”Modstanden mod Myanmars militærstyre er i alle dele af samfundet”

Isabella Canto

19. december 2022

Læsetid: 6 min

Skyd så mange som muligt.

Det er den taktik, Myanmars militærstyre synes at bruge i kampen for at sætte en stopper for civilbefolkningens blussende oprør. Men så nemt er det ikke. For to år efter, at militæret kuppede sig til magten, kæmper befolkningen stadig voldsomt imod juntaens styre.

Siden kuppet i februar 2021 er den civile modstand eskaleret, og nu kæmper omkring 500 modstandsgrupper en voldsom, landsdækkende kamp mod militæret. I tillæg til de hundredvis af nye modstandsgrupper fortsætter væbnede etniske grupper i grænseområderne med at kæmpe for mindretallenes rettigheder mod militæret, som de har gjort i mange årtier.

De mange modstandsgrupper har gjort det svært for militæret at kontrollere landjorden. De sidder nu kun på 17-20 procent af landet. De andre områder er i åbne kampe eller under oppositionens kontrol.

”Den negative side af, at militæret bliver presset, set fra civilbefolknings øjne, er, at militæret ikke trækker sig tilbage eller bliver mere lydhør overfor befolkningen. I stedet bliver de mere brutale,” fortæller Helene Maria Kyed, der er seniorforsker hos Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS. Ved udgangen af januar 2022 var i alt 1500 civile blevet dræbt og 12.000 politiske modstandere arresteret.

”I juni måned i år fandt de første henrettelser i over 30 år sted, da fire prodemokratiske aktivister blev hængt. Det skabte en masse kritik internationalt, internt i Myanmar og i dele af den asiatiske region, men kritikken prellede af på militærdiktaturet. Det viste, at de vil bruge hvilken som helst metode, uanset konsekvenser, for at skræmme og slå ned på befolkningen”.

Ifølge Helene Maria Kyed, så tyr det pressede militær til luftvåben, fordi de er svækket på landjorden. De kæmper ikke kun mod bevæbnede modstandsgrupper, men går efter civile ved at bombe landsbyer og kulturelle begivenheder fra luften.

Ønsket om demokrati

I et halvt århundrede har Myanmars 54 millioner indbyggere næsten uafbrudt levet under militærstyre. Der har dog været en delvis demokratisk åbning i landet fra 2011 til 2021. Demokratiforkæmper og Nobelfredsprismodtager Aung San Suu Kyi blev landets politiske leder i 2015, og med hende i spidsen oplevede store dele af civilbefolkningen demokratiske forbedringer.

Men militæret fortsatte sine overgreb på etniske minoriteter og begik grove forbrydelser, især mod landets muslimske og statsløse mindretal, rohingyaerne. Op mod en million rohingyaer flygtede ud af landet i 2017. Forbrydelserne er blevet kaldt for et reelt folkemord.

I årtiet under Aung San Suu Kyu fik majoriteten af befolkningen en smagsprøve på demokrati. Især unge i byerne. Militæret slap dog aldrig sit greb om landet, og i februar 2021 anholdte de demokratisk valgte ledere, heriblandt Aung San Suu Kyi, og annoncerede en etårig undtagelsestilstand under ledelse af militærets øverste chef, Senior General Min Aung Hlaing.

”Militæret håbede på, at de ti år med en demokratisk åbning ikke var nok til, at civilbefolkningen ville tage demokratiske værdier til sig, men bare ville underlægge sig militærstyret uden de store indvendinger,” siger Helene Maria Kyed.

Men ønsket om demokrati har ikke kun eksisteret i de ti år. Folk har kæmpet i årtier for at få åbning over for udlandet, da militæret jævnligt lukker ned for alle forbindelser til omverdenen, herunder både telefonforbindelser og internettet, bedre velstand, ytringsfrihed, demokratiske værdier og bedre uddannelse.

Der foregår lige nu et vigtigt politisk og militært samarbejde mellem eksilregeringen, National Unity Government (NUG) og modstandsgrupperne. I maj 2021 blev Folkelige Forsvarsstyrker (People’s Defence Forces, eller PDF) etableret, og styrkerne tæller nu omkring 60.000 soldater. De kæmper i de områder, hvor der er åben kamp, og beskytter de områder, hvor militærjuntaen har kontrollen. De kæmper også sammen med de væbnede etniske grupper.

I områder under militærkontrol er der også opstået modstandsgrupper. Disse grupper har udført angreb, herunder drab på lokale ledere, som sympatiserer med militærstyret. Det skriver The New York Times.

”Det hjælper rigtig meget, at civilbefolkningen kæmper imod. Der ville måske ikke havde været lige så mange døde på så kort tid, men på lang sigt havde det også betydet mange civile tab, fordi folk i Myanmar forbinder militærstyret med ekstreme former for fattigdom, ulighed, undertrykkelse, censur og befolkningsdød,” forklarer Helene Maria Kyed.

Civilbefolkning håbede på, at de ville vinde kampen relativt hurtigt, men medlemmerne af de nye modstandsgrupper er ikke vant til væbnet kamp. Mange er tidligere studerende, butiksejere og så videre, der nu kæmper mod en professionel hær, som tilbageholder, dræber og torturerer sine modstandere og tager deres familiemedlemmer som gidsler. Det kommer til at tage rigtig lang tid at vinde mod militæret, forklarer seniorforskeren fra DIIS.

Vold mod vold

Modstanden er i alle dele af samfundet og involverer forskellige voldelige og ikke-voldelige strategier, fortæller Helene Maria Kyed. Udover civilbefolkningens væbnede modstand og samarbejdet mellem den tidligere regering og modstandsgrupperne, udspiller oprøret sig også som demonstrationer. De store demonstrationer på gaderne er blevet færre og i stedet erstattet af ”flashmobs”, hvor prodemokratiske aktivister mødes i mindre grupper og forsvinder hurtigt igen.

Modstanden udspiller sig også på sociale medier, der er sværere at kontrollere for militærstyret. Og i form af strejker, hvor lærere, læger, ingeniører og medarbejdere fra ministeriet ikke møder op på arbejde.

En ny strategi er at få soldater til at skifte over på folkets side. Her handler det simpelthen om at affolke militæret internt. Desertører kommer også med vigtige vidneudsagn, der hjælper med at stille spørgsmål ved militærets ideologiske grundlag.

”Mange af dem har fremhævet den interne brutalitet i hæren især blandt de lavt rangerende. De tænker: Jeg lever det her usle liv under kummerlige vilkår. Hvad kæmper jeg egentlig for? Er det bare for, at topgeneralerne kan berige sig økonomisk og politisk?,” siger Helene Maria Kyed.

I 2022 har befolkningen i stigende grad mistet troen på, at en fredelig løsning er vejen frem. Militæret har enten kigget den anden vej eller tyet til vold, når der er blevet foreslået forhandlinger. Derfor ser civilbefolkningen, ifølge Helene Maria Kyed, ingen anden udvej end vold mod vold.

”I vores del af verden har det med voldelig konflikt og voldelig modstand ikke været den etiske eller politisk korrekte form. Det kan dog være, at det har ændret sig med Ukraine, hvor store dele af den vestlige verden har støttet med våben. Det kan derfor være et håb for Myanmars befolkning, da der er større chance for, at Vesten vil støtte op med våben,” siger Helene Maria Kyed.

Tre fremtidsscenarier for Myanmar

Der er tre forskellige scenerier på, hvordan fremtiden vil komme til at forme sig i Myanmar, fortæller Helene Maria Kyed.

1. Det realistiske scenarie: Ingen slutning på den væbnede kamp. Dog vil civile begynde at eksperimentere med demokratiske styreformer i de områder, hvor modstandsgrupperne har kontrollen. Det sker allerede med nye lokale råd og med alternative sundheds- og uddannelsessystemer.
2. Skrækscenariet: En normalisering af situationen. Militærstyret vil næste år afholde valg. Det bliver langtfra et retfærdigt valg, men generalerne vil sige, at nu har de afholdt et valg. Landene i den sydasiatiske region og FN vil måske godtage valget, fordi det er svært at bevise, at valget ikke blev afholdt retfærdigt og dermed acceptere militærregimet.
3. Det håbefulde scenarie: Allerede nu er der mere end 2,000 soldater og politifolk, der er deserteret og gået over på folkets side. Den tendens fortsætter og militæret fragmenteres internt. Der er nogle generaler, der siger, at de ikke vil slå deres egen befolkning ihjel længere. Selvom der i dag er pålagt hårde sanktioner fra Vesten, får militærstyret støtte udefra, bl.a. våben fra Indien, Kina og Rusland. Det er derfor svært at se, hvordan modstandsgrupperne skal overtage landet uden hjælp udefra. I dette scenarie fortsætter Vesten dermed sine sanktioner mod militæret, men støtter økonomisk op om modstandsgrupperne.

En modvægt til Rusland og Kina

Selvom Myanmar ligger meget langt væk, er der mange grunde til, at Danmark bør støtte op om befolknings drømme om demokrati i det sydøstasiatiske land.

”En af de grunde er værdipolitisk. Jeg har ikke set en civilbefolkning i noget andet land, der kæmper så meget for demokratiske værdier og menneskerettigheder,” siger Helene Maria Kyed.

”En anden grund er geopolitisk. Landet ligger mellem Indien og Kina. Derudover har Rusland kæmpe interesse i Myanmar og allierer sig med militæret. Militæret får våben fra Kina og fly fra Rusland. EU og et land som Danmark bør engagere sig stærkt i landet for at være en modvægt til den magtbalance”.

En tredje grund til, at Danmark ikke må vende opmærksomheden væk fra Myanmar, er ifølge Helene Maria Kyed, klimaet. Myanmar er blandt de mest klima-sårbare lande. Hvis klimakatastrofer ramte landet hårdt før militærkuppet, er det intet sammenlignet med nu.

Befolkningen har på grund af konflikten meget ringe mulighed for at tilpasse sig klimakatastrofer som massive oversvømmelser. Myanmar har desuden en af de største regnskove i verden, der hjælper med at optage CO2. Militæret er dog godt i gang med at fælde skovene og forurene gennem minedrift for at finansiere sine overgreb på befolkningen.

”Danmark og andre EU-lande har masser af muligheder for at støtte menneskerettigheder og den grønne dagsorden i Myanmar. Det kan ske gennem støtte til den pro-demokratiske modstand og med humanitærbistand, der ikke går igennem militærdiktaturen,” siger Helene Maria Kyed.