Af Hanna Ohm Cleaver
Afrikas ungdom udråbes ofte til fremtidens lysende potentiale. Men i mange afrikanske samfund har unge ikke meget at skulle have sagt. I Burkina Faso prøver aktivistiske unge at få indflydelse, men de søger udenom demokratiet for at blive hørt. De demonstrerer i Brasilien og i Tyrkiet, ligesom de demonstrerede og gjorde oprør i den arabiske verden i foråret 2011. De unge og middelklassen. I Afrika vokser både ungdommen og middelklassen med raketfart.
Under protesterne i Tunesien og Egypten mumlede nogen om et muligt afrikansk forår, men de stort anlagte ungdomsoprør i Afrika syd for Sahara lader vente på sig.
Flere har nævnt sociale faktorer såsom lavere uddannelsesniveau samt adgang til teknologi og sociale medier som mulige forklaringer. Formentlig har kulturelle faktorer også sit at skulle have sagt.
Mange afrikanske samfund bærer præg af det, antropologer kalder gerontokrati eller aldersvælde – ungdommen forventes generelt at indordne sig efter ældres dagsorden.
I Burkina Faso, hvor undertegnede bedrev feltarbejde i foråret 2012, er unge aktivister på universiteterne dybt bevidste om deres vigtige rolle som nationens fremtid. Alligevel synes de ikke, de får plads til at udøve den, fordi samfundets ældre holder på magten og nægter at inddrage dem.
’Min fremtid findes ikke i stemmeboksen’
Det er tidlig morgen i hovedstaden Ouagadougou, og byen er så småt ved at vågne til den sædvanlige kakofoni af dyttende båthorn og hektisk morgenaktivitet. Jeg suser forbi det hele på bagsædet af en gammel Yamaha knallert, som den geografistuderende Jacques fører selvsikkert gennem mylderet.
Vi er på vej til møde med unge aktivister i Burkina Fasos største studenterbevægelse. De kæmper for bedre studieforhold og de kæmper for en ny fremtid i landet. I deres øjne er et af de værste fremtidsscenarier, at alting fortsætter som hidtil.
Burkina Faso er et land i udvikling, men også et land, der på mange områder er i stagnation. Som flere af dets nabolande, har Burkina Faso bevaret en stor del af sin institutionelle opbygning fra kolonitiden.
Det sætter særlige vilkår for, hvordan der kan skabes forandring og tænkes nyt. Ifølge de aktivistiske studerende kan man i hvert fald ikke forandre meget ved parlamentariske metoder.
Selvom Burkina Faso har været et demokrati siden 1991, har de studerende ikke megen tillid til det nuværende system, som de mener er styret af en lille magtfuld elite. Landets præsident har siddet på magten siden slutningen af firserne, hvor mange af dem blev født. De har derfor aldrig kendt andre regeringschefer.
”Demokratiet her i landet er en karikatur og en farce, hvis resultat alle kender på forhånd,” fortæller Jacques, da vi er fremme ved hovedsædet.
”Jeg nægter at deltage i valg, hvor min stemme ikke gør en forskel. Min fremtid findes ikke i stemmeboksen!”
En række af hans kammerater, som sidder ved siden af ham, nikker samtykkende. De mener, at præsidenten i Burkina Faso henter mange af sine stemmer blandt de fattige landbefolkninger, som til gengæld for en stemme får en sæk ris, der kan brødføde familien et par dage. For de studerende rimer folkestyre derfor ikke med folkets vilje, men snarere med manipulation og udnyttelse. Derfor har de mere tiltro til oprøret.
”Her i Afrika ville en folkelig opstand være det bedste svar på vores problemer. Vores ledere er stædige og nægter at gå af tronen,” forklarer Ismael, som læser engelsk på tredje år.
Han henviser til, at mange afrikanske præsidenter, ligesom den burkinske, har siddet på magten i flere årtier, bl.a. i lande som Uganda, Zimbabwe og Angola.
Protesten er den bedste stemme
I stedet for at deltage i demokratiske valg, forsøger de systemtrætte studerende at blive hørt ved hjælp af demonstrationer og protester, hvor de kræver bedre forhold, mere medbestemmelse og respekt for rettigheder.
De betragter sig selv som kæmpere i en evig magtkamp mod autoriteter, der ofte vil gå langt for at holde ungdommen nede og bevare magten selv.
I et samfund hvor unge ofte føler sig overhørt, ses protesten som et af de bedste midler til at få en stemme.
De studerende understreger, at de aldrig vil have en chance for at blive hørt som individuelle unge. Men når de slår sig sammen i store bevægelser, tvinger de magthaverne til at lytte til deres krav.
”Hvis du vil blive hørt her i landet, skal du bruge magt,” forklarer Jacques.
Når magthavere går over stregen, ved f.eks. at begå tortur eller overgreb mod borgere, lykkes det somme tider for de studerende at mobilisere store menneskemængder i kollektive protester.
De er derfor bevidste om den magt, de har, fordi de har potentialet til at vende folkestemningen. Aktivisterne følger elitens handlinger med årvågne blikke for at sikre sig, at den opfører sig anstændigt. Og de venter med fødderne i startblokken på et fejltrin.
Brud eller kontinuitet
I Burkina Faso er det interessant nok de højest uddannede, der oftest boykotter demokratiske valg. Heriblandt er mange studerende, som giver udtryk for, at de har gennemskuet systemet, og derfor bevidst fravælger at danse med som marionetdukker. Ifølge dem er det nødvendigt at indføre et komplet nyt system, hvor folk, og især unge, virkelig har medindflydelse.
Det er måske nærliggende at læse de unge burkineres revolutionære drømme som floskler, vi har hørt flere gange før fra verdens venstrefløje.
Alligevel er det værd at overveje, om der er en vis sandhed gemt i idéen om, at landet har brug for et brud – ligesom Danmark og mange vestlige lande havde brug for de ungdomsoprør, der gjorde op med normer og strukturer, som ikke længere var tilpasset folks virkelighed.
De unge burkinere brænder for at indtage rollen som fremtidens skabere. Spørgsmålet er, om de først reelt får lov til at indtage den, når de selv er blevet samfundets ældre.
Hanna Ohm Cleaver er antropolog
