Den 30. oktober vandt Luiz Inácio da Silva, i daglig tale Lula, præsidentvalget over den siddende præsident Bolsonaro, om end sejren kun var på knap to procent – lavere end forventet. Bolsonaro har over for landets højesteret erklæret, at valget er overstået og har ikke sat spørgsmål ved resultatet med henvisning til et dårligt fungerende valgsystem, som han ellers gentagne gange har fremført.
Regeringsskiftet bliver ganske radikalt, fra en stærkt højreorienteret Bolsonaro, der ikke respekterer grundlæggende demokratiske spilleregler, til Lula med en venstre-socialdemokratisk linje, som vil favorisere den fattigste del af befolkningen, beskytte Amazonas og genetablere de internationale forbindelser.
Politisk systemskifte i Latinamerika
Blot i indeværende år har man i Latinamerika været vidne til fire lande med radikale skift til venstre eller centrum-venstre-regeringer. De seks folkerigeste og største økonomier i regionen er nu under venstre-centrum-regimer.
Det er ganske enestående, hvis man sammenligner med andre verdensdele, hvor man har set den modsatte udvikling i retning af stærkt højreorienterede, ofte autoritære regimer, der stiller spørgsmål ved demokratiske grundprincipper. Det har vi set i Afrika med flere militærkup i de seneste par år, i Asien og også i Europa.
I august i år skete der et politisk skift i Colombia til en regering, der grundlæggende søger fred og udligning af de store sociale og økonomiske uligheder. Under den ny præsident, Gustavo Petro, har Colombia for første gang fået en centrum-venstre regering, der arbejder på at skabe fred i et land, som gennem årtier har været præget af borgerkrig med flere millioner ofre.
Få måneder før blev Gabriel Boric indsat som præsident i Chile med ønsket om at gøre op med et politisk regime præget af det lange militærregime under Pinochet. Store uligheder og ringe uddannelse og sundhed for den fattige befolkning er nogle af de udfordringer, den ny regering står over for. Et forslag til en ny forfatning blev for nylig væltet ved en folkeafstemning og giver anledning til bredere dialog.
Og i januar fandt et regimeskifte sted i Honduras, der i mange år har været regeret af et korrupt regime med nære forbindelser til narkotikahandlen til USA. Den ny regering under partiet Libre lægger op til et opgør med korruption og fremme af en socialt mere ligelig politik.
Hertil kommer en række venstre- eller venstre-centrum-regeringer, der kom til i årene fra 2019 og 2021, såsom regeringen under Andrés Manuel López Obrador (AMLO) i Mexico, Alberto Fernández i Argentina og Pedro Castillo i Peru.
Regeringer med store udfordringer: AMLO står over for en meget magtfuld hær og et ofte korrupt politi, begge involveret i narkotikahandel, der vanskeliggør opgøret med volden, som har plaget Mexico i årtier. Castillo er i permanent krise i parlamentet og Fernández lever med Argentinas mangeårige økonomiske krise, som vanskeliggør mere grundlæggende reformer.
Reaktion mod voksende uligheder
Hvad er så baggrunden for den politiske udvikling i Latinamerika i de seneste år og især i indeværende år? Skønt de politiske udfordringer er forskellige fra land til land, så er der også en række fællestræk.
Mange års neoliberal økonomisk politik har været særligt udpræget i de latinamerikanske lande, startende med Chile under militærstyret i 1970’erne. Fænomenet spredte sig i løbet af de sidste årtier af forrige århundrede til resten af regionen, hvilket har skabt samfund med store uligheder i indkomst- og formuefordeling. Med Brasilien og Colombia i spidsen er Latinamerika den mest ulige region i verden – yderligere forværret under Corona.
Ifølge Verdensbanken er andelen af befolkningen, der lever i fattigdom, vokset de senere år og er større, end hvad man har set i de sidste 30 år.
Med en ofte ekstrem privatisering er der skabt en minimalstat, hvor store dele af den fattige befolkning lider under et dårligt fungerende undervisnings- og sundhedssystem.
Nye politiske aktører på banen
I de sidste par år er nye politiske aktører kommet på banen. Det gælder ikke mindst ungdommen, især de studerende og i særdeleshed unge kvinder, som var meget aktive under de sociale demonstrationer i Chile i 2019-20 og også i Colombia i 2021. De er ofte blevet mødt med vold fra politi og hær med mange sårede og dræbte som følge. De kræver først og fremmest større social lighed og bedre adgang til uddannelse.
Hertil kommer de oprindelige folk, som i flere lande har stillet krav om respekt for deres jord og rettigheder. I Chile har man for første gang set, hvordan det oprindelige folk mapuche i den sydlige del af landet har forlangt, at deres rettigheder respekteres. I Colombia drejer det sig både om oprindelige folk og den store gruppe afro-colombianere, der er marginaliserede. Begge grupper var yderst aktive under de sociale demonstrationer. Hertil kommer fagforeningerne, der har deltaget aktivt i de sociale bevægelser med krav om større lighed.
Fremtiden – en ny ”marea rosa” i Latinamerika?
I 00’erne talte man i Latinamerika om ”marea rosa” – den lyserøde bølge, for at beskrive rækken af venstre- og venstre-centrum-regeringer, der kom til magten for ca. 20 år siden. Her kan man nævne Hugo Chávez i Venezuela, Evo Morales i Bolivia, Rafael Correa i Ecuador og Lulas to regeringer i Brasilien.
Ikke mindst takket være internationalt favorable priser på råvarer og især olie fra de nævnte lande lykkedes det flere af regeringerne at gennemføre sociale programmer til gavn for den brede befolkning, fx med støtte til skolegang for børn af fattige familier. Men efterhånden som råvarepriserne faldt i starten af det andet årti, blev det svært at fastholde de brede, sociale programmer.
Samtidig udviklede flere af regimerne sig i mere autoritær retning, som i Venezuela og Ecuador, og mistede den brede folkelige opbakning. Som reaktion blev flere stærkt højreorienterede regeringer valgt, som fx i Brasilien.
Den nye bølge af reformorienterede regimer er af nogle benævnt den anden ”marea rosa”. Flere af de nye regeringer har kritiseret regimet i Venezuela eller styret i Nicaragua for at være udemokratiske og taget afstand fra autoritære tendenser. Og flere af regeringerne er baseret på brede alliancer, der går hen over den politiske midte.
Det gælder Lula, der har involveret partier ud over Arbejderpartiet, som grundet den store korruptionsskandale for ca. 10 år siden har tabt megen støtte. Og det gælder Petro i Colombia, som har engageret medlemmer af de traditionelle politiske partier, der nu deltager i regeringen.
De nye regimer sigter på grundlæggende reformer, der skal gøre op med årtiers social og økonomisk ulighed og en udbredt voldskultur og korruption, der har skabt stor utilfredshed i befolkningen. Samtidig er miljø kommet på dagsordenen, herunder ikke mindst beskyttelse af Amazonas.
Det er langtfra givet, at de reformer, som de nye regeringer i regionen har sat sig for, vil lykkes. Der er magtfulde interessegrupper, fx de store jord- og mineejere i Brasilien og Colombia, der givet vil modsætte sig. Og den internationale økonomiske krise med stigende priser på dagligvarer kan gøre det vanskeligt at bevare den brede folkelige støtte. Ikke desto mindre giver den ny politiske udvikling grund til stor optimisme i regionen.
Alt imens fortsætter de stærkt autoritære regimer i regionen – Cuba, Venezuela og ikke mindst det glemte diktatur i Nicaragua, hvor demokratiet til stadighed indsnævres.
Denne artikel er oprindelig bragt hos POV International og bringes efter aftale med POV International og skribenten.
POV – POINT of VIEW International – er et uafhængigt netmedie, der publicerer analyser, anmeldelser, essays, debatindlæg indenfor især debat-, kultur-, erhvervs- og udlandsstof.g
Mogens Pedersen har været ambassadør i Bolivia og sidst i Colombia, foruden i flere afrikanske lande.
