”Velkommen til mit hjem,” siger 13-årige Munkhbaatar, mens han peger ned mod kloakdækslet på fortovet foran sig midt i den mongolske hovedstad, Ulaanbaatar. ”Om vinteren bor jeg hernede ved varmerørene, for det er for koldt at sove på gaden.”
Det var tilbage i 1997, at Munkhbaatar viste vej til sin hjerteskærende bolig. Varmerørene under jorden var et populært sted at overnatte for ham og mange af de dengang 4-6.000 gadebørn i hovedstaden. I et land, hvor vintertemperaturene kan nå ned på minus 50° celsius, er livet på gaden benhårdt. Tragisk nok skete det ikke sjældent, at gadebørn i forsøget på at undslippe kulde fik brandsår af at sove op ad de uisolerede varmerør.
I 1997 var det kun fem år siden, at Mongoliet havde afholdt sit første demokratiske valg, som fandt sted i februar 1992. Munkhbaatar og de andre gadebørn var et helt nyt fænomen, som var dukket op, efter at en altoverskyggende økonomisk krise havde ramt det unge demokrati. Dengang boede der 700.000 mennesker i Ulaanbaatar. I dag, 25 år senere, er hovedstaden vokset til ukendelighed med over 1,6 millioner indbyggere, hvilket er halvdelen af landets befolkning, ifølge tal fra FN’s befolkningsprognose.
Farvel til knap 70 års kommunisme
Hvordan Munkhbaatar har det i dag, 25 år senere, og om han overhovedet lever, vides desværre ikke. Men glædeligt er det, at gadebørn ikke længere er et socialt problem i Mongoliet og ikke har været det i mange år. Landet har siden indførelsen af demokrati gennemgået en enorm transformation politisk, økonomisk og inden for alle andre områder af samfundet. På blot en generation er Mongoliet gået fra en status som udviklingsland til at være en vækstøkonomi.
Baggrunden for den økonomiske deroute, som var med til at skubbe børn som Munkhbaatar ud på gaden, er, at Mongoliet kun en måned efter Berlinmurens fald den 9. november i 1989 kappede sine 68 år gamle bånd til Sovjetunionen. Mongoliet var i øvrigt det første land efter Sovjetunionen, som blev kommunistisk tilbage i 1924.
Mongoliet gik fra at være en kommunistisk etpartistat med planøkonomi til et demokratisk flerpartisystem med markedsøkonomi. Skiftet i politisk styreform betød bl.a., at det tidligere sociale sikkerhedsnet forsvandt. Benhårde liberaliseringsprogrammer slog benene væk under mange mongolske familier, som blev ramt af fattigdom og arbejdsløshed. Mange forsøgte at drukne deres sorger i alkohol, og volden steg markant i familierne. Børn fra opløste familier endte i stigende antal på gaden, overladt til at klare sig selv.
En fredelig revolution
Overgangen fra kommunisme til demokrati skete efter en kun fire måneder lang fredelig revolution, som startede den 10. december 1989 og sluttede den 9. marts 1990. Revolutionen bestod af demonstrationer på Sukhbaatarpladsen midt i hovedstaden og på centrale pladser i de større byer. Protesterne voksede, og nogle demonstranter gik i sultestrejke for at få styret til at overgive sig.
”Det var en stille og rolig overgang. Der var nogle enkelte dage, mens der skulle laves aftaler om overgangen fra etpartisystemet til demokrati, hvor jeg var spændt på, hvordan det skulle gå. Men alt gik fint. Vi var alle glade og så positivt på omvæltningerne, selvom ingen vidste, hvordan det skulle komme til at gå,” husker Erdenechuluun Dashzeveg, også kaldet Chuka, der dengang var 34 år, enlig mor til to børn og bosat i hovedstaden.
”Jeg støttede de demokratiske kræfter, som ville vælte kommunistpartiet i Mongoliet. Jeg var lidt bekymret for, om det ville gå godt. Det gik heldigvis godt,” siger Chuka, som siden 1998 har været dansk gift, har taget efternavnet Ringgaard og er bosat i Danmark.
Det var en stor omvæltning for mongolerne, at de pludselig kunne få nyheder fra andre lande end via Sovjetunionen. Samtidig blev økonomien hårdt ramt, da den økonomiske støtte fra Sovjetunionen bortfaldt, ligesom handlen med naboen i nord og andre østlande ophørte. Varemangel i butikkerne blev en daglig udfordring for familierne i byerne. Chuka, som er uddannet diplomingeniør i økonomi i Moskva, oplevede både de positive og negative sider af transitionen.
”Ud over at vi fik nyheder fra hele verden, kunne vi nu også rejse til andre lande end de tidligere østlande og invitere udlændinge til Mongoliet. Det var meget positivt. Vi oplevede dog også en meget hård økonomisk nedgang. Vi fik rationeringsmærker og kunne hver måned købe bestemte basisvarer som bl.a. mel og sukker i en mængde, der afhang af familiens størrelse,” husker Chuka, som fortæller, at det ikke var et problem at få hverken lys eller varme, da staten i en periode fortsatte med at betale for el og varme.
Det første demokratiske valg
Efter den fredelige revolution i 1990 fik Mongoliet i 1992 en ny grundlov, og det første frie valg blev afholdt.
”Ved det første frie valg i 1992 vandt Mongoliets gamle kommunistparti, Mongoliets Revolutionære Folkeparti, MPRP, stort og satte sig på 70 ud af 76 sæder i parlamentet. Der var ingen tegn på valgsvindel. Til forskel fra Polen og andre lande, hvor konservativliberale partier satte sig på magten efter overgangen til demokrati. Hvad sikkert ikke så mange ved, er, at MPRP indførte omfattende økonomiske omstruktureringer og demokratireformer, mere vidtgående end i Øst- og Centraleuropa.”
Analysen kommer fra Jørgen Ringgaard, der som tidligere leder af International Afdeling ved Danmarks Journalisthøjskole har stået i spidsen for at oprette et Danida-støttet presseinstitut og avistrykkeri i Ulaanbaatar i årene 1994-2000. Perioden var en af de mest turbulente i mongolsk politik, og han kom via projektet tæt på det mongolske politiske system, som han lige siden har fulgt tæt. To af hans daværende samarbejdspartnere blev i øvrigt senere præsidenter i landet.
Jørgen Ringgaard og Chuka er gift og mødte hinanden i 1995, hvor Chuka blev ansat som økonomichef for det førnævnte avistrykkeri i Ulaanbaatar. Parret bor til daglig på Djursland. Jørgen er gået på pension og driver bl.a. et økologisk landbrug, mens Chuka arbejder som bogholder indtil næste år, hvor hun går på pension. De besøger Mongoliet mindst en gang om året for bl.a. at besøge Chukas to voksne børn og deres familier.
Tårnhøj inflation
De hårde liberaliseringsreformer, som MPRP indførte i sin regeringstid 1992-1996, var en vanskelig periode for mange mongoler. Virksomheder, som fx tekstilfabrikker, der producerer kashmirprodukter, landbrugskooperativer og lejeboliger var nogle af de områder, der blev privatiseret.
”Der var varemangel, og inflationen var tårnhøj. På en enkelt nat i begyndelsen af 1990’erne blev alting dobbelt så dyrt. Jeg var enlig mor og skulle sørge for mine to børn på 14 og 15 år. Jeg var tvunget til at skifte job i staten og tage et arbejde i en privat virksomhed i årene 1992-1995. Gadebørn dukkede op, og antallet af dem steg i takt med privatiseringerne,” fortæller Chuka, der også husker, hvordan folk på landet havde det.
”På landet blev landbrugskollektiver, kolkhos, opløst. Husdyr, landbrug, maskiner, grøntsager, ja alt blev delt mellem bønderne. Nogle spiste eller solgte deres dyr og tog til byen, hvor de ikke kunne finde arbejde. De kunne ikke leve af de dyr eller det landbrug, de havde fået tildelt ved opsplitningen af landbrugskollektivet. I Ulaanbaatar kom der flere og flere arbejdsløse, i takt med at virksomheder blev privatiseret. Familierne gik i opløsning, og mange kunne ikke sørge for deres børn. Alkoholisme var et stort problem,” fortæller Chuka og tilføjer, at der i de månedlige madrationeringskuponer også var til to flasker vodka pr. familie.
I 1996 får Mongoliet sit egentlige systemskifte, da MPRP til manges overraskelse taber valget til en koalitionsregering bestående af to partier, som senere går sammen og stifter Demokratipartiet, der i dag sammen med MPP står som landets to største partier. Derudover findes en række mindre partier, som på grund af deres størrelse står helt uden indflydelse i mongolsk politik. MPRP dropper i 2010 ordet ”Revolutionære” i sit navn og tager navneskifte til Mongoliets Folkeparti, MPP. Samtidig vedtager partiet et socialdemokratisk partiprogram.
Ved parlamentsvalgene i 2016 og 2020 vinder MPP begge gange en jordskælvssejr og får henholdsvis 65 og 62 af parlamentets i alt 76 sæder. For første gang i Mongoliets demokratiske historie har et enkelt parti formået at bevare magten efter to på hinanden følgende valg. Demokratipartiet er derfor for tiden sat ud på et sidespor, og partiet tabte desuden præsidentposten til MPP i 2021.
Mongoliets største udfordringer
Hvis Jørgen Ringgaard skal give et bud på, hvad Mongoliet største udfordringer som et ungt demokrati er anno 2022, nævner han fire forhold: korruption, overførselsindkomster, grøn omstilling og afhængighedsforholdet til naboerne Rusland og Kina.
Ifølge Transparency Internationals korruptionsindeks ligger Mongoliet på en 110. plads ud af 180 lande, hvilket vil sige blandt verdens mest korruptionsplagede lande. Danmark, Finland og New Zealand ligger på en delt 1. plads som de mindst korrupte lande i verden (2021-tal).
”Jeg mener, at den største udfordring for Mongoliet er, at landet får gjort op med korruptionskulturen, som både er en økonomisk og en politisk kultur. Korruptionen tog for alvor fart i 1996, hvor landet egentlig først får et politisk systemskifte,” siger Jørgen Ringgaard.
Mange mongoler i dag lever på overførselsindkomster, hvilket generelt set giver en lav motivation til at tage job. Der er job at få i både store og små virksomheder, som har svært ved at tiltrække arbejdskraften. Der er brug for en kulturforandring, hvilket Jørgen Ringgaard ser som endnu en stor udfordring. Landets tredje udfordring handler for ham om miljøet.
”Mongoliet står også over for en kæmpe udfordring i forhold til at skabe en grøn og bæredygtig omstilling. Der findes enorme udviklingspotentialer i forhold til at udnytte både vind- og solenergi. Solen skinner næsten 360 dage om året. Imidlertid spænder strukturelle udfordringer og en svag økonomi ben for den grønne omstilling,” siger Jørgen Ringgaard og tilføjer, at den svage økonomi handler om landets afhængighedsforhold til Rusland og Kina, hvilket han ser som en fjerde stor udfordring for landet.
”Mongoliet er dybt afhængigt af sine to store naboer. Afhængigheden er både økonomisk, forsyningsmæssig og strukturel/politisk. Eksempelvis har Rusland blokeret for visse infrastrukturprojekter, fordi russerne ønsker at holde Mongoliet i et afhængighedsforhold. Afhængighedsforholdet til Kina er især økonomisk, da Kina aftager hovedparten af Mongoliets råstoffer, og det meste af Mongoliets import kommer fra Kina, ligesom der er store kinesiske investeringer i landet. Mongoliet er i et voldsomt krydspres mellem sine naboer.”
Jørgen Ringgaard er i dag involveret i flere samarbejdsprojekter mellem Danmark og Mongoliet, bl.a. det Danida-støttede projekt ”Skabelse af ansvarlige og bæredygtige samfund i Mongoliet” under ngo’en Dansk Mongolsk Selskab. Samme forening støttede i øvrigt i årene 1997-1999 og 1999-2002 med midler fra bl.a. Danida gadebørn og fattige familier samt efteruddannelse/omskoling af mongolske skolelærere og medarbejdere fra børneorganisationer og børnepolitiet.
Denne artikel er oprindelig bragt hos POV International og bringes efter aftale med POV International og skribenten.
POV – POINT of VIEW International – er et uafhængigt netmedie, der publicerer analyser, anmeldelser, essays, debatindlæg indenfor især debat-, kultur-, erhvervs- og udlandsstof.
Artiklens er skrevet af Bettina Gram, der som freelancejournalist har fulgt Mongoliets demokratiudvikling og i årenes løb skrevet adskillige artikler om landet og dets beboere, herunder demokratiets tilstand.