Af Maria Bierbaum Oehlenschläger
Den Frie Udstillingsbygning huser indtil d. 14. februar 2010 projektet ”Old News”, der findes lidt gemt bag museets store udstilling ”Tupilakosaurus”.
Stakke af aviser, avisoverskrifter og udklip møder beskueren, som enten kan vælge at studere artiklerne på væggene eller i de gratis aviser. Danske, svenske og nigerianske kunstnere og kuratorer har bidraget til projektet, så selvom der er tale om gamle nyheder, har de fleste nok aldrig nået de besøgende på udstillingen.
”Old News” er på samme tid et projekt om informations- og nyhedsmedier og en konkret non-profit-avis. Aviserne ligger stablet i store stakke lige ved indgangen ind til udstillingen og minder beskueren om de mængder af information og nyheder, som hver dag skrives og udgives.
Selve udstillingen består af aviser og avisudklip og syner umiddelbart ikke af meget, men de gamle nyheder gemmer historier, som kunstnerne og kuratorerne har set værdige til at blive genoptrykt i denne nye setting. Den danske kurator Jacob Fabricius, der har konciperet og udviklet projektet, skriver i forbindelse med udgivelsen af avisen Old News # 4:
“Old News is like a Dadaist poem in the sense that here the articles and images are cut from their original context, they are scrambled and put together in new ways and connected to each other to create new meanings or ’second’ views. A ’second’ view on all the images, information and words that constantly surround us in the news media.”
Med udgangspunkt i Jacob Fabicious’ globale netværk er kunstnere blevet inviteret til at deltage i projektet. Siden 2004 har Jacob Fabricius udgivet 7 udgaver af Old News som ud fra forskellige koncepter præsenterer de indbudte kunstneres sociale, politiske og æstetiske syn på nyhedsfænomenet.
Old News # 6
Særlig interessant er Old News # 6, som er skabt i samarbejde med Centre for Contemporary Art, Lagos. Avisen er blevet til som en art stafet, hvor kunstnere fra henholdsvis Malmø, København og Lagos løbende er blevet indbudt og har indbudt andre til at deltage og udvælge nyheder fortløbende fra august 2009.
De nigerianske kunstnere kredser i deres udvalg om forholdene i den afrikanske metropol Lagos – en by de fleste har et ambivalent forhold til. Peju Layiwola, der underviser i kunsthistorie på universitet i Lagos, har valgt et billede med overskriften ”Pilgrimage to Lagos”.
Billedet viser kongen danse over for en ung kvindelig sanger, og for Layiwole udtrykker dette byens blanding af tradition og modernitet. Under titlen ”What a crazy world” har Kunle Adenmosun valgt at bringe historien om en kvinde, der i vrede kom til at slå sin yngre stedbror ihjel. Andre historier handler om fattigdom, korruption, oversvømmelser og mode.
Chiaka Nnodi og Jude Anogwih, Lagos, Nigeria
I projektets andet rum udstiller de to nigerianske kunstnere Chiaka Nnodi (1971) og Jude Anogwih (1975). Igen er det avisartikler og udklip, der danner grundlaget for kollager af nyhedsartikler og head lines.
Nnodis kollage ”A Fairy Carrying a Heart” (2009) med avisoverskriften ”A vote for women” omhandler forfatter og underviser på universitet i Lagos, Akachi Adimora Ezeigho. Artiklen prydes af en kvinde i supermanoutfit med et stort A for Akachi henover brystet.
Anogwihs ”Migrations Series” (2009) falder i to dele. I den første serie blandes avisartikler om afrikanske modeller, kidnapning og en artikel om Chinua Achebe med annoncer for billig mobiltelefoni til London i en undersøgelse af forholdet mellem migranter og deres hjemland. Den anden serie er avisoverskrifter klippet ud og sat på farvet baggrund, så titler som ”Why Nigerians” står klart frem.
Torsdag den 4. februar 2010 er der mulighed for at møde kunstner og kurator Jude Anogwih, der vil fortælle om Centre for Contemporary Art (CCA, Lagos), kunstscenen i Nigeria og Old News # 6 skabt i samarbejde med CCA. Derudover vil den Nigerianske kunstner Chiaka Nnodi fortælle om sin praksis og bidrag til Old News. Foredraget har titlen CCA AND NIGERIAN ART og finder sted på Den Frie udstillingsbygning 4. februar kl. 19:30-20:30.
OLD NEWS kan opleves frem til 14. februar 2010.
Maria Bierbaum Oehlenschläger er redaktionel tovholder på U-landsnyt.dk