Mogens Pedersen har arbejdet med støtte til civilsamfundet (blandt andet i Nicaragua) og i en årrække for Udenrigsministeriet, blandt andet som ambassadør i Bolivia, Burkina Faso, Mozambique, Uganda og sidst i Colombia. Sidenhen var han tilknyttet Dansk Institut for Internationale Studier som senioranalytiker.
Mexico og Canada blev skånet for nye toldsatser, da USA’s præsident Donald Trump kastede handelsmæssige atombomber på de fleste af sine handelspartnere den 2. april.
Det skyldes utvivlsomt, at de tre lande faktisk har en aftale om toldfri handel, den nordamerikanske frihandelsaftale. Den vender jeg tilbage til.
For Mexicos vedkommende er det i første omgang en stor fordel for økonomien og ikke mindst beskæftigelsen, idet omkring 80 procent af Mexicos eksport går til USA.
På ét område gjorde Trump dog en undtagelse, nemlig hvad angår import af biler fra Mexico – her er der pålagt 25 procent told. Det kan mærkes, for produktionen af biler er blevet en nøglesektor for Mexico, som udgør omkring 30 procent af eksporten til USA.
Trump vil gerne trække bilindustrien tilbage til USA, men det er mere kompliceret end som så, ikke mindst fordi arbejdskraften er 4-5 gange billigere i Mexico end i USA. Så det vil næppe ske – i hvert fald ikke på kort sigt.
Frihandelsaftalen med USA og Canada er et tveægget sværd for Mexico. For nok har den skabt betydelig beskæftigelse inden for blandt andet arbejdsintensive produktioner. Men samtidig har den på flere områder medvirket til økonomisk stagnation.
Det gælder især smålandbruget, hvor de stærkt subsidierede og genmanipulerede landbrugsprodukter fra USA – i særdeleshed Mexicos vigtigste fødevare, majs – har udkonkurreret store dele af det mexicanske landbrug. Det er især gået ud over småbønder i de fattigste områder i den sydlige og centrale del af landet, som trues på deres livsgrundlag. Manglen på muligheder har været med til at øge migrationen til USA og tilslutningen til narkokartellerne.
Den nordamerikanske frihandelsaftale blev indgået i midten af 90’erne, hvor den neoliberale økonomiske tilgang dominerede i Mexico og USA og for øvrigt også i det meste af Latinamerika, og den skal fornyes i midten af næste år.
I 2019 underskrev Trump en seks-årig forlængelse af aftalen. Men denne gang bliver der nok snarere tale om en genforhandling end en videreførsel. For USA vil uden tvivl søge at indføre told på en række produkter, mens Mexico måske vil søge ændringer for at skabe større økonomisk uafhængighed.
Mindre import – mere selvforsyning
Efter Trumps udmelding har den mexicanske præsident Claudia Sheinbaum lanceret flere tiltag for at styrke den nationale udviklingsplan, Plan Mexico.
Tiltagene går blandt andet ud på at udvikle produktionen til landets eget marked, så der bliver mindre brug for at importere produkter – det man kalder importsubstitution.
Blandt prioriteterne er at styrke den nationale fødevaresikkerhed, så landet med tiden bliver selvforsynende med fødevarer. Samtidig vil man udvikle produktionen af vedvarende energi fra eksempelvis vind – igen for at mindske behovet for import.
Men der er givet tale om et længerevarende projekt, for man vender ikke fra en meget eksportorienteret økonomi som den mexicanske til en økonomi med stærkere fokus på hjemmemarkedet fra den ene dag til den anden.
Ser man ud over resten af Latinamerika, er der blandt de reformvenlige regeringer – eksempelvis Brasilien, Colombia og Chile – en fælles ambition om at orientere økonomierne mere mod egne markeder. Der er også tanker om at skabe et samlet latinamerikansk marked, som vil kunne gøre landene mere uafhængige af især USA, men det er et felt, hvor man endnu ikke er nået ret langt.
Claudia Sheinbaums tiltag omfatter også en række mere socialt orienterede initiativer med fokus på de fattige landområder, såsom udbygning af vejnettet og elforsyningen. Hertil kommer planer om at opføre flere sociale boliger i de fattige byområder.
Svært at finde penge til de mange nye tiltag
De mange sociale programmer inden for sundhed, uddannelse og folkepension, som er iværksat de senere år, har ført til en betydelig reduktion af fattigdommen. Det skønnes, at antallet af fattige er faldet med hele ni millioner.
Hertil kommer en betydelig forhøjelse af minimumslønnen, som har haft stor betydning.
Men det er dyrt.
En af regeringens største udfordringer er landets relativt ringe økonomiske udvikling – hvilket er noget, man ser i det meste af Latinamerika – og de begrænsede skatteindtægter. Begge dele er med til at vanskeliggøre finansieringen af de mange sociale programmer.
Regeringens budgetter belastes yderligere af de mange andre ambitiøse projekter. Det er især udbygningen af jernbanenettet, som i mange år er blevet negligeret og derfor er forfaldet – som i de fleste andre latinamerikanske lande – hvilket har gjort, at størstedelen af passagertransporten er overtaget af busserne.
Fra flere sider bliver det fremført, at det er nødvendigt med en progressiv skattereform, som kan bidrage til at finansiere de mange sociale reformer og infrastrukturprojekter. Men foreløbig er det ikke på dagsordenen, lyder det fra regeringen.
Fra flere sider bliver det fremført, at det er nødvendigt med en progressiv skattereform, som kan bidrage til at finansiere de mange sociale reformer og infrastrukturprojekter. Men foreløbig er det ikke på dagsordenen, lyder det fra regeringen.
Den vil indtil videre arbejde på at mindske den udbredte skattesvindel og få virksomhederne til rent faktisk at betale den skat, som den eksisterende lovgivning pålægger dem.
Skønt den politiske opposition står yderst svagt i Mexico, er der ingen tvivl om, at en progressiv skattereform vil skabe modstand i den private sektor, som præsident Sheinbaum har skabt et godt forhold til – især i den seneste tid i forbindelse med diskussionerne om told på eksporten til USA.
Også en juridisk reform
Et andet vigtigt tema på den nationale dagsorden er reformen af den juridiske sektor og planen om at gennemføre direkte valg til nøgleposter i retssystemet. Valget er planlagt til begyndelsen af juni.
Mexicos retsvæsen er ganske korrupt og modsætter sig ofte politiske og sociale reformer. Man kalder fænomenet ’lawfare’, og det er noget man også har set i andre latinamerikanske lande.
Det er dog ikke alle, der er begejstrede for det kommende valg. Fra oppositionen lyder det, at regeringspartiet Morena (Bevægelsen for National Fornyelse) – der allerede har flertal i parlamentets to kamre – nu også forsøger at sætte sig på de juridiske instanser.
Militæret lægger skinner
Militærets rolle er et tema, der gang på gang er kommet på dagsordenen, siden præsident Sheinbaums forgænger og mentor Andrés Manuel López Obrador, kendt som AMLO, kom til magten i 2018. Det er ikke uden grund, for Mexicos militær spiller både en noget bredere og til tider mere problematisk rolle i samfundet, end man ser andre steder.
På den ene side er der ingen tvivl om, at militæret har været yderst effektivt i forhold til anlægsarbejdet for flere vigtige infrastrukturprojekter de senere år.
Det drejer sig eksempelvis om den nye lufthavn nord for Mexico By og flere nye jernbaner, ikke mindst om den 1.500 kilometer lange Tren Maya på Yucatán-halvøen i det sydøstlige Mexico og den strategisk vigtige Tren Interoceánico, der forbinder havnen i Salina Cruz ved Stillehavet med havnen i Veracruz ved den Mexicanske Golf.
Men mange vil mene, at militæret – blandt andet på grund af dets nøglerolle i disse store infrastrukturprojekter – går fri fra det ellers tunge ansvar, det har i flere af de store brud på menneskerettighederne, der gennem årene er foregået i Mexico. Straffriheden er udbredt, og mange overgreb bliver aldrig opklaret.
Gennemsyret af vold
Med de nylige fund af noget, der ligner en massegrav i den nordlige del af landet, er temaet om forsvindinger og mord på uskyldige igen kommet på dagsordenen i Mexico.
Det er endnu ikke afklaret, hvad der rent faktisk er sket, men præsidenten har allerede taget en række tiltag, blandt andet ved at styrke arbejdet med eftersøgning efter de mange, der gennem tiden er forsvundet. Det er et emne, der kommer op gang på gang – og ofte er det nært forbundet med narkokartellernes aktiviteter.
Vold er i det hele taget et emne, der fylder meget i samfundsdebatten. Selvom det i de seneste måneder er lykkedes myndighederne at arrestere en lang række nøglemedlemmer af narkokartellerne, fortsætter kartellerne dog deres altdominerende rolle i mange områder af Mexico.
Oven i det er samfundet også præget af politisk vold og vold mod journalister – noget der er svært at mindske på kort sigt.
I den progressive overhalingsbane
Efter godt seks måneder på posten er Claudia Sheinbaum meget populær. Meningsmålinger viser, at hun har tilslutning fra over 80 procent af befolkningen.
Hun understreger gang på gang, at hun blot viderefører sin forgænger AMLOs politik. Han betegnede sin regering og dens politik som ’4T’ – den fjerde transformation.
Her henviste han til de tre forrige store politiske transformationer i Mexicos historie: Uafhængigheden i begyndelsen af det 19. århundrede, de dybtstikkende sociale og politiske omvæltninger i midten af det 19. århundrede og revolutionen, som blandt andet medførte en jordreform i begyndelsen af det 20. århundrede.
Men Sheinbaums politik er ikke bare en videreførelse af AMLOs. På en række områder har hun introduceret en vis fornyelse. Blandt andet en mere miljøvenlig energipolitik, flere rettigheder til medlemmer af den oprindelige befolkning, som udgør næsten fjerdedel af landets indbyggere, og initiativer til at fremme ligestilling og bekæmpe den udbredte vold mod kvinder.
”Så nær USA og så langt fra Vorherre,” lyder et populært mexicansk ordsprog, som peger på den udfordring, som placeringen lige op og ned ad USA udgør for landet.
De kommende år vil vise om Mexico er i stand til at opdyrke nye handelspartnere og gøre sig mere politisk og økonomisk uafhængig af USA – og om det kan skabe økonomisk udvikling og innovation, der i højere grad er orienteret mod landets og indbyggernes egne behov samt det nationale marked – og måske på den måde rykke lidt længere væk fra USA og lidt tættere på Vorherre.
