Ramachandra Guha er historiker, biograf og forfatter til flere bøger, herunder ’Environmentalism: A Global History’ og ’India After Gandhi’. Han bor i Bengaluru, Indien.
”Det er ikke godt for os at tilbede et invidid. Kun et ideal eller et princip kan blive tilbedt.”
Mohandas Gandhi i en tale til sine tilhængere i april, 1937
Indien hævder at være det største demokrati i verden, og regeringspartiet Bharatiya Janata Party (BJP) hævder at være den største politiske organisation i verden (med et medlemstal højere end selv Det Kinesiske Kommunistparti). Siden maj 2014 har både BJP og regeringen fulgt ønskerne – og nogle gange lunerne – hos en enkelt person, Indiens premierminister Narendra Modi.
Denne artikel er oprindeligt publiceret af det amerikanske medie Foreign Policy, der rapporterer fra hele verden.
Der er skabt en ekstraordinær personkult omkring Modi, som viser sig i statslig såvel som parti-propaganda, lovprisninger i pressen samt overbegejstrede påkaldelser af hans tilsyneladende forandrende lederskab fra Indiens førende forretningsfolk, berømtheder og sportsstjerner.
Dette essay forsøger at placere Modis personkult i en komparativ og kulturel kontekst. Det vil vise, hvordan den opstod, hvilken magt den udøver over den indiske tankesæt, og dens konsekvenser for landets politiske og sociale fremtid. Essayet trækker på min akademiske baggrund som historiker med speciale i Republikken Indien, såvel som mine personlige erfaringer som indisk statsborger.
Men selvom jeg skriver om en særlig indisk variant af et globalt fænomen, vil det, jeg skriver her, sandsynligvis også ræsonnere med dem, der studerer eller lever under autoritære eller semi-autoritære regimer i andre dele af verden.
‘Personkult‘ startede med Stalin
Begrebet ’personlighedskult’ blev populariseret – med henvisning til Josef Stalin – af den sovjetiske leder Nikita Khrusjtjov i hans nu berømte tale til den 20. kongres i Sovjetunionens Kommunistparti i februar, 1956. Ifølge den engelske oversættelse af Khrusjtjovs tale påtaler han, at det er ”utilladeligt og fremmed for den Marxistisk-Leninistiske ånd at ophøje én person, at transformere ham til et supermenneske med overnaturlige egenskaber på linje med en guddoms. Sådan en mand ved angiveligt alt, ser alt, tænker for alle, kan gøre alting, er ufejlbarlig i sin opførsel.”
Tilfældet Stalin var ikke enestående eller unikt. I årtierne efter Anden Verdenskrig flød den kommunistiske verden over med personlighedskulter – om Ho Chi Minh i Vietnam, om Fidel Castro i Cuba, om Enver Hoxha i Albanien, om Kim Il Sung i Nordkorea. Men den indiskutabelt største – for ikke at sige den mest dødbringende – af alle de kommunistiske kulter i kølvandet på Stalins var den omkring Mao Zedong i det post-revolutionære Kina. Overvej, for eksempel, dette indlæg fra generalløjtnant Wu Faxian, der blev bragt i Liberation Army Daily den 13. august 1967:
”Formand Mao er det mest enestående, det største geni i verden, og hans tanker er summen af erfaringerne fra proletarernes kamp i Kina og udlandet samt den ubrydelige sandhed. I implementeringen af Formand Maos direktiver må vi absolut ikke regne det for en forudsætning, at vi forstår dem. Erfaringen fra de revolutionære kampe fortæller os, at vi ikke forstår mange af Formand Maos ordrer til bunds eller endda delvist til at starte med, men vi forstår dem gradvist under implementeringen af dem, efter implementeringen eller endda først adskillige år efter. Derfor bør vi straks indføre de af Formand Maos direktiver, vi forstår, såvel som dem vi midlertidigt ikke forstår.”
Jeg tror, det er, hvad man kalder blind tiltro.
Kulterne omkring Stalin og Mao kom begge efter kulterne om Benito Mussolini i Italien og Adolf Hitler i Tyskland. Det er værd at bemærke, at begge opstod i kontekster, der ikke var blottet for demokratiske træk. Hitlers nationalsocialister vandt det største antal mandater ved valget i 1932. Otte år tidligere forsøgte Mussolini at vinde legitimitet gennem et valg, selvom valghandlingen var alt andet end uafhængig og fair. Da de fik magten, stækkede begge ledere hurtigt folkets politiske og individuelle friheder i et forsøg på at konsolidere magten i dem selv og deres partier.
Hundrede år efter Hitler og Mussolini kom til magten, er verden igen vidne til autokratiske lederes fremmarch i lande med en ellers forholdsvis demokratisk tradition. En provisorisk opremsning af valgte autokrater tæller: Ruslands Vladimir Putin, Tyrkiets Recep Tayyip Erdogan, Ungarns Viktor Orban, Brasiliens Jair Bolsonaro, Modi, og ikke mindst – autokraten, der for nuværende har mistet gunsten, men længes efter at vende tilbage til magten – USA’s tidligere præsident Donald Trump.
Alle disse ledere har i betragtelig grad bundet regeringsførelse og offentlig beundring op på deres person. De forsøger alle at præsentere dem selv som deres landsmænds frelser eller forsoner med en unik mulighed for at gøre landet mere velstående, stærkt og i harmoni med, hvad de hævder, er nationens kulturelle og historiske ophav. Med andre ord har de alle konstrueret – og er blevet tilladt at konstruere – personkulter omkring sig.
Med en forståelse for at sådanne personkulter eksisterer og bliver ved med at eksistere i andre lande, skal dette essay fokusere på kulten omkring Modi i Indien af tre grunde. For det første, og af mindst betydning, fordi den finder sted i det land, jeg kender bedst, og i hvis demokratiske historie, jeg er professionelt (og personligt) engageret i.
For det andet fordi Indien snart bliver det folkerigeste land i verden og overgår Kina i den henseende. Derfor har Modis personkult dybere og potentielt mere dystre konsekvenser end lignende kulter andre steder i verden.
For det tredje, og måske vigtigst, er denne personkult opstået i et land, der indtil for nyligt havde forholdsvist stærke og veletablerede demokratiske traditioner. Før Modi kom til magten i maj 2014, havde Indien i alle henseender et mere veletableret demokrati end Tyrkiet, da Erdogan kom til magten, Orban i Ungarn og Bolsonaro i Brasilien. Valget i 2014 var Indiens 16. nationale valg i en næsten ubrudt linje fra 1952.
Regulære, og ligeledes overvejende uafhængige og fair, valg er også blevet afholdt for at danne lovgivende forsamlinger flere steder i Indien. Som historikeren Sunil Khilnani har påpeget, har mange flere mennesker stemt til indiske valg end i ældre og mere avancerede demokratier som Storbritannien og USA.
Indien havde indtil 2014 også en aktiv offentlig debat, en nogenlunde fri presse og forholdsvist uafhængige domstole. Det var på ingen måde et perfekt demokrati, men det er der ingen demokratier, der er. (I min bog fra 2007 ’India After Gandhi’, karakteriserer jeg selv Indien som et ”50-50 demokrati”. Måske kvalificerer nogle nordeuropæiske lande sig til at være ”70-30 demokratier”.)
Indies persondyrkelse fra Indira Gandhi til Modi
Før jeg når til Modis personkult, vil jeg sige noget om en tidligere indisk premierministers kult, nemlig Indira Gandhi. Hun var datter af landets første og længst siddende premierminister, Jawaharlal Nehru. I marts 1971 vandt Gandhi og Det Indiske Kongresparti en eftertrykkelig sejr ved parlamentsvalget. December samme år sejrede Indien også eftertrykkeligt over Pakistan på slagmarken, til dels på grund af Gandhis handlekraftige lederskab. Hun blev hyldet som en moderne inkarnation af Durga, den militante, alt-erobrende gudinde i hinduistisk mytologi.
Ideen, om at Gandhi var en personificering af partiet, regeringen og staten – og at hun repræsenterede nationens fortid, nutid og fremtid – blev promoveret af premierministerens politiske allierede. Kongrespartiets leder D.K. Barooah erklærede, at ”Indien er Indira, Indira er Indien”. Lige så bemærkelsesværdigt er et hindi-vers, som Barooah digtede for at hylde Gandhi, der på engelsk lyder: ”Indira, vi hilser din morgen og din aften, ligeså / Vi fejrer dit navn og dit store virke, ligeså”.
Kort efter Kongrespartiets leder læste linjerne op på et vælgermøde i juni, 1975, foran en million mennesker, erklærede Gandhi undtagelsestilstand. Hendes regime arresterede alle større (og mange mindre) oppositionspolitikere samt fagforeningsfolk og studenteraktivister, indførte en streng censur på pressen og afskaffede individuelle frihedsrettigheder. Knap to år senere tvang Gandhis demokratiske samvittighed hende dog til at udskrive et nyt valg, hvor hun og hendes parti tabte magten.
Sammenlign så Barooahs lille digt med en længere prosahyldest fra BJP-lederen J.P. Nadda i anledning af Modis 71-årsfødselsdag. Ordene blev bragt i september 2021 i Indiens mest læste engelsksprogede avis Times of India:
”Modi har udviklet sig til en reformator, som lidenskabeligt rejser sociale problemer, der plager Indien, og så adresserer dem gennem offentlig samtale og deltagelse.
… [Han] tror på den holistiske udvikling af vores samfund og land gennem god moral og sociale værdier. Han leder altid fra fronten i kampen mod nationens mest komplekse og sværeste problemer, og han hviler ikke, før målene er opnået.
… Modi er den eneste leder, der har en energigivende effekt på masserne, og på hvis kald hele nationen samler sig. Under [covid-19] pandemien er hans forslag religiøst blevet fulgt at enhver borger.
… Hans forbløffende succes er resultatet af absolut dedikation til folkets velfærd og sundhed. Hans eneste mål er at gøre Indien til en Vishwaguru (lærer eller forbillede for verden, red.).”
Naddas indlæg er fuldstændigt repræsentativt. New Delhis aviser flyder over med debatindlæg fra ministre i regeringen, der spytslikkende lovpriser premierministeren. Ja, ”Modi er Indien, Indien er Modi” er den udtalte eller stiltiende holdning hos enhver i BJ hvad end det er ministre, parlamentsmedlemmer eller jævne partimedarbejdere.
Da jeg færdiggjorde et udkast til denne artikel i slutningen af september, fortalte Indiens udenrigsminister S. Jaishankar et publikum i Washington, at ”det faktum, at vores (Indiens, red.) holdning tæller, at vores synspunkter har betydning, og at vi i dag faktisk har muligheden for at få indflydelse på vor tids store spørgsmål” alt sammen er på grund af Modi.
Den antikolonialistiske bevægelse under ledelse af Mohandas Gandhi, det repræsentative demokratis modstandsdygtighed (på trods af dårlige odds) siden uafhængigheden, dynamikken fra landets iværksættere i de seneste årtier, bidragene fra dets tænkere, videnskabsfolk, forfattere og filmskabere – alt dette (samt arven fra tidligere premierministre) bliver fuldstændigt udeladt fra disse evalueringer. Indiens succeser tilskrives udelukkende én mand – Modi.
På samme vis kaldte en daværende højesteretsdommer for nyligt Modi en ”internationalt anerkendt visionær” og et ”alsidigt geni, der tænker globalt og handler lokalt”. Og Indiens rigeste og mest succesfulde forretningsfolk kappes om at udvise den største tilbedelse af og loyalitet til premierministeren.
I februar 2021 blev Modi medlem af en eksklusiv klub med Stalin, Hitler, Mao, Muammar al-Qaddafi og Saddam Hussein ved at få et sportsstadion opkaldt efter sig, mens han stadig er i live (og ved magten). Cricket-stadionet I Ahmedabad, der tidligere var opkaldt efter den store nationalistiske forkæmper Vallabhbai Patel, skal for fremtiden bære navnet Narendra Modi Stadion, efter de nyistandsatte bygninger blev åbnet af ingen ringere end Indiens daværende præsident Ram Nath Kovind, flankeret af indenrigsministeren Amit Shah og andre embedsmænd.
(Foto: Sonu Mehta/Hindustan Times/Getty Images)
Senere samme år fik Indiens indbyggere deres første covid-19-vacciner og et dertilhørende vaccine-certifikat med et fotografi af Modi på. Det samme gjaldt certifikaterne for anden dosis og booster-vaccinerne. Jeg kender ikke til andre lande i verden, der har brugt denne praksis. Indere er siden blevet vant til at blive mødt med latter eller afsky – nogle gange begge dele – når de fremviser deres covid-19-certifikater på udlandsrejser.
Fortællingens fundament: Modi, den utrættelige landsfader
Enhver egalitært indstillet demokrat vil blive forfærdet over Modis ekstraordinære smagsprøver på offentlig narcissisme. Men det er lige så meget historikerens opgave at forstå som at dømme. Den kolde, hårde kendsgerning er, ligesom med Indira Gandhi i de tidlige 1970’ere, at Modi utvivlsomt er populær. Hvorfor det? Jeg mener, der er seks årsager.
For det første har Modi reelt skabt sin egen succes, og han er ekstremt arbejdsom. Ifølge overleveringen solgte han engang te på en togstation. Og selvom sandfærdigheden af den påstand er blevet anfægtet, er der ingen tvivl om, at hans familie var dårligt stillet med hensyn til både kaste og klasse. Han holder ikke ferie og hengiver sig til politik 24/7, hvilket kan fremstilles som, at han helliger sig arbejdet for nationen 24/7.
For det andet er Modi en eminent taler med et særligt talent for sprøde oneliners og et endnu større talent for at håne sine modstandere. Han er en ualmindeligt effektiv taler på hindi – det mest talte sprog i Indien – og endnu bedre på sit modersmål, gujarati.
For det tredje ser hans baggrund og meritter flotte ud i forhold til hans primære rival, Rahul Gandhi fra det nu meget indsunkne Kongresparti. Gandhi har aldrig haft et almindeligt arbejde eller besiddet nogen form administrativt embede. (På den modsatte side var Modi øverste minister i en stor delstat, Gujarat, i mere end et årti, før han blev premierminister.) Gandhi tager tit på ferie, og han er en middelmådig taler. (Engelsk er stadig hans stærkeste sprog, selvom kun ti procent af befolkning taler eller forstår det.) Han er femte generation af et dynasti. I alle de henseender stråler Modi ved sammenligningen.
For det fjerde ses Modi som hinduernes og hinduismens store forløser, i takt med det hinduistiske flertalsvælde i stigende grad får fat i Indiens samfund og politiske landskab. Inspireret af opdragelsen hos den yderligtgående hindu-nationalistiske organisation Rashtriya Swayamsevak Sangh (RSS) håner Modi ofte de tidligere herskere i Indien, både muslimske og britiske. Han taler om at redde landet fra “tusinder af års slaveri” og om at indlede Indiens længe ventede nationale og civilisatoriske renæssance.
For det femte råder Modi over et massivt propaganda-apparat, understøttet af partiets og regeringens økonomiske ressourcer samt det 21. århundredes teknologiske fremskridt. Modi, som var en tidlig og effektiv bruger af Twitter og Facebook, har ligeledes fået sit parti til at bruge begge sociale medier samt WhatsApp til at opbygge og forbedre sit image. (Premierministeren har også sin personlige Narendra Modi-app med mange abonnenter.)
Modis ansigt – og normalt ingen andre – vises på alle plakater, reklamer og websteder, der er udstedt af eller på anden måde hører under de indiske myndigheder. På den måde er han i stand til at bruge offentlige ressourcer på at udbrede sin personkult langt bredere og mere effektivt end folkevalgte autokrater andre steder, selv Putin.
For det sjette er Modi en usædvanlig intelligent og dygtig mand. Selvom han primært er selvlært, har han i løbet af 14 år som partimedarbejder og 13 år som minister i Gujarat opsamlet en enorm mængde information om alle mulige emner – økonomiske, sociale, kulturelle og politiske. Han kan med autoritet tale om fordelene ved solenergi, farerne ved atomkrig, kvindekampens situation, udviklingen inden for kunstig intelligens og meget andet. Han er også ekstremt skarpsindig i sin manipulation af den politiske diskurs i sit parti – og landet som helhed – så den favoriserer ham selv og forklejner hans rivaler eller modstandere. (Trump og Bolsonaro er ikke andet end demagoger ved siden af.)
Modi har partiet i hovedlås og ignorerer regeringen
Efter at have skitseret elementerne i kulten om Modi vil jeg nu udlægge dens konsekvenser for demokratiets udøvelse. Persondyrkelsen af Modi har ført til en svækkelse, hvis ikke udryddelse, af fem afgørende institutioner, der i et demokrati skal have uindskrænket magt til at forsvare og forhindre, at politisk magt koncentreres om et individ og fostrer autoritarisme.
Den første af disse institutioner er det politiske parti. Til dels fordi så mange af partiets ledere blev fængslet af premierminister Indira Gandhi under undtagelsestilstanden, var Modis parti, BJP, tidligere kraftigt imod personlighedskulter. BJP’s søsterorganisation (nogle vil sige moder-organisation), RSS, har altid insisteret på, at den ikke tror på ’vyakti puja’ (tilbedelse af et individ).
Siden 2014 har Modi imidlertid etableret sin totale autoritet over BJP. Uanset om det er på grund af frygt eller tilbedelse, følger alle BJP-ledere lydigt partilinjen, selv dem med mere anciennitet end Modi i det offentlige liv. Der er ikke engang en snert af uenighed i verdens største parti i verdens største demokrati – her er ikke skyggen af en Liz Cheney-lignende figur.
Den anden institution, der har underkastet sig Modi, er ministerkabinettet. Da Atal Bihari Vajpayee, BJP’s første leder, var premierminister mellem 1998 og 2004, regerede han som den første blandt ligemænd. Han gav sine topministre et betydeligt råderum helt i overensstemmelse med hans partis etos og Westminster-modellen for parlamentarisk demokrati, som Indien har adopteret.
Men Modi konsulterer ikke sine ministre om vigtige regeringsbeslutninger og sørger for, at al ære for statslige velfærdsordninger tilfalder ham. Regeringen bliver styret i høj grad, hvis ikke fuldstændigt, fra premierministerens kontor, som er bemandet af ikke-valgte embedsmænd, hvoraf flere er fra hans hjemstat Gujarat og personligt loyale over for Modi.
I modsætning til under tidligere premierministre (fra forskellige partier) bliver regeringen i dag ikke taget med på råd i Indien. Modis ord er lov. Og der er heller ikke meget debat i parlamentet. Hvor premierministre som Nehru og Vajpayee tilbragte meget tid i parlamentet og ofte lyttede opmærksomt til taler fra oppositionens parlamentsmedlemmer, bruger Modi det mere som en platform til at holde sine egne taler. Desværre har Indien ingen tradition for paragraf 20-spørgsmål, fordi det aspekt af Westminster-modellen ikke blev inkorporeret.
Lovforslag om afgørende emner såsom privatlivets fred og landbrugsreformer, der berører hundreder af millioner af indere, vedtages med få diskussioner og uden at blive sendt til gennemgang ved et parlamentarisk udvalg, som traditionen ellers kræver. Formændene i begge parlamentets kamre er notorisk partipolitiske og hastebehandler ideerne, der bliver udklækket i premierministerens kontor, uden om kabinettet og uden input fra parlamentet. Under parlamentets såkaldte monsunmøde i 2021 tog det i gennemsnit 34 minutter for et lovforslag at blive vedtaget i underhuset Lok Sabha. Nogle blev behandlet på under ti minutter.
Pressen propaganderer for premierministeren
Den tredje demokratiske institution, der er gået drastisk tilbage siden 2014, er pressen. I et demokrati formodes pressen at være uafhængig, men i Indien er den i dag eftergivende og propagandistisk.
I sine otte år som premierminister har Modi ikke holdt en eneste pressekonference med spørgsmål fra medierne. Han formidler sine synspunkter i form af en månedlig monolog på statsradioen og i sjældne interviews med journalister, der er venligt indstillet over for regimet og går til opgaven med logrende respekt for Modi.
I og med de fleste af landets førende aviser og tv-kanaler er ejet af iværksættere med andre erhvervsinteresser, er de også hurtigt faldet på linje, eksempelvis for at en mediemagnats kemiske fabrik ikke pludseligt står uden eksportlicens. (Indiske medier er også stærkt afhængige af indtægter fra regeringens reklamer, endnu en grund til at støtte regimet.)
Primetime-tv roser i overstrømmende vendinger premierministeren og angriber ubønhørligt oppositionen – så meget, at der er blevet opfundet et udtryk for dem, ’godi media’. Disse to ord kræver en længere oversættelse til almindeligt engelsk – måske “medier, der modtager instruktioner fra og lydigt følger Modi-regeringens linje” er mere retvisende.
Mange uafhængige journalister er blevet fængslet for falske anklager relateret til deres arbejde, mens andre har fået skattemyndighederne på nakken.
Embedsværket og domstolene er politiseret
Den fjerde nøgleinstitution, der er blevet mindre selvstændig og uafhængig siden maj 2014, er bureaukratiet. I Indien forventes embedsmænd at arbejde i overensstemmelse med forfatningen og være strengt apolitiske. I årenes løb er de støt blevet politiserede, og mange embedsmænd har nu tendens til at tilslutte sig et bestemt parti eller endda en bestemt politiker.
Siden 2014 er resterne af uafhængighed og autonomi blevet fuldstændig udraderet. I udvælgelsen af sine nøgleembedsmænd lægger Modi langt større vægt på loyalitet end kompetence. Alle ministerier har nu en oppasser, ofte en person fra RSS, der skal sikre, at når en højtstående embedsmand går på pension, bliver en afløser med den rigtige ’vichardhara’ eller ideologi fundet.
Desuden bliver statslige myndigheder brugt til at skræmme og tæmme oppositionen. (Ifølge en nylig rapport fra Indian Express er 95 procent af alle politikere, der er blevet ransaget eller arresteret af Central Bureau of Investigation siden 2014, fra oppositionspartier). Ransagningerne bliver brugt både til at skræmme og rekruttere, for en række oppositionspolitikere har efterfølgende sluttet sig til BJP og fået sager mod sig trukket tilbage.
Magten svinger Højesteret som “et frygtindgydende sværd”
Endelig har retsvæsenet i de senere år ikke opfyldt den rolle, forfatningen tildeler det. Distrikts- og provinsdomstole har energisk støttet statslige sager, der krænker borgernes frihedsrettigheder. Højesterets rolle har måske været endnu mere skuffende.
Jura-forskeren Anuj Bhuwania påpeger endda “højesterettens fuldstændige kapitulation over for premierminister Narendra Modis flertalsvælde.” Retten har udskudt høringer i afgørende sager, og selv når den endelig hører dem, har den en tendens til at favorisere statsmagten frem for at beskytte individuelle friheder. Som Bhuwania skriver på Scroll.in:
“I Modi-perioden har domstolen ikke kun undladt at udføre sin forfatningsmæssige kontrol med statslige udskejelser, den har også fungeret som en cheerleader for Modi-regeringens dagsorden. Ikke alene har den frasagt sig sin rolle som demokratisk modvægt og som borgernes skjold mod statens lovløshed, den har faktisk fungeret som et frygtindgydende sværd, der kan svinges efter ordre fra den udøvende magt.”
Og desuden, skriver han, har Højesteret “stillet sit enorme arsenal til regeringens rådighed i udførelsen af dens radikale flertalsdiktatoriske dagsorden.”
Som antydet i min tidligere formulering om Indien som et ”50-50 demokrati”, fungerede ingen af disse institutioner fejlfrit tidligere. De var indimellem (og nogle gange mere hyppigere endnu) frygtsomme eller underdanige over for regeringspartiet. Det indiske demokrati har aldrig haft en guldalder. Men siden maj, 2014, har disse institutioner mistet endnu mere – måske endda meget mere – af deres uafhængighed og autonomi og ligger nu fuldstændigt under for Modi og hans regering.
Det er vigtigt at understrege, at overtagelsen af disse fem institutioner – partiet, parlamentet, pressen, embedsværket og retsvæsenet – også har været afgørende for at cementere andre personkulter. Min analyse af, hvad Modi har gjort ved demokratiet i Indien, vil i store træk også gælde for Orban i Ungarn, Erdogan i Tyrkiet, Putin i Rusland og endda til en vis grad Trump i USA.
Modi er farligere end Trump og Johnson
Jeg vil kort gøre opmærksom på to yderligere træk ved personlighedskulter i delvist demokratiske regimer. Den første er, at de har en tendens til at fremme kammeratkapitalisme, hvor nogle få industrifolk opnår svimlende gevinster på grund af deres loyalitet og forbindelse til lederen og hans parti.
Den anden er, at de har en tendens til at fremme religiøs eller etnisk flertalsvælde. Det etniske eller religiøse flertal påstås at repræsentere nationens sande essens, og lederen siges at legemliggøre essensen af denne majoritetsgruppe med enestående udmærkelse og effektivitet.
På den anden side lyder det, at religiøse eller etniske minoriteter, som kurdere i Tyrkiet, jøder i Ungarn eller muslimer i Indien, er illoyale over for eller uforenelige med nationen. Flertallets holdninger, der chikanerer eller stigmatiserer minoriteter, bliver udbredt på sociale medier, ofte af lovgivere i regerende partier og, særligt i tilfælde hvor de føler sig politisk truet, af lederen selv.
Fra juli 2019 til januar 2021 blev verdens største, ældste og rigeste demokratier alle ledet af karismatiske populister med autoritære tendenser. Boris Johnson og Trump er nu begge væk, men Modi er der stadig. Selv mens de var ved magten, forekom det mig, at Modi er mere farlig for sit land, end Johnson og Trump var for deres.
Årsagerne hertil er både strukturelle og biografiske. Som den foregående diskussion har tydeliggjort, er demokratiske institutioner, der skal fungere som en kontrol med politikeres magtmisbrug, langt mere kompromitteret i Indien end i Storbritannien eller USA. I Storbritannien forsøgte pressen, parlamentet og embedsværket alle at modarbejde Johnsons autoritære tendenser.
(Foto: Peter Zay/Anadolu Agency via Getty Images)
Hvad angår USA, forblev de lokale domstole uafhængige, selvom Trump forsøgte at sammensætte højesteretten til sin egen fordel. Det samme gjorde skattemyndighederne og andre regulerende institutioner. Indflydelsesrige dele af pressen kapitulerede ikke for Trump-kulten, og universiteterne fungerede stadig som smeltedigler for frihed og uenighed. Selv den person, Trump valgte som sin vicepræsident, valgte at godkende resultaterne af 2020-valget i overensstemmelse med den amerikanske forfatning – og på trods af sin chef.
Demokratiske institutioner er langt svagere i Indien end i Storbritannien eller USA. Og som individ er Modi også en langt større trussel mod sit lands demokratiske fremtid, end Johnson eller Trump nogensinde kunne blive.
For det første har han været fuldtidspolitiker i meget længere tid og har væsentligt større erfaring med, hvordan man manipulerer offentlige institutioner til at tjene egne formål. For det andet er han langt mere tro mod sin politiske overbevisning, end Johnson og Trump er mod deres.
Hvor Johnson og Trump næsten udelukkende er opslugt af forfængelighed og selvforherligelse, er Modi dels narcissist, men også ideolog. Han lever og legemliggør hinduistisk flertalsvælde på en meget dybere måde, end Trump lever for white supremacy, eller Johnson legemliggør den fremmedhadske Little Englandisme.
For det tredje har Modi i RSS et instrument, hvis organisatoriske styrke og kapacitet til at mobilisere langt overgår nogen højreorienteret organisation i Storbritannien eller USA. Hvis det varer meget længere, vil Modi-regimet måske blive husket lige så meget for udryddelsen af indisk pluralisme som for afviklingen af det indiske demokrati.
Jeg har indtil videre præsenteret en kvalitativ fortælling, men lad mig opremse nogle tal, der understreger, hvor meget Indiens demokratiske standarder er skredet i de seneste år. I Freedom Houses rangering af politiske og civile frihedsrettigheder var Indien et af landende med det største fald over det sidste årti og gik fra kategorien ’Fri’ til ’Delvist fri’ i 2021.
I Cato Institutes Human Freedom Index faldt Indien fra en placering som nummer 75 i 2015 til 119 i 2021. I Reporters Without Borders’ World Press Freedom Index faldt Indien fra nummer 140 i 2013 til 150 i 2022. Endelig indtog Indien i World Economic Forums seneste Global Gender Gap Report fra juli, en overordnet rangering som nummer 135 ud af 146 – og scorede lavest af alle på sundhed og levetid.
“Blind heltedyrkelse fører til underkastelse og diktatur“
Jeg vil afslutte mit essay med to store inderes advarsler mod ukritisk at underkaste sig en karismatisk autoritet. Den første formaning er relativt velkendt. Den er fra B.R. Ambedkars sidste tale til Indiens grundlovgivende forsamling i november 1949. I talen citerer Ambedkar den engelske filosof John Stuart Mill, der advarede borgerne om ikke at “lægge deres friheder for fødderne af en stor mand eller betro ham med beføjelser, som gør ham i stand til at undergrave deres institutioner.” Denne advarsel var endnu mere relevant i Indien end i England, for, som Ambedkar påpeger:
”i Indien spiller ’bhakti’, eller hvad man kan kalde disciplens eller heltetilbedelsens vej, en rolle i landets politik, som langt overgår den rolle, den spiller i noget andet land. ’Bhakti’ i religion kan være vejen til en sjæls frelse. Men i politik er ’bhakti’ eller heltedyrkelse en sikker vej mod underkastelse og diktatur.”
Kultdyrkelsen af supermanden Modi, ligesom den forudgående dyrkelse af superkvinden Indira, viser, at Ambedkar gjorde klogt i at være bekymret for farerne ved den religiøse ’bhakti’-praksis eller blinde heltedyrkelse i Indiens demokrati. Regeringspartiets iscenesættelse af Modi som en hinduistisk Messias og engel på hævntogt falder ikke for døve øre. Man forventer måske ikke, at befolkningen i et frit land så underdanigt tilbeder et levende menneske. Men det gør de, tragisk nok.
Det andet citat er mere kryptisk, men måske lige så sigende. Det er fra et brev til Indira Gandhi, skrevet i november 1969 af S. Nijalingappa. Han var præsident for Kongrespartiet, da Gandhi splittede partiet og gjorde det til en forlængelse af sig selv. Nijalingappa blev født i 1902 og voksede op under imperialisme og fascisme, inden han blev en del af frihedskampen for demokrati, antivold og pluralisme. Kongrespartiet, som han var del af hele sit voksne liv, var dengang en decentraliseret institution med livlige stats- og distriktsenheder. Det havde mange ledere, aldrig kun én.
Så da Gandhi forsøgte at omforme partiet og landet i sit eget billede, advarede Nijalingappa hende om, at historien i det 20. århundrede “er fyldt med eksempler på den tragedie, der overmander demokratiet, når en leder, som er kommet til magten på toppen af en folkelig bølge eller med støtte fra en demokratisk organisation, bliver et offer for politisk narcissisme og opildnes af en gruppe skruppelløse spytslikkere, der ved hjælp af korruption og frygt forsøger at kneble oppositionen og gøre den offentlige mening til et magtens ekko.”
Historien har et par lærestreger til os. Den ene er – som tilfældene Stalin, Mao, Hitler, Mussolini, Putin, m.fl. alle viser – at personlighedskulter altid er dårlige for det land, der opfostrer og opretholder dem. Historikerne har fældet dom over skaden, som Indira Gandhi-kulten forvoldte Indiens demokrati og nationen. Dagen vil også oprinde, men måske ikke i min levetid, hvor historikerne fælder en lignende dom over Modi-kultens konsekvenser for Indiens lykke og sundhed.
Essayet trækker på forfatteren George Herbert Walker Jr.’s foredrag, ’Personality Cults and Democratic Decline’, som han gav på Yale Universitys MacMillan Center den 6. oktober, 2022.
Artiklen er oprindeligt bragt af Foreign Policy og oversat til dansk af Søren Steensig.
