Non-profit café og hostel åbner dørene for verdensmusikfestival

ajinaihighres
Blandt andre kinesiske Ajinai optræder på Globalhagen World Music Festival.
Foto: Pressefoto, Globalhagen/Mellemrummet
Gerd Kieffer-Døssing

Onsdag d.7. september går startskuddet ikke kun til Copenhagen World Music Festival, der sender verdensmusik ud på flere scener i hovedstadsområdet – også non-profit caféen Café Mellemrummet og Globalhagen Hostel på Ravnsborggade slår samme dag dørene op for en verdensmusik-festival, som er et sidearrangement til den store festival.

I en pressemeddelelse lover arrangørerne, at Globalhagen World Music Festival vil tage publikum ”med på en musikalsk rejse til flere kontinenter, der byder på både hestehoved-violin, tung reggae-bas og psykedelisk afro-beat”.

Et af de internationale bands, der gæster den lille café, er det kinesiske band Ajinai, der krydser traditionelt mongolsk musik – for eksempel strubesang – med  det 21. århundrede. Også den København-baserede ugandiske sangerinde Feridah Rose kigger forbi og fylder Mellemrummet med r’n’b og reggae.

Café Mellemrummet og Globalhagen Hostel drives af Mellemfolkeligt Samvirke – alt overskud går i år til at bygge et computerlab i Lusaka, Zambia.

Få mere information om festivalen på Facebook.