Den danske udviklingsbistand må stige for at hjælpe verdens fattigste. De seneste otte måneder har Covid-19 slået benene væk under det meste af verden og sat verdensøkonomien på prøve.
For hvor vi i Danmark har kunne overleve på statsstøttede hjælpepakker, så er de fattigste i verden blevet fattigere. Som konsekvens af pandemien har Verdensbanken estimeret, at der i 2021 vil være op mod 150 millioner flere fattige i den fattigste del af verden – og udbredelsen af vacciner til alle er sat 25 år tilbage.
Samtidig begynder flere udviklingslande at få problemer med gæld, da svingende vækst trækker penge ud af statsbudgettet og gør afbetalinger på lån svære. Under disse omstændigheder kan udviklingsbistanden være forskellen mellem liv og død.
I oktober lavede Timbuktu Fonden en analyse af regeringens finanslovsudspil, hvor det tyder på, at udviklingsbistanden falder i 2022. Det skyldes, at man forventer et fald i Danmarks BNP i 2021, og at Danmark følger FN’s anbefaling om at give 0,7 procent af sin BNP i udviklingsbistand.
Men faktisk risikerer udviklingsbistanden allerede at falde til næste år. I regeringens udspil til finansloven for 2021 lever Danmark op til målet om 0,7 procent af BNP. Det hænger sammen med en smart reguleringsmekanisme, der lige præcis sparker nok penge i kassen, så vi holder os på de 0,7 procent, men det bliver alligevel et fald i kroner og øre til bistanden, da Danmarks BNP i år også er mindre end forventet. Denne reguleringsmekanisme kan dog også virke med omvendt effekt og tage penge fra bistanden, hvis der er et overforbrug året før. Og hvis forventningerne om et fald på fem procent i BNP holder stik, så risikerer vi i 2022 et fald i udviklingsbistanden på op til en milliard kroner.
Sæt flere penge af
Flere partier har meldt ud, at de ønsker at afsætte flere penge til verdens fattigste på årets finanslov. Det er godt, da coronakrisen har understreget, hvor sårbare systemerne i de fattigste lande er. Det globale aspekt af pandemien viser, hvor meget verdens lande er forbundet med og afhængige af hinanden. Vi kan ikke bare vende det blinde øje til; de stærke må hjælpe de svage.
Denne gang er det en pandemi, men vi står også midt i en global klimakrise. Og det er igen de fattigste lande, der rammes hårdest af klimaforandringerne. Konsekvenserne af coronarestriktioner gør landene endnu mere udsatte. Ambitionerne for at øge bistanden er derfor ikke bare en snak om at gøre vores del, men et spørgsmål om at redde liv og skabe fremtidsmuligheder for verdens fattigste.
Derfor må Danmark, som et af verdens rigeste lande, ikke nøjes med kun at levere en minimumsandel på 0,7 procent. Danmark har muligheden for at vise vejen og være et forbilledet for andre lande. Hvis vi kan udstede store hjælpepakker til private firmaer, så kan vi også øge udviklingsbistanden og have større ambitioner for at hjælpe ude i verden.
I disse dage forhandler Folketingets partier intensivt om næste års finanslov. Jeg håber, at partierne husker verdens fattigste og de enorme udfordringer, de står over for. Vores støtte kan gøre en forskel, og derfor håber jeg, at den finanslov, som bliver vedtaget, også inkluderer flere penge end de 0,7 procent af BNP.
Emil Samuelsen er studerende på Global Studies and International Development Studies, RUC
