Cotonou-aftalen
Cotonou-aftalen trådte i kraft i 2000 og udløber i 2020. Det er en samarbejdsaftale, som udstikker rammerne for udviklingssamarbejdet mellem EU og de 79 lande i gruppen af lande fra Afrika, Caribien og Stillehavet (ACP-gruppen). Reelt deltager 78 nationer fra ACP, da Cuba aldrig har underskrevet dokumentet.
ACP-gruppen rummer stort set alle afrikanske nationer syd for Sahara, men ikke de Nordafrikanske lande, samt en del af de små lande i Caribien og Stillehavet.
Cotonou-aftalen har tre søjler: Udviklingssamarbejde, politisk samarbejde og samarbejde om handel og økonomi.
EU’s ministerråd godkendte lige før sommerferien et forhandlingsmandat for EU-Kommissionens forhandlinger med ACP-gruppen. ACP-gruppen har ligeledes vedtaget et forhandlingsmandat. Den Afrikanske Union har vwedtaget en fælles afrikansk holdning til forhandlinger (Common African Position).
Forhandlingerne mellem parterne begynder i efteråret 2018.
I snart tyve år har Cotonou-aftalen dannet rammen om EU’s samarbejde med udviklingslande i Afrika, Caribien og Stillehavet (ACP-gruppen). Den har udløbsdato i 2020, og derfor starter parterne i efteråret forhandlinger om en efterfølger.
Lige før sommer vedtog både EU og ACP-gruppen et forhandlingsmandat.
Der er tale om en meget omfattende aftale med tre søjler. Det gælder udviklingsbistand, politisk samarbejde og handel.
Aftalen har rødder helt tilbage til afkolonialiseringen og den spæde start på udviklingssamarbejde i starten af 60’erne, men spørgsmålet er, om tiden er vokset fra konstruktionen. Både EU og den store gruppe af udviklingslande har ændret sig markant.
Sammenhold
”Vi har haft succes i forholdet med EU, fordi vi har samarbejdet, konsulteret og koordineret vores indsatser. Vi har sørget for stor fremgang, fordi vi holdt fast i vores principper om sammenhold og solidaritet. Disse principper er denne gruppes grundlag, et grundlag, vi må holde fast i, hvis vi skal sikre vores bedst mulige fremtid i en foranderlige verden”.
Således var ordene fra Josia Vorege Bainimarama, Fijis premierminister ved et særligt møde i ACP-gruppen i juni måned.
Det samme budskab om sammenhold fremgår af ACP-gruppens forhandlingsmandat til de kommende diskussioner med EU-repræsentanter. Men er det hele nu så rosenrødt?
”ACP synes ikke at medtænke en konkret rolle til Den Afrikanske Union i scenariet efter Cotonou-aftalens udløb. Det, der synes at drive ACP, er først og fremmest dets egen overlevelse”, skriver Gert Laporte, direktør for tænketanken The European Centre for Development Policy Management i et indlæg.
De 79 lande i sammenslutningen spænder meget vidt fra ludfattige Chad til det relativt rige skattely Bahamas. ACP-gruppen har et sekretariat i Bruxelles, som er finansieret af EU, og sammenslutning blev dannet med Georgetown-aftalen fra 1975. Det skete samtidigt med, at forløberen til Cotonou-afalen, Lomé Konventionen, trådte i kraft.
Indtil da byggede EF’s (det daværende Europæiske Fællesskab) udviklingssamarbejde på Yaoundé Konventionen fra 1963. Denne aftale var primært med de gamle tyske og franske kolonier i Afrika, men da Storbritannien indtrådte i EF kom de tidligere britiske kolonier med i puljen.
”På trods af mange års dedikeret støtte til internt samarbejde i ACP, er der stort set ingen struktureret handel, politisk partnerskab eller andre former for udveksling mellem regionerne i Afrika, Caribien og Stillehavet”, anfører han.
Afrika eller ACP
De afrikanske lande har gennem den Afrikanske Union vedtaget en fælles holdning til forhandlingerne. Her fremgår det, at de foretrækker forhandlinger om fremtidigt samarbejde med EU efter 2020 udenfor ACP-rammen.
EU kører i forvejen selvstændige spor med afrikanske regioner. De Nordafrikanske lande, som ikke er med i ACP-gruppen, hører ind under EU’s naboskabsprogrammer, mens der er vedtaget en fælles strategi med Afrika (JAES), som trådte i kraft i 2007.
EU har selv forelagt fire scenarier for Cotonou-aftalen efter 2020. Den foretrukne for europæerne er, at Cotonou-aftalen bibeholdes som en overordnet ramme, men at den bliver fleksibel og rummer plads til fokuserede partnerskaber med de forskellige regioner.
Fordelen ved den form er, lyder det i EU-Kommissionens udspil til forhandlingerne, at der kan tages hensyn til de forskellige regioners forskellige behov, men samtidigt vil det eksempelvis stadigt være muligt at samarbejde i internationale fora om globale udfordringer. Samarbejde mellem parterne om klimaforandringer op til vedtagelsen af Paris-aftalen betragtes som en af Cotonou-aftalens store succeser.
EU-Kommissionen har derfor også opridset forskellige prioriteter for samarbejdet med de forskellige regioner. Klimaændringer er eksempelvis nævnt som en prioritet i samarbejdet med Caribien og Stillehavet, men ikke med Afrika. Prioriteterne for sidstnævnte er fred, demokrati, økonomi og bæredygtig udvikling, migration samt udvikling.
Nye medlemslande og et Brexit
Da ACP-gruppen blev dannet i 1975 var der 46 medlemmer. I dag er der 79, men Cuba underskrev aldrig Cotonou-aftalen, så den dækker kun 78 nationer. EU har ligeledes ændret sig meget i de seneste tyve år, og det fortsætter.
Næste år er der et sandsynligt farvel til et af de medlemslande med de tætteste bånd til udviklingslandene historisk set, når Storbritannien forventes at træde ud af EU næste år.
EU-udvidelsen i 2004 med en række central- og østeuropæiske lande har indlemmet nationer, som tidligere kun har haft sparsomme forbindelser til de fleste af ACP-lande.
Dette bliver fremhævet af udviklingslandene.
”De nyere medlemslande har ikke delt de historiske og tætte forbindelser i økonomi og handel, som grundlæggerne af EF har haft med ACP-landene”, lyder det i oplægget fra ACP-gruppen til forhandlingerne.
Mange af de nye medlemslande har andre prioriteter end de traditionelle for udviklingssamarbejdet. Det gælder både flygtninge, hvor Ungarn allerede højlydt har givet sin mening til kende, og økonomien.
”Relativt fattige EU-lande vil fortsat spørge, hvorfor deres skatteydere skal levere udviklingsstøtte til visse ACP-lande, der er rigere en dem selv”, lyder det fra Gert Laporte.
Det er altså to helt andre størrelser, som går til forhandlingsbordet for at revurdere den kontrakt, der har rødder helt tilbage til begyndelsen af det udviklingssamarbejde, vi kender i dag. Spørgsmålet er, om tiden nu er inde til en fundamental ændring af konstruktionen og måske endda af udviklingssamarbejdet.
Vi vil følge med i udviklingen her på Globalnyt.
