Ny sekretariatschef til Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde

cku
Gerd Kieffer

4. februar 2022

Katja Gunnertoft Bojsen. Foto: Privat

Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde (CKU) har ansat Katja Gunnertoft Bojsen, 42, som ny sekretariatschef. Det skriver organisationen i en pressemeddelelse.

Bojsen kommer fra en stilling som programkoordinator i International Aid Services og har før det i en årrække arbejdet som specialkonsulent og teamleder i Uddannelses- og Forskningsministeriet. Hun er uddannet cand.scient.adm. 

”Det er med stor glæde, at vi ansætter Katja Gunnertoft Bojsen. Hun har stor erfaring blandt andet inden for ledelse og udviklingssamarbejde, og hun besidder netop de personlige kompetencer og værdier, som vi mener, der er behov for i stillingen som sekretariatschef for CKU. Vi tror, at Katja Gunnertoft Bojsen vil lede CKU på kompetent vis igennem de nye, spændende udfordringer, vi går i møde,” siger Jørgen Bøytler, formand for CKU’s bestyrelse. 

CKU er inde i en vækstperiode, som har betydet at sekretariatet er blevet større. Blandt andet kræver arbejdet for tros- og religionsfrihed og den nye GLOBUSPULJEN nye indsatser. Den nuværende sekretariatschef, Peter Blum Samuelsen, fortsætter i en nyoprettet stilling som seniorrådgiver med særlig fokus på et styrket videnscenter og nye finansieringsmuligheder.

Katja Gunnertoft Bojsen glæder sig til den nye rolle.

”Kirker og trosbaserede organisationer spiller en vigtig rolle for at skabe social og politisk forandring for verdens mest udsatte. Jeg ser meget frem til at løfte med på dette vigtige arbejde i CKU, og jeg glæder mig til samarbejdet med de mange dygtige medarbejdere,” siger Katja Gunnertoft Bojsen.

Hun begynder i sin nye stilling den 1. marts 2022.