Nigeria forbyder shiagruppe efter nye sammenstød

sheikh_zakzaky_tajo_malli
IMN demonstrerer med krav om, at regeringen efterkommer flere domstolsafgørelser og løslader gruppens leder, Ibrahim Zakzaky.
Foto: Tajo Malli (arkivfoto/CC)
Forfatter billede

Efter en bølge af dødelige sammenstød i Nigerias hovedstad, Abuja, har myndighederne besluttet at forbyde den shiamuslimske organisation Islamic Movement in Nigeria (IMN).

I løbet af den seneste uge er mindst 20 medlemmer af IMN blevet dræbt af nigerianske sikkerhedsstyrker.

De demonstrerer med krav om, at gruppens leder, Ibrahim Zakzaky, løslades. Flere domstole har i kendelser har beordret løsladelsen af Zakzaky, men Nigerias regering har indtil videre ikke efterkommet domstolene.

Derimod er myndighederne gået til en domstol, der i denne uge har givet tilladelse til, at den shiamuslimske gruppe fremover betegnes som en terrororganisation.

Det træder i kraft, når beslutningen er kundgjort officielt – hvilket kan betyde inden for få dage.

Abdullahi Musa, der er talsmand for IMN, siger til netavisen Legit, at gruppen udelukkende praktiserer sin religion, og at ingen har ret til at forbyde shiaernes aktiviteter i Nigeria.

”Vi praktiserer islam, og ingen kan forbyde os at bede”, siger han.

Han advarer om, at det vil skabe endnu flere problemer for den nigerianske regering, hvis den stempler gruppen som en terrororganisation.

Shiamuslimer er et religiøst mindretal i Nigeria, hvor de udgør et sted mellem to og fire millioner af Nigerias samlede befolkning på omkring 185 millioner.

Zakzaky og hans kone, Zeenah Ibrahim, har siddet fængslet siden 2015, hvor en religiøs march, som IMN gennemførte, endte voldeligt. Menneskeretsgrupper siger, at over 300 ubevæbnede shiitter blev dræbt af Nigerias hær. Efterfølgende blev Zakzaky fængslet.

Nigerias højesteret beordrede parret løsladt allerede i 2016. Siden har andre domstole gentaget den afgørelse med henvisning til Zakzakys skrantende helbred og behov for lægehjælp.

Men regeringen har afvist at efterkomme disse ordrer og har i stedet rettet nye anklager mod den religiøse leder, blandt andet om drab.