AMMAN, 18. juli 2015: ”I fire år levede jeg med depression, mens det dæmrede for mig, at jeg ikke troede på islam. Jeg fortalte det til mine forældre. Det skulle jeg ikke ha’ gjort”.
Det er en jordansk mand på 25, der fortæller om et drama, som udspillede sig i en skæbnesvanger ubalance mellem et følsomt, reflekterende, søgende sind og intens social kontrol fra familie og omgivelser.
Faren førte an i kontrollen. Var børnene ikke justeret præcist ind på hans udlægning af islam, vankede der bank. Slagene var mange, og de faldt hårdt.
Lad os kalde den unge mand Ahmed.
Han fortæller, mens vi drikker kardemomme-kaffe indendørs, selvom vejret ellers holder halvkølige temperaturer i de her dage. Men naboerne må ikke opdage kaffedrikkeriet. Indtagelse af mad og drikke i fastetiden mellem klokken 3.49 om morgenen og 19.47 om aftenen er strengt forbudt, kan give op til 200 dinar i bøde (eller cirka 1.900 danske kroner).
Ahmeds frafald fra islam fik en bror til at eksplodere. Han forsøgte at dræbe ham med en kniv.
Ahmed flygtede ned på den nærmeste politistation og anmeldte drabsforsøget. Men politiet smed ham ud. Broren havde jo ret: At erklære sig som ateist hører ikke hjemme i et muslimsk samfund. Den slags bringer skam over alle.
Det var 2008. Ahmed var 19 år. Han flygtede til det sekulære Syrien, der stadig fungerede på det tidspunkt. Der kunne hans familie ikke ”ramme ham legalt”, siger han.
Vold
Bag sig efterlod han et universitetstudium af engelsk litteratur og sikre økonomiske rammer i familien, som han beskriver som ”højere middelklasse”. I Syrien måtte han tage forskellige småjobs, men det var svært at få økonomien til at hænge sammen.
Forud for bekendelsen til familien havde Ahmed haft det sværere og sværere ved at kapere farens vold.
”Det havde alt sammen med islam at gøre. Den mindste lille forkerte bevægelse, når jeg bad, så slog han mig. Det påvirkede min psyke”, siger han.
”Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at rette ind: bad fem gange om dagen, fastede under ramadanen og så videre, men han kunne altid finde noget at anklage mig for”.
”Der var evige kampe mellem min far og mor. Hvis hun f.eks. kom til at vise et stykke bar arm, når hun gjorde rent på ydertrappen, udviklede det sig til voldsomt råberi imellem dem”.
”Jeg opdagede, at volden i vores hjem ikke kun kom fra min far. Det var sheikherne og koran-lærde, der fortalte, at forældre skulle straffe deres børn. Det var forfærdeligt i 90’erne. Forældre bankede løs på deres børn over hele landet. I dag er volden tonet ud, blandt andet fordi det er blevet forbudt at slå børn i Jordan, officielt”.
Manglende kærlighed
Ahmed begyndte at ”se ånder”, der skulle hjælpe ham ud af depressionen og angsten, og med det kom ”næste lille skridt i processen med at forlade islam”, som han kalder det. Han læste i koranen, fordi det skal hjælpe mod sygdom, havde han lært.
Men hverken ånder eller koran hjalp. Så opsøgte han i hemmelighed en psykiater, der gav ham anti-depressionspiller.
Så lettede presset. Angsten holdt op. Ånderne forduftede.
Langsomt dæmrede det for Ahmed, at problemet i hjemmet var manglende kærlighed. Han så brødre, der søgte venskaber og kærlighed udenfor familien og kom i ”dårligt selskab” og ”fik vanskeligheder” på den konto. Han indså, at familiens tro nok ”ikke var den sandeste. Den hjalp os ikke i livet”.
Han begyndte at lede efter andre sandheder, søgte på nettet og fandt arabiske blogs og historier om undertrykkelse af kvinder, noget han aldrig havde hørt om.
”Det ændrede totalt mit syn på verden”.
Et sted faldt han over to billeder:
”Det ene forestillede en smadret moské, det andet en ødelagt kirke, begge måske ramt af et jordskælv, men jeg så pludselig, at tragedier rammer alle, uanset religion”.
Næste skub ud af det muslimske skab kom via en TV-dokumentar på National Geographic, der gennemgik ”ånder” i forskellige kulturer og argumenterede, at de var et produkt af følelser og tanker, uanset hvor man befinder sig i verden.
Skam
Ahmed kiggede via internet og TV videre ud i verden og så overalt tragedier, undertrykte og fattige mennesker, og stillede sig selv spørgsmålet:
”Hvordan kan Gud eksistere, hvis han tillader al den ulykke?”
Så indså han, at han var ateist og fortalte forældrene det.
”Jeg skulle have tiet stille og ikke bringe skam over familien og levet videre med min stille viden, men jeg kunne simpelthen ikke leve på en løgn”, siger han.
I dag er Ahmed flyttet fra Syrien tilbage til familien.
”De tiggede mig om at komme tilbage, havde svært ved at leve med den skam, at deres søn havde forladt dem. Og så kunne de ikke fortælle naboerne sandheden, at jeg var ateist. Det ville være en dobbelt skam”.
”Vi har lavet en aftale. Jeg bor ikke i samme lejlighed som dem, men i samme bygning. Jeg kan leve frit, lade være at bede og faste, men jeg må ikke fortælle om min mangel på tro på islam til nogen. Vi snakker ikke om religion. Mine forældre blander sig ikke i mit liv, og jeg provokerer dem selvfølgelig ikke, spiser f.eks. ikke foran dem under ramadanen”.
”Min far prøver engang imellem at lokke mig tilbage. Han siger for eksempel: ”kunne du ikke prøve at bede igen? Nu har du været ateist længe nok”.
I en sekulær og mangfoldig retning
”Jeg snakker frit om min nye identitet med udlændinge og ikke-muslimer som kristne og tilhængere af bahai”, siger Ahmed, der på internettet har fundet arabiske ateist-fora og blogs og har mødt ligesindede i Amman.
”Der er 10 mennesker, som jeg mødes individuelt med en gang imellem. Aldrig sammen. De er bange. Men det har slået mig, hvor mange mennesker der i virkeligheden er ateister, uden at turde sige det lige ud. De som gør, fortæller næsten den samme historie som min, men jeg er vist den eneste, der tog skridtet og sagde det til min familie”.
”Jeg ser nu klart, hvor lige glade mennesker i virkeligheden er med religion, og hvordan tingene forandrer sig i en sekulær retning. Der er for eksempel ikke mange jordanere, der i dag gifter sig med fire kvinder, som det står i koranen. Jeg kender heller ikke mange, der studerer teksterne så indgående, som de burde. De fleste bekymrer sig mere om deres økonomi og deres fremtidsudsigter.”
Ahmed er i sin søgen mod nye erkendelser rykket fra fornægtelse af Guds eksistens til en blødere version, der læner sig op ad agnosticisme:
”Jeg ved ikke, hvorfor vi eksisterer. Jeg har ikke svaret, men jeg tror, at der må være en skaber i en eller anden form. Men om den skaber er ubevidst materie, eller om der findes en højere bevidsthed, ved jeg ikke. Skyldes universet vilje eller tilfældighed? Jeg ved det ikke, men jeg kan lide videnskabelig tilgang. Måske finder vi en dag svar på tilværelsens gåde”.
Mangfoldighed
Under de angstfyldte omvæltninger i Ahmeds liv er han stødt ind i filosoffer og tænkere på nettet, der har givet ham håb om, at mennesker en dag vil leve i fred med hinanden og respektere individuelle forskelle.
Ironisk nok kommer et af Ahmeds yndlingscitater fra en religion, nemlig fra Bahia-profeten Bahou Allah, der sagde (citat forkortet og i undertegnedes oversættelse):
”Tænk på blomsterne i en have. Selvom de er forskellige i art, farve, form og facon, forfriskes de alle af forårets vand, lever ved vinden og solens stråler. Denne mangfoldighed øger deres charme og føjer noget til deres skønhed. Hvor utilfredsstillende for øjet ville det være, hvis alle blomster og planter, blade og skud, frugt, grene og træer alle var af samme form og farve! Mangfoldighed af nuancer, form og facon beriger og pryder haven”.
