Ny international chef i AIDS-Fondet

Rikke Nagell.


Foto: AIDS-Fondet
Laurits Holdt

20. april 2022

AIDS-Fondet har den 15. april ansat Rikke Nagell som international chef. Hun har de seneste tre år været programchef og chefkonsulent i afdelingen, hvor hun har stået i spidsen for et styrket samarbejde med AIDS-Fondets programsamarbejdspartnere.

”Det er noget, mit hjerte virkelig brænder for. Vi arbejder med sexarbejdere og LGBT+ personer, der på den ene side er nogle af de mest udsatte grupper – og på samme tid er enormt stærke aktivister, der kan bidrage til at stoppe epidemien,” siger Rikke Nagell.

Hun skal samtidig arbejde for flere og større samarbejder med danske og internationale aktører, der kan bidrage økonomisk til en styrket hiv/aids-indsats i verden.

AIDS-Fondets direktør, Lars Christian Østergreen, ser frem til at få Rikke Nagell som leder af det internationale arbejde i organisationen.

”Jeg glæder mig utroligt meget til at arbejde tættere sammen med Rikke Nagell. Hun er en uhyre stærk profil på det internationale område, og det får vi brug for, når vi skal fortsætte og styrke AIDS-Fondets rolle i hiv/aids-arbejdet for verden mest udsatte,” siger han.

Før sin ansættelse i AIDS-Fondet har Rikke Nagell bl.a. været manager i Freemuse – en international ngo der kæmper for kunstneres ytringsfrihed. Hun har en master i Afrikastudier, er cand. mag i Moderne kultur og er i gang med en lederuddannelse fra Copenhagen Business Academy.