The Looking-Glass
Første nummer af The Looking-Glass kan hentes på spillestedet ALICE og andre spillesteder, musikhøjskoler og pladeforretninger rundt omkring i landet. Magasinet er også tilgængeligt digitalt.
Artiklerne er på dansk, men flere af artiklerne er tilgængelige i engelsk oversættelse på www.alicecph.com
The Looking-Glass er en reference til Lewis Carrolls opfølgning til Alice i Eventyrland “What Alice Found There”, hvor Alice træder gennem spejlet og ser en anden verden. Og redaktionen bag The Looking-Glass ønsker at invitere magasinets læsere til at “gå på opdagelsen i musikken, som man ikke ellers ser i den bredere kulturpresses spejlglatte ekkokammer” og “åbne op for en verden der normalt er lukket for folk, der står udenfor”, skriver redaktionen indledningsvist på magasinets første side.
Over 71 sider fordelt på 12 artikler og en introduktion diskuterer magasinet “Verdensmusik” som begreb, gæster den elektroniske “SET-festival” i Teheran, fortæller historien om den ghanesiske saxofonist og sanger Gyedu-Blay, leverer anbefalinger til forskellige musikscener ukendte for det “spejlglatte ekkokammer”, og meget mere fra både det globale syd og mere vestlige breddegrader. Med andre ord; et artikelindhold der lever op til redaktionens ambition om at lade magasinet være læserens spejl til en anden (musikalsk) verden.
‘Verdensmusik’ et kolonialistisk levn eller en oplysende genreficering?
For dem, der særligt interesserer sig for musik fra det globale syd, hvor begrebet ‘verdensmusik’ kan synes som en degradering af store musiktraditioner, affødt af kolonialismens kategorisering af ‘os’ og ‘dem’, falder magasinets første artikel “Verdensmusik” på et særligt interessant sted.
Med hjælp fra Peter Hvalkof, booker af verdensmusik på henholdsvis Roskilde Festival og ALICE samt Annemette Kirkegaard, musikantropolog ved København Universitet bringes to forskellige perspektiver på begrebet. Artiklen er ikke rocket science, men det udstråler en seriøsitet for de kommende artikler, at redaktionen tager hånd om den problematik, der klæber sig til begrebet, der, som Annemette Kirkegaard siger det, “bygger på en ond historie” som “hænger sammen med kolonitiden og den måde man systematiserede alt på dengang”.
Imens udtaler Peter Hvalkof, at han ikke har noget problem med at bruge begrebet verdensmusik: ”For mig er det en kasse hvori der er tusindvis af genrer. Branchemæssigt er meningen med definitionen jo, ar det skal guide folk til at vide, hvor de skal finde den ikke-vestlige musik.”
Til Globalnyt siger en af magasinets redaktører, Rasmus Hjorthøj Steffensen, at artiklen er et udtryk for, hvordan redaktionen gerne vil forholde sig til begrebet: “Titlen på artiklen er jo lidt polemisk, men peger på, at vi på den ene siden gerne vil åbne op for en livlig diskussion af alverdens musik, men samtidig gerne vil bevæge os ud over nogle af de klicheer som også kan knytte sig til begrebet”. Han understreger samtidig, at artiklen trods sin centrale plads som magasinets første, ikke er tænkt som en leder, men som “anslag til en længere serie artikler i magasinet”.
Leder eller ej, er artiklen med til at skabe en rød tråd, der binder magasinet sammen. Frisk i hukommelsen giver den en ekstra nuance til magasinets interview med indonesiske Rully Shabara, der udover at være aktiv som blandt andet vokalist og komponist, er mentor for unge musikere i byen Yogyakarta. Interviewerne er den danske guitarduo YNGEL, der i samarbejde med 14 lokale indonesiske musikere i fjor udgav pladen ‘Indonesia’. På et spørgsmål om, hvad Rully Shabara tror er grunden til at verden pludselig har fået øjnene op for ny musik fra Indonesien, svarer Shabara: “Der må jeg altså lige rette jer: Det er ikke ny musik. Indonesisk musik er ikke ny, okay?” og fortsætter “Indonesisk musik har altid været der. Den er bare blevet undermineret”.
Fra nysgerrige musikelskere til nysgerrige musikelskere
Mens spillestedet ALICE står som medudgiver – og flere i redaktionen også er kommunikationsansatte på spillestedet – er ambitionen, at The Looking-Glass skal blive et selvstændigt magasin men med stærke rødder i spillesteder, der interesserer sig for den ’anden’ musik. TAPE i Aarhus og Momentum Musik i Odense nævnes som eksempler.
”Det er et magasin skrevet af nysgerrige musikelskere til nysgerrige musikelskere”, fortæller redaktør Rasmus Hjorthøj Steffensen. “Jeg tror, at mange kan nikke genkendende til at havne i et telt en sen aften på Roskilde Festival eller havne til en koncert med noget fremmedartet musik på en udlandsrejse og bare tænke »Wow, hvorfor har jeg ikke kendt noget til den her musik før nu?«. Det der øjeblik, hvor noget ny musik gør din verden større, eller i hvert fald mere nuanceret. Vi skriver til dem, der har en fornemmelse af, at der findes noget mere derude, end det de ellers bliver præsenteret for i dagspressen og de eksisterende musikmedier.”
Og det lykkes ganske godt, i hvert fald for denne, Globalnyts musikelskende skribent. Værd at fremhæve er især magasinets anbefalinger til blandt andet pladeselskabet ‘Principe’ der udgiver genren Batida skabt i Lissabons DJ-miljø, der med rødder i de portugisiske kolonier i Afrika blander techno og house og samples fra både menneskelyde og lyde fra computerspil. Også den udførlige reportage fra den elektroniske SET-festival i Teheran er fremragende. I et interview med fotograf Malthe Folke Ivarsson – passende fulgt op af Malthes egne billeder – får man som læser ikke bare indsigt i noget af den nyere iranske elektroniske musik, men også de udfordringer der følger med at afholde en festival under et styre, der forbyder dans til offentlige arrangementer.
Første anslag til en større verden af ‘anden’ musik
Denne første udgave af The Looking-Glass er kun begyndelsen. Magasinet har foreløbigt planlagt endnu en udgivelse i år, og ud fra niveauet i dette første nummer, er der noget at glæde sig til. Magasinet lever bestemt op til sin ambition og åbner op for et udvidet musikunivers.
Dog lader det grafiske design noget tilbage at ønske. Det minimalistiske udtryk – lyserødt karton med sort tekst og grafik – er egentlig fint. Artiklernes indhold har ikke brug for prangende grafik, for at blive relevante. Men det ville være lettere at bladre frem til lige præcis den artikel, man ønsker at læse, hvis der var overensstemmelse mellem indholdsfortegnelse og de egentlige sidetal. Man kunne også med fordel lade en artikel starte på højre opslagsside fremfor venstre, ligesom artiklernes rubrikker sagtens kunne gøres mere fængende end navnet på den kunstner eller festival, de handler om.
Det vil i hvert faldvære synd, hvis det skrabede grafiske udtryk forhindrer læserne i at opdage den kreativitet, magasinets artikler afspejler.