Vi bringer her journalist Tom Heinemanns tale ved modtagelsen tirsdag af Timbuktu-fondens pris på 100.000 kr. for kritisk u-landsjournalistik.
Af Tom Heinemann
Af hjertet tak.
Det er helt overvældende og jeg er meget stolt over at modtage dette svimlende store beløb. Som en kollega skrev i en mail til mig forleden, så er det, citat: ”cirka 80.000 kroner bedre end Cavling”.
Også tak for den fornemme begrundelse fra juryens side. Det er meget ærefuldt af få så stor en ros, men det er på mange områder en yderst præcis beskrivelse af de vilkår, som vi – der arbejder med dette stofområde – meget ofte står overfor.
Hvis jeg skal opsummere forholdene for kritisk journalistik i dag – og her taler vi ikke kun om u-landsjournalistik – så ser jeg en stigende tendens til, at dem vi kritiserer – går til modangreb mod manden og ikke efter bolden.
Trusler om sagsanlæg, klagesager ved pressenævnet, alenlange advokatskrivelser og et ofte helt enormt stykke mod-spins-arbejde fra dem vi kritiserer, er snarere reglen end undtagelsen.
Og det værste er ikke, at en advokat eller en direktør farer i blækhuset. Den slags skal og kan vi sagtens holde til.
Nej, det er, at også ens egne kolleger – endda ofte medlemmer af det samme forbund – slynger om sig med udokumenterede påstande, fortielser og løgne alene med det formål af få flyttet fokus fra selve indholdet af kritikken til, hvordan den kritiske journalist f.eks. har indsamlet eller fremført kritikken.
Her er der ikke kun tale om ”de store stygge” multinationale selskaber, eller korrupte embedsmænd i fjerne lande – også godhedsindustrien i form af Fairtrade/Max Havelaar – kan være med på spinne-siden.
Med denne pris i dag mener jeg, at Timbuktu-fonden har sendt et meget stærkt og tydeligt signal til offentligheden og de redaktører, der måske ikke tør eller kan se, at u-landsjournalistik er andet end fattige mennesker i nød – og ”hvad kan VI gøre ved verdens uretfærdigheder”.
Det hele er jo sammenfiltret i et totalt globaliseret nord/syd forhold, hvor stort set enhver dansk virksomhed med flere end 50 ansatte har gang i et eller andet ude i Den 3. Verden.
Og graver man bare et lille spadestik dybere, end hvad der står på selskabernes rosenrøde hjemmesider, er der utallige gode historier for den kritiske del af pressen.
Jeg har gennem mange år forsøgt at give ”stemme til de stemmeløse”. Det lyder som noget af en kliché – men for mig er det, det ikke.
Det jo netop de fattigste af de fattige i udviklingslandene, der aldrig kommer til orde, og som meget ofte arbejder for os i den rige del af verden. De skal også have ret til at blive hørt.
Denne pris er derfor også et enormt skulderklap – ikke bare til mig – men til alle de andre journalister og redaktører, der har tvivlet på, at man kan producere endog særdeles kritiske historier fra u-landene. Det kan man.
Og det behøver ikke at være specielt ”Film-agtigt” – og dermed sindsygt dyrt. Så længe dokumentationen er i orden – så behøver man ikke at bruge alle mulige ”pop-smarte” løsninger, når man skal fortælle en historie.
Det oplevede vi selv på den gamle dokumentarfilm, ”Når Tilbud Dræber”. Vi forsøgte og vi fastholdt, at historien var god nok som den var og vi ønskede ikke at anvende alle mulige tekniske og grafiske løsninger, der skulle ”peppe den lidt op”.
Det var en – hvad jeg vil kalde for ”Dokumentar Classic”, hvor det er indholdet – og ikke indpakningen, der er det bærende element.
Dén slags kan man godt savne i nogle af de senere års såkaldte afsløringer rundt om på plejehjem og institutioner for svage eller psykisk syge.
Her anvender man skjult kamera – ikke fordi man behøver, men fordi det er en del af dramaturgien og som desværre har vist sig nogengange, at dække over, at man i virkeligheden mangler mere dokumentation.
Og så er det, at vi skal se de samme klip – gerne i slow – igen og igen og krydret med en række digitale video-effekter.
Dén slags er jeg heldigvis lykkelig fri for at anvende. Virkeligheden på fabrikkerne, eller i temarkerne – eller hvor vi nu ellers tager hen – er ofte så grusom og umenneskelig, at det er rigeligt blot at filme det på ganske almindelig manér.
Så hvad skal jeg så bruge pengene fra denne store pris til – og hvad bliver det næste projekt:
Ja, her er jeg nødt til at være en smule hemmelighedsfuld. Men jeg kan sige så meget, at jeg allerede er et halvt års tid inde i en historie, der i realiteten fortsætter hvor de andre film slap.
Vi skal forhåbentlig se resultatet en gang til vinter. På det her tidspunkt kan jeg sige, at hvis dét jeg graver i lige nu holder hele vejen gennem byretten, bliver det en meget vigtig historie, som jeg tror og håber, vil skabe stor debat.
Ikke bare her i landet, men også i en lang række andre vestlige lande.
Det er igen et samarbejdsprojekt mellem flere af de nordiske TV-stationer, for det er vores eneste reelle mulighed for at få finansieret denne type programmer.
Og så skal jeg også bruge nogle af pengene på at få undersøgt nogle af de mange sager, som jeg har liggende, men som jeg ikke har haft tid og råd til at sætte i gang.
Nu skal jeg hjem og ringe til nogle af de lokale journalister og fotografer i flere af udviklingslandene, som jeg næsten dagligt netværker med. De er nemlig den helt afgørende faktor for at denne type journalistik bliver realiseret.
Jeg kunne under ingen omstændigheder producere mine dokumentarfilm uden en kæmpe hjælp fra Soe fra Burma, Dan fra Kenya, Madhavan fra Indien og Zaeed og Paul fra Bangladesh.
Når jeg nu har chancen, vil jeg godt rette en stor tak til min elskede kone og min fotograf, Lotte la Cour, for altid at være på – og ved – min side, også tak til de mange teknikere, der i den sidste ende gør det muligt at komme ud over rampen..
Jeg skylder også en stor tak til mine kolleger på kontoret, Alex Frank Larsen og Morten Hansen for i sin tid at have indstillet mig til denne fornemme pris – men også for konstant at høre på mig råbe og skrige i en dårlig telefonforbindelse.
Men frem for alt – og for at slutte hvor jeg startede – vil jeg godt rette en særlig stor tak til især Jørgen Harboe for at have gjort dette muligt, og så sandelig også til Timbuktu-fondens bestyrelse og jury for at støtte mig i mit videre arbejde.
Læs også den tale, som formanden for Timbuktu fonden holdt for prismodtageren ved overrækkelsen i Dansk Journalistforbund tirsdag. Se den på
http://u-landsnyt.dk/indhold.asp?ID=18756&mode=Nyhed
