Nye dødelige sammenstød mellem politi og shiaer i Nigeria

nigeria_sahara_tv_screenshot
Forfatter billede

Demonstrationer i Nigerias hovedstad, Abuja, har mandag ført til nye blodige sammenstød. Politiet affyrede tåregas og umiddelbart efter også skarpe skud mod medlemmer af Islamic Movement of Nigeria (IMN), der var trængt ind på et område hvor blandt andet parlamentet ligger.

Ifølge politiet blev en politimand skudt af ”svært bevæbnede” medlemmer af den shiitiske gruppe.

54 mennesker er anholdt som følge af urolighederne i Abujas gader.

I sidste uge blev flere mennesker dræbt, efter at IMN stormede parlamentet.

Gruppen kræver, at myndighederne løslader dens stifter og leder, Ibrahim el-Zakzaky, som har været fængslet på terroranklager siden 2015. Der er meldinger om, at hans helbred er forværret.

Regeringen har ignoreret flere domstolskendelser om at løslade islamistlederen, skriver den nigerianske avis The Vanguard.

Det er langt fra første gang, at IMN’s demonstationer ender blodigt. I november 2018 mistede mindst 45 mennesker livet og 122 blev såret under sammenstød mellem gruppens medlemmer og Nigerias hær.

Iagttagere har advaret regeringen mod ikke at gentage de fejl, der i sin tid førte til, at Boko Haram indledte sit blodige oprør i det nordøstlige Nigeria.