”Er du fra CISU? Så må du hilse Solveig, når du kommer hjem.”
Sådan en besked har de fleste ansatte fra CISU fået, når de ude i verden har mødt bevillingshavere og andre brugere af Civilsamfundspuljen. Solveig var med sin venlige, tålmodige og pragmatiske tilgang en tryg indgang til CISU for utallige henvendelser om skemaer, regler og retningslinjer. Hun personificerede CISU for mange brugere af puljerne, og med hendes empatiske væsen og ordentlige tilgang kunne CISU ikke ønske sig en bedre repræsentant.
Sådan har det været siden 2005, hvor hun blev ansat som CISUs første forvaltningskonsulent. Fra en stilling i Aarhus Amt, hvor hun administrerede socialfondsprojekter, skulle hun opbygge et forvaltningssystem for den såkaldte minipulje i det senere CISU, der dengang hed Projektrådgivningen.
Solveig blev ansat i en lille gruppe af rådgivere og en enkelt sekretær, og hun gjorde sig hurtigt bemærket som det lune, betænksomme og kloge menneske, der i løbet af årene kom til at præge CISUs arbejdsgange.
Fra begyndelsen fik hun systematiseret forvaltningssystemerne og senere tog hun også aktivt del i at udvikle og raffinere andre dele af CISU. Det var en rolle, hun med årene voksede ind i. Fra at fokusere på forvaltningen tog hun med tiden del i at udvikle andre systemer. Hendes engagement skinnede i særlig grad igennem, da hun tog del i arbejdet med at udvikle politikker og systemer for anti-korruption.
Der findes ikke tal for, hvor mange medlemsorganisationer, Solveig har hjulpet over telefonen, når en deadline nærmede sig eller et særligt bilag voldte problemer. Hun var uhyre efterspurgt og kunne selv i travle perioder mønstre en ro og et overskud, når telefonen ringede. Både kolleger og brugere af puljerne så hende som et fagligt fyrtårn og et dejligt menneske at tale med, når det hele brændte på.
Solveig var oprindeligt arkæolog og udviklede sig i hele sit arbejdsliv. Hun havde en nysgerrighed og en appetit på at opleve og blive klogere. Det gjorde sig især gældende på tilsynsrejser, hvor hun satte stor pris på at komme ud og opleve de ændringer, som CISUs medlemsorganisationer og partnere understøtter med hjælp fra det voksende antal puljer. På rejserne var hun eventyrlysten, men også lige så grundig og velovervejet som i sin puljeforvaltning. Planlægningen var altid i top, og som rejsemakker kunne man være sikker på en tur med højt fagligt niveau, gode oplevelser og fokus på sikkerhed og sund fornuft.
Efterhånden som puljerne ændrede sig og voksede i både størrelse og kompleksitet, fortsatte Solveig med sin særlige tilgang i forvaltningen. ’Lex-Solveig’ blev et begreb på sekretariatet, hvor man uden at bøje regler kunne udvise pragmatisme omkring nogle ting som for eksempel en deadline for at bede om ændringer. Regler skal overholdes, men systemet er trods alt sat i værk for at understøtte god udvikling og samarbejde og skal ikke lave unødige benspænd.
Solveig var grundig og var villig til at yde en ekstra indsats for brugere af puljerne, men hun var også et forbillede i et miljø fyldt med ildsjæle: Man skal huske at holde fri og koble af med slukket telefon og ikke at finde computeren unødigt frem i weekender og ferier.
I netop ferierne var Solveig også rejsevant. Det nød kolleger godt af med både gode rejsetips og endda som rejsepartnere ved nogle lejligheder. Hun havde altid gang i planlægningen af nye eventyr og havde ved sin død allerede været i gang med at planlægge den næste – sit livs første skitur.
I al sin ubegribelighed er der derfor også noget rammende ved at miste Solveig på en tur, vi har hørt hende begejstret fortælle om før ferien, og som vi glædede os til at høre om.
Solveig tog altid del i det sociale liv på sekretariatet. Det gjaldt til såvel fester og andre arrangementer som i det daglige. Uanset om vi skulle feste, bowle eller sejle, var hun med. Altid i højt humør og indimellem den eneste i båden iført redningsvest. For nok ville hun opleve, men fornuften skulle med.
Ved frokostbordet var Solveig også en varm kollega, der formåede at balancere forholdet mellem at kende sine kolleger privat og professionelt. Hun havde en særlig egenskab, hvor hun uden at virke afvisende kunne holde private detaljer for sig selv, men gerne delte anekdoter med sin lune humor. Alle kunne nyde godt af gode anbefalinger af film, restauranter, kulturoplevelser eller feriedestinationer, og nogle var så heldige at ses med hende privat og dele oplevelser og rejseminder med hende.
Nyheden om Solveigs død har ramt sekretariat, bevillingssystem, bestyrelse, tidligere kolleger og brugere af CISUs ydelser og puljer hårdt. Det er med stor sorg, at vi deler den.
