Ved Kvæsthusbroen i indre København har den italienske båd Amerigo Vespucci lagt til kaj. På bagdækket af det 85 år gamle fartøj, som er den italienske flådes skoleskib, er omkring 50 danske og internationale repræsentanter fra den private og offentlige sektor samlet for at deltage i seminaret med titlen: Sea Monster: A Sea made of Plastic.
Når vi smider plastik i havet, eller udleder det i vores skyllevand, ender det i fødekæden, og udgør et kæmpe problem for dyr og mennesker. Den italienske miljøorganisation Marevivo, som også er medvært for seminaret, sejler sammen med den italienske flåde rundt i Europa og lægger til kaj i udvalgte europæiske byer. København er med på søkortet, i sidste uge besøgte skibet Oslo og onsdag sætter det sejl mod Antwerpen i Belgien.
Med alle mand på dæk blev deltagerne budt velkommen af Kaptajn Curzio Pacifici der kunne berette at hovedmissionen for det italienske skoleskib er undervisning, uddannelse og flådediplomati – ”A floating embassy,” som han betegnede sit skib.
Her følger et udpluk fra dagens taler:
I 2050 vil der være mere plastik i havene end fisk
Så dramatisk lyder budskabet i kampagne-videoen fra Marevivo, der indledningsvist blev vist for deltagerne.
Første mand ved panelet Federico di Penta fra Marevivo lægger ud med at fortælle om organisationen, som opererer i 21 lande – primært omkring Middelhavet. Han understreger, at der i Europa alene bliver sendt svimlende 5000 tons mikroplast i havet hvert eneste år.
Termen ”microbeads” – mikroplast på dansk – eksisterede indtil for nyligt slet ikke i Italien. Det var både godt og skidt, for på den måde kunne Marevivo være med til at definere begrebet og brede det ud. På sigt arbejder NGO´en på, at der bliver vedtaget et forbud mod mikroplast i Italien.
Biolog og projektleder fra den internationale danskbaserede værts-organisation Plastic Change, Claudia Sick, fremviser herefter de skræmmende tal fra plastikforureningens virkelighed. I Østersøen alene udledes årligt 40 tons mikroplast og i hele Europa er tallet helt oppe på 4000 tons.
Sick pointerer, at mikroplast blot er en af kilderne til forurening, som bør adresseres og gøres noget ved, for der findes naturlige alternativer til plastik i produkter.
Fire trin i retning af et forbud
Verdens ældste NGO for naturbevaring, Flora and Fauna International, i dagens anledning repræsenteret ved Daniel Steadman, leder af NGO´ens hav- og plastik projekt, kommer med et bud på en 4-trins raket, der i sidste ende kan lede et land til et nationalt forbud, her i opsummeret form:
- 1: Lav jeres hjemmearbejde
Det er hårdt arbejde – NGO-personale og frivillige skal registrere produkter med plastik og forstå indviklede indholdsfortegnelser. Husk at industriens dedikation til sagen ofte er inkonsekvent, nogle firmaer vil udfase mikroplast i visse produkter, men ikke i andre.
- 2: Vær omhyggelig med ordvalget
Vigtigt med en klar definition af hvad mikroplast er, ellers kan det lede til uklarhed. Eksempel: Hvorfor ser vores forbud ikke ud ligesom det forbud de har i US?
- 3: ”Map the Politicians” – vælg de rigtige politikere
Sørg for at samarbejde med de politikere der er varme på idéen – i en international kontekst kan det skabe en domino-effekt og lede til flere forbud på sigt.
- 4: Vær solidariske med NGO´erne
Dan gode partnerskaber og venner i NGO-sektoren. NGO´erne skal være vedholdende og konsekvente: Skriv nyheder om emnet hver uge.
”There´s such a clear case by the harm being caused by them.”
Daniel Steadman, Flora and Fauna Int., om mikroplast
Slutteligt understreger Steadman, at det ikke kun handler om at få et forbud, men om at få det rigtige forbud. Vi skal ikke dæmonisere plastik, det giver ingen mening – men vi skal væk fra udelukkende at fokusere på kosmetik.
Pres på industri og producenter virker
Det var den hollandske NGO Plastic Soup Foundation der i 2012 startede kampagnen Beat the Microbead, i kampagnen indgår en forbruger-app med samme navn, og i 2013 blev app´en international, så flere lande kunne koble sig på.
Ifølge Michiel Roscam Adding, ansvarlig for forskning og blogs hos Plastic Soup Foundation, støttes kampagnen i dag af 36 lande, og app´en er lanceret i 20 lande.
Abbing giver et eksempel på en effektiv Twitter-kampagne der gik viralt, og illustrerer lydhørheden hos firmaerne der producerer produkter med mikroplast. En direkte opfordring fra Plastic Soup Foundation til firmaet Unilever om at droppe mikroplast i deres produkter bar frugt og fik andre firmaer til at følge trop og gøre det samme.
I alt har 337 brands fra 67 forskellige firmaer verden over allerede udfaset mikroplast i deres produkter.
En forbruger-app på vej til Danmark
I slutningen af september lancerer Plastic Change den danske version af forbruger-app´en Beat the Microbead.
Frivillige har de sidste par måneder arbejdet hårdt på at få registreret ca. 5000 produkter til kampagnen, så forbrugerne kan scanne plejeprodukter og navigere udenom det problematiske indhold når de skal tage en købsbeslutning i forretningerne. Ca. 60% af alle produkterne i app´en indeholder plastik eller plastik-lignende stoffer.
Det overordnede formål med app´en falder i tre kategorier; at øge forbrugernes bevidsthed om produkter der indeholder mikroplast, at få industrien til at udfase det i plejeprodukter samt at presse på for at få en klar EU-lovgivning på området.
Claudia Sick (Plastic Change) viser en oversigt over de mange organisationer og aktører som er med i partnerskabet for et forbud af mikroplast i EU – Greenpeace, WWF og Dansk erhverv for at nævne et par stykker.
EU-maskineriet er tungt at danse med
Dagens sidste taler er Margrete Auken, medlem af Europa-Parlamentet for SF.
Politikeren gør opmærksom på, at affald faktisk er et stort emne i EU, og selvom EU er et kæmpe maskineri, er der skabt momentum i kampen mod plastikforurening – folk er blevet opmærksomme!
”It´s not easy to move bosses in EU to do something about plastic.”
Margrete Auken, MEP
Det kan ikke klares med kampagner og frivilligt arbejde alene – det er nødvendigt med lovgivning, men det kan lade sig gøre, fordi det er simpelt. ”Brug demokratiet, kontakt de nordiske ministre,” slutter Auken.