Flygtninge, der bor i lejre rundt om i verden, har ofte ingen steder at opbevare deres mad korrekt. Det betyder, at maden kan blive dårlig og menneskerne syge af at spise den.
Andre gange er flygtningene udsat for tyveri, mens de er ude for at hente de fødevarer, der bliver fordelt fra fødevaredistributionen på bestemte tidspunkter og bestemte steder.
Og endelig er der omkostninger ved det nuværende system, fordi den mad, der leveres til lejrene, ofte er produceret i lande langt væk og skal transporteres til flygtningelejre med tusindvis af indbyggere.
Supermarked med automater
DE to organisationer præsenterer i fællesskab det, de kalder en ”Food ATM”, altså en automat, der giver flygtninge den mad, de har brug for.
Det er en maskine, der – i stedet for penge, som der normalt er i en ATM – indeholder mad, der i højere grad end tilfældet er i dag stammer fra lokalområdet.
Flygtningene tager til et fødevarecenter, finder en kundevogn – som man kender det fra supermarkeder – finder den mad, de vil købe, betaler med deres såkaldte SCOPE-kort, vælger den mængde mad, de har brug for, og tager varerne med hjem. Som i et supermarked, men med automater, der udleverer den mængde mad, der er behov for. Hver maskine indeholder forskellige fødevarer, og maskinerne bliver fyldt op og tilset af uddannet personale.
Det nye system betyder, at fødevarer ikke længere skal transporteres i store mængder fra et andet land eller kontinent, lige som det heller ikke skal pakkes og ompakkes, når det når slutdestinationen, skriver WFP og WVI.
Første fødevare-ATM stilles op i år
De to organisationer bag ideen om de nye fødevare-automater mener, at der er store fordele i det for verdens flygtninge. De vil selv kunne vælge, hvilke fødevarer de vil have, og i hvor store mængder.
Det gør dem også mindre sårbare for tyve, der benytter de planlagte fødevaredistributioner, der i dag finder sted på bestemte tidspunkter, til at stjæle fra telte i flygtningelejre. Fremover vil det være vaskeligere for de tyve at regne ud, hvornår folk er væk fra deres telte og midlertidige boliger.
Samtidig begrænser det risikoen for, at fødevarerne når at blive fordærvet.
Det nye system med automater skal efter planen også komme lokale producenter til gavn og føre til flere arbejdspladser blandt mennesker i lokalområdet.
Det er planen, at den første ”fødevare-ATM” skal opstilles som et forsøg i seks måneder i år. Bliver det en succes, vil der blive opstillet fem mere i løbet af 2020. Det fremgår ikke i pressemeddelelse fra WFP og WVI, i hvilke flygtningelejre den automatiserede fødevaredistribution vil finde sted.