Det ligner billeder fra et modeshow, man gerne ville have været til. Smukke ældre nigerianere, der med en misundelsesværdig selvtillid bevæger sig i farverige klæder oplyst af et køligt industrielt skær i mørke, minimalistiske omgivelser. Men modeshowet har aldrig eksisteret, og de ældre nigerianske modeller er resultatet af et sammenspil mellem en kunstig intelligens og en filmskabers fantasi.
Malik Afegbua er en nigeriansk dokumentarfilminstruktør fra millionbyen Lagos. For et halvt år siden blev hans mor ramt af et alvorligt slagtilfælde. Hun blev holdt i live af en maskine i flere dage, og i hele den 38-årige instruktørs liv havde han aldrig prøvet ikke at kunne snakke med sin mor i mere end et par dage ad gangen.
Derfor satte han sig i de tidlige søvnløse morgentimer og tvang de gode tanker frem om sin mor, mens han legede med det redskab, som er blevet hans bedste kreative legekammerat – en AI-billedgenerator.
“Jeg havde brug for at udtrykke mig selv. Så jeg spurgte mig selv, hvorfor prøver jeg ikke at skabe glade minder ved hjælp af den her teknologi? Men ikke kun for mig selv,” fortæller han over en Zoom-forbindelse fra sit kontor i Lagos.
“Jeg vågnede en morgen og tænkte, at jeg aldrig rigtig har set ældre mennesker i et modeshow. Jeg har aldrig set dem blive fremstillet på den måde. Og jeg tænkte, hvorfor egentlig? Er der noget, der holder dem tilbage? Og det er det kunstig intelligens kan – nedbryde de mure og skabe fantasifulde forestillinger.”
Gik viralt på sociale medier
Måske har du hørt om programmet Dall-E udviklet af Elon Musks forskningsvirksomhed, Open AI, der sidste år oversprøjtede sociale medier med vilde, fantasifulde og farvefyldte billeder af alt fra junglelandskaber på månen til eksotiske dyr til middagsselskaber.
Det er lignende programmer Malik Afegbua leger med – MidJourney og Stable Diffusion – i de tidlige morgentimer på sit kontor, mens hans 3-årige datter sover. Her indtaster man korte tekster som “an elderly nigerian man in a fashion show”, og så spytter programmet et billede ud på baggrund af millioner af billeder på internettet knyttet til de ord.
Desværre vil du opdage, at det er noget andet, der kommer ud af en billedgenerator, når du selv fodrer den med de ord. For Malik Afegbua har hevet billederne ind og ud af programmet af flere omgange og selv redigeret i photoshop.
Modeprojektet var mest af alt indre terapi. Men for en måned siden lagde Malik Afegbua et af sine AI-generede billeder op på Linkedin med den sparsomme tekst “A fashion show for the seniors”.
På billedet går en hvidhåret kvinde i en blå og hvid jakke med solbriller og en traditionel nigeriansk hovedbeklædning på. Kort efter havde han knap 200.000 likes og mere end 7.000 kommentarer. Og da han lagde billedet på Instagram, fik han samme reaktion.
Vi har glemt en vigtig del af samfundet
Det var mennesker i alle aldre der skrev til ham. Om deres bedsteforældre og forældre. Om hvordan billederne fik dem til at smile ved synet af de smukke ældre mennesker i en setting, de ikke var vant til at se dem i. Der var sågar modeskabere, der ville lave et design på baggrund af billederne.
“Jeg tror, det skyldes, at vi har glemt en meget vigtig del af vores samfund. Når folk i Nigeria når en vis alder, er der ikke andre, der bekymrer sig om dem end deres familie. Også fordi at mange ældre mennesker stopper med at interessere sig for mode og i stedet spiller golf eller vender sig indad,” siger han.
Og med en medianalder på 18 år blandt Nigerias godt 200 millioner mennesker har de ældre måske en endnu mere marginaliseret rolle i bybilledet end i for eksempel Danmark.
“Det er selvforstærkende. Vi tænker på en måde, som verden har indrettet os til at tænke, og det burde vi ikke. Vi burde tænke for os selv, og selvfølgelig skal der være modeshows for ældre mennesker. I Lagos, i Paris og i New York,” siger Malik Afegbua.
En skitse for fantasien
I dag drømmer kunstneren netop om at tage sit modeshow ud af AI-universet og ind i den virkelige verden. Med rigtige mennesker og rigtigt tøj, som man kan tage og føle på. Det er han allerede i dialog om med flere folk fra modeindustrien.
Men i virkeligheden synes han også, at hans hans fantasimodeshow for ældre er et godt eksempel på, hvad kunstig intelligens kan. Og sådan bruger han det allerede, når han skal pitche dokumentarfilmidéer til Netflix.
“Kunstig intelligens er billig, og det giver mig muligheden både for at få noget modspil til min fantasi, men også til at vise andre, hvad vi kan skabe inden det rent faktisk er sket.”