Over 66 millioner kom ind ved årets Danmarks Indsamling

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Det stort anlagte gallashow i DR-TV lørdag aften, der afsluttede dette års “Danmarks indsamling”, nåede kort før kl. 23 – og 33 minutters forsinkelse – et imponerende resultat på 63.102.506 kr. Senere opgav Danmarks-indsamlingens website sluttallet til 66.179.658 kr.

Den ene af aftenens værter, Peter Kær, kaldte begejstret Danmark “et lille land med et stort hjerte” og gjorde opmærksom på, at resultatet klart overgår sidste års facit på 52.178.000 kr.

Kim Bildsøe Lassen sagde, at gennemsnittet i de indtelefonerede bidrag fra privatpersoner i år lå på 717 kr. – ca. 100 kr. højere end sidst. Dermed synes spådommene om et ringere resultat på grund af sagen om Jørgen Poulsens fratrædelsesgodtgørelse på 750.000 kr. fra Dansk Røde Kors at være gjort til skamme.

Også den danske sejr over Tyskland i semifinalerne ved EM i Herrehåndbold umiddelbart før gallashowet gik igang, skubbede godt på den glade giverstemning i aftenens løb.

Under det stjernebesatte show fremførte bl.a. 4 tidl. vindere af Junior-Melodi Grand Prix sangen “Vi kan gøre en verden til forskel”, som med sin bevægende tekst og fængende melodi vakte stort bifald hos de forsamlede gæster i Nationalbanken i København, der lagde rammer til.

En af linjerne lød: “Hvad kan du få for en krone – en hel dag rent vand til en lille dreng..”

Det er landets 12 største humanitære organisationer og DR, der står bag Danmarks Indsamling 2008.

Målet er at nedbringe børnedødeligheden i Afrika, hvor hvert femte barn aldrig når at fylde 5. I Danmark er børnedødeligheden nede på 3 promille (3 udaf tusinde).

– De senere år har vi lykkeligvis set, at børnedødeligheden er faldet på verdensplan. Det viser, at det faktisk hjælper at gøre en indsats. I Afrika har vi stadig en udfordring og vil kunne gøre en forskel. Med overskuddet fra Danmarks Indsamling kan vi redde rigtig mange børn fra at dø, siger Mogens Damgaard fra Red Barnet, der er talsmand for indsamlingen.

12 håndplukkede projekter

Danmarks Indsamling 2008 går til særligt udvalgte projekter i Afrika. De 12 organisationer har udvalgt projekterne, så børnedødeligheden bliver angrebet fra forskellige vinkler.

– Nogle vil vaccinere mod mæslinger, forebygge og behandle malaria eller oprette sundhedsklinikker, mens andre tilbyder uddannelse og oplysning om for eksempel hygiejne. Fordi vi er så mange organisationer med forskellige kompetencer, kan vi virkelig sætte ind på mange fronter og gøre en ekstraordinær indsats, siger Mogens Damgaard.

Organisationerne bag

De 12 deltagende organisationer er: SOS-Børnebyerne, Dansk Røde Kors, BØRNEfonden, Red Barnet, UNICEF, Læger uden Grænser, ADRA Danmark, Mellemfolkeligt Samvirke, CARE Danmark, IBIS, Folkekirkens Nødhjælp og Dansk Flygtningehjælp.

Læs mere på www.danmarksindsamling.dk