ligesom i mange andre afrikanske lande regerer den centralafrikanske stat over et massivt landområde, som den ikke har kapacitet til at sikre ro i. Over halvdelen af befolkningen er centreret i byerne, langt de fleste i hovedstaden Bangui, mens landdistrikterne er et grønt, ufremkommeligt vildnis med små befolkede øer. Med andre ord: Et slaraffenland for oprørsgrupper, der med nålestiksoperationer kan angribe nationale som internationale militærpatruljer, hvorefter de kan søge tilflugt i landets tætte skov, der dækker over en tredjedel af landets 623.000 km2.
At få et overblik over, hvilke oprørsgrupper, der egentlig er tale om, og hvad de enkelte præcis kæmper for, virker umuligt, men overordnet gælder det, at på trods af at også etniske og religiøse aspekter har fået mere og mere vægt de sidste år, er det i bund og grund en kamp om adgang til ressourcer og dermed adgang til politisk magt.
”Der er en masse aktører, der slås om for lille en kage – der er ikke nok til alle,” siger Thomas Mandrup og tilføjer: ”Man skal også huske på, at for mange er det at tage våben i hånd en måde at tjene penge på.”
Trods en rig undergrund – diamanter er sammen med tømmer den største eksportvare – er fattigdom udbredt i CAR med en BNP per indbygger på 945 dollars i 2019 – til sammenligning var Danmarks 57.804 dollars, viser tal fra CIA’s World Fact Book. På UNDP, FN’s udviklingsorganisations, årlige oversigt over verdens landes udvikling, Human Development Index, lå CAR i 2020 nummer 188 – ud af 189 lande.
Eksterne aktører med egne interesser
Den største internationale aktør i CAR er FN, hvis fredsbevarende MINUSCA-mission har været til stede siden 2014. Per juli 2021 talte styrken 15.110 personer, heraf 11.000 tropper. Selvom det er en relativ stor styrke, er det ikke meget, MINUSCA kan stille op.
”De prøver, men det er med begrænset kapacitet, og det er begrænset, hvad de kan i forhold til deres mandat,” siger Thomas Mandrup. Samtidig er det et svært og ufremkommeligt område at operere i, hvor hver mission kræver nøje planlægning af, om man har de rette køretøjer, om der er luftstøtte og så videre.
”Det er en enormt farlig mission – 150 mand er mistet over årene. Og ikke bare er konflikten vanvittig, men dertil kommer situationen i nabolandene,” siger Mandrup med reference til Cameroon og Tchad mod nordvest, Sudan og Sydsudan mod nordøst og Congo og DR Congo mod syd.
Regeringen kigger ikke mod de internationale styrker for beskyttelse og har i årevis – som tidligere beskrevet – været afhængig af udenlandske lejesoldater. Lige nu er det russiske lejesoldater, regeringen i CAR har antaget. Nærmere bestemt den omdiskuterede Wagner-gruppe, der har opereret i et væld af krigs- og konfliktzoner siden sin grundlæggelse i 2014. Officielt har gruppen ikke forbindelser til Kreml, men der hersker ingen tvivl om, at der trækkes i trådene højt oppe i det russiske system.
Læs også: I en tåge af råstoffer, desperation og kaos står den russiske Wagner-gruppe
Gruppen har været hyret ind af regeringen i CAR siden begyndelsen af 2018 og aflønnes ikke i kolde kontanter, men i mine- og olierettigheder. Hvad gruppen helt nøjagtig laver og hvorfor, er omgærdet af mystik. Tre russiske journalister har mistet livet i deres forsøg på at grave i sagen.
For Mandrup er der ingen tvivl om, at Wagner-gruppens tilstedeværelse er et tegn på, at Rusland er på vej ind i Afrika igen med centralt placerede CAR som indgangsportal.
”Wagner-gruppens rolle i CAR er vanvittig interessant, men omgærdet af en masse hemmelighedskræmmeri,” siger han og kalder gruppen Kremls ”forlængede arm”, selvom der ikke er åbenhed omkring det.
Aldrig nogen good guys
Sidst men ikke mindst er der EU, som efter kuppet i 2013 lavede en træningsmission i landet efter pres fra Frankrig, der også har set på CAR som en mulighed for at gøre comeback i den del af Afrika efter landets skandalerolle under folkemordet i Rwanda i 1994. Frankrig selv lukkede sin seneste mission i landet i 2016.
EU-missionen, der lige nu kører på sit tredje mandat frem til september 2022, har ikke været en succes. Men, som Mandrup påpeger med henvisning til norske fredsforsker Johan Galtung, ”det er svært, hvis de lokale aktører ikke er interesseret i at slutte fred. Der skal være en ripeness (modenhed, red.) for fred.”
De internationale styrker bakker selvsagt op om landets demokratiske regering, men selv dét er ikke entydigt. For selvom der er gjort meget for at få valgprocesserne i landet til at fungere, er hele idéen om en åben, demokratisk proces ikke åbenlys. Thomas Mandrup kalder landet ”et hybriddemokrati”, som udadtil måske ser fint ud, men hvor der er mange ubekendte: Hvem kan registrere sig som vælgere? Hvor god adgang har kandidaterne til medierne? Og så er der hele problemet med, at taberne – uanset hvem – aldrig accepterer valgets udkomme.
”Der er aldrig nogen, der er the good guys her. Det er en af problemstillingerne, og det er altid de civile, der betaler prisen,” siger han.
Læger uden Grænser ramt
Og også i CAR er den pris høj. Alt for høj.
Angreb på civilbefolkningen er udbredte og tæller alt fra fysisk vold, plyndring, seksuel og kønsbaseret vold foruden angreb mod infrastruktur – skoler, hospitaler. Antallet af fordrevne og flygtede – 1,4 millioner – har ikke været så højt siden efter kuppet i 2013, oplyser OCHA. Ud af de cirka fem millioner indbyggere, vurderer FN-kontoret, at 2,8 millioner har brug for humanitær assistance.
Situationen bliver ikke bedre af, at også de humanitære organisationer i CAR i stigende grad udsættes for angreb. OCHA’s opgørelse viser, at der i 2021 har været 297 episoder, hvor humanitære arbejdere er blevet ramt. To har mistet livet, mens 19 er blevet såret.
Efter adskillige angreb på medarbejdere og plyndringer af klinikker af bevæbnede mænd, der også trænger ind for at udspørge og arrestere patienter, besluttede Læger uden Grænser, MSF, i juli at skære ned på og endda i perioder at suspendere noget af arbejdet i dele af landet. Beslutningen kom, efter en MSF-konvoj blev angrebet den 26. juni – en medarbejder blev dræbt og tre andre sårede:
“At vi nu er tvunget til at suspendere vores aktiviteter forværrer kun folks sårbarhed og resulterer i dødsfald blandt blandt andre små børn og kvinder med graviditets- og fødselskomplikationer; dødsfald, der ellers kunne være undgået,” udtaler Gisa Kohler, vice-programansvarlig for organisationen i CAR.
CAR bakser i forvejen med en skræmmende høj mødre- og spædbørnsdødelighed og ligger henholdsvis nummer 5 og 3 i verden.
Oveni står CAR stadig midt i anden bølge af corona-pandemien. I de fire første måneder af 2021 registrerede man seks gange flere tilfælde med Covid-19 end i de fire sidste måneder af 2020: 1.571 mod 259. I samme periode steg dødstallet med 44 procent, fra 63 til 91.
Samtidig går det kun langsomt fremad med landets vaccinationsprogram, der først blev indledt 20. maj. CAR står til at modtage 372.000 doser under COVAX og har dertil fået 150.000 Sinovac-doser gennem bilateral støtte fra den kinesiske regering.
Pr 11. august var knap 80.000 mennesker vaccinerede.
