Pengekrise i Zimbabwe

zimdollars
Frem til 2009 var Zimbabwe dollars landets valuta. Men hyperinflation fik landet til at gå over til den amerikanske dollar i stedet. Her sedler fra 2007-2008.
Foto: Discott
Forfatter billede

21. september 2016

’John’s taxi’, som jeg sidder i, er på vej fra Newlands til Avondale i Harare. Det er en mini-bil, chaufføren er Jonathan, som ikke selv ejer bilen, men har leaset den. Vi kan se nogle selvlysende gule veste længere fremme på vejen – en politispærring, tydeligvis.

Jonathan drejer resolut til venstre ind ad en sidevej og videre af andre små veje i et villakvarter foran stedet for at undgå politiet.

’De vil se radiolicensen!’, siger han. ’og jeg har ikke fået fornyet min’. Biler i Zimbabwe skal ud over vejskat og registreringsafgift og forsikring også betale licens for at have en bilradio. Der skal gerne være tre kilstermærker sat på forruden, som viser at man har betalt, ellers vanker det bøde.

’Jeg har ingen penge lige for tiden’, forklarer han.

Og det er han ikke ene om. Zimbabwe er røget ind i en akut pengemangelskrise. Der er ikke nok US dollars i landet, som forlod Zim-Dollars i 2009.

Bankerne har ingen pengesedler

Mine kollegaer på kontoret kan ikke få udbetalt deres løn, fordi banken ingen sedler har. Hvis man stikker sit VISA-kort i en pengeautomat får man ikke cash, men blot en kvittering, som siger, at maskinen ikke kan udbetale penge, eller – hvis man er heldig – at man kan få udbetalt et maksimum på 100 dollars.

Alle forsøger at hamstre dollars. Organisationer og firmaer beder bankerne om lov til at få nogle beløb udbetalt på forhånd, men får mindre, end de beder om og har brug for. De ansatte på FN-kontorer står i kø for at få udbetalt deres diæt-penge.

US Dollars er rationerede. Kun cent-mønterne, som Zimbabwe selv har trykt, er der nok af. Man kan godt komme ud med en hel håndfuld i byttepenge fra et supermarked.

Kineserne får skylden

Både regeringen og oppositionen skyder skylden på kineserne, som ’tager penge ud af landet, og ikke efterlader nogen tilbage. Og Vesten beskyldes for at stå bag det tiltagende antal demonstrationer.

De obligationssedler, som regeringen har planlagt at trykke, har befolkningen ikke tillid til. De husker stadig hvordan den gamle Zim-Dollar gik amok i hyperinflation i 2000’erne.

Meningerne er mange og delte – skal man gå over til Sydafrikas Rand? Er det en teknisk krise, som kan løses med tekniske metoder, eller er det en politisk krise, hvor mistillid til regering og banker vil lede til politisk uro?

Zimbabwe er inde i en alvorlig økonomisk krise, som også bliver mere og mere politisk.

Der har været store demonstrationer. I juli var der en ’blive væk-dag’, hvor stort set alle i storbyerne blev hjemme fra arbejde i protest mod ubetalte lønninger til offentlig ansatte, importforbud over Sydafrika-grænsen, hvor mange småhandlende køber ind af billige varer, som videresælges i Zimbabwe, og så: generel utilfredshed. Vejene var øde den dag.

Genrejst fra de døde

Hver gang den aldrende præsident – han er 92 år gammel nu – tager til udlandet eller er væk fra offentligheden i mere end en uge, svirrer rygterne om hans vaklende helbred og snarlige død. Hver gang dukker han imidlertid op med bemærkninger som: ’Jeg er genrejst fra de døde’. Der er endda tale om, at han vil stille op til næste præsidentvalg i 2018.

Zimbabweanerne er tålmodige og har gennemgået meget siden den selvstændighed, de fik i 1980, og som de stadig skatter højt.

I årene med hyperinflation var der ikke til sidst plads til O’erne på pengesedlerne. I en periode blev økonomien genrejst, da man indførte US dollar som møntfod.

Men i de seneste tre-fire år er det igen begyndt at gå tilbage. Industrien kører på meget lav kapacitet, arbejdsløsheden vokser. Bankerne giver kun kortsigtede lån.

Dertil kommer et år med tørke, som tvinger Zimbabwe til at modtage fødevarehjælp og importere majs fra bl.a. Zambia, som ikke engang er et egentligt landbrugsland.

Der er indført ’kommando-landbrug’, som går ud på, at landmænd med over 100 Ha jord kan få såsæd og kunstgødning gratis fra regeringen. Til gengæld skal de betale dette tilbage i form af 5 tons afgrøde.

Hvordan en regering med alvorlige cash-flow-problemer kan klare dette, er et åbent spørgsmål. Udlandsgælden vokser, mens Zimbabwes kreditværdighed daler.

Nedskæringer blev aflyst af præsidenten

Der blev i begyndelsen af september bebudet nedskæringer af den offentlige arbejdsstyrke, bl.a. i antallet af landbrugsrådgivere, hvilket bestemt ikke ville gavne ev i bestemt ikke ville gavne fødevaresikkerheden. Den årlige bonus, bestående af en måneds ekstra løn til offentligt ansatte, ville også blive afskaffet.

Præsident Mugabe greb imidlertid ind og beroligede befolkning med, at disse nedskæringer alligevel ikke ville ske.

Men uden at turde beskære de offentlige udgifter, som for 97 procent vedkommende består af lønninger, fortætter økonomiens frie fald. Zimbabwe er i dyb krise!

Christian Sørensen er programkoordinator i udviklingsorganisationenerne ADRA og skriver fra tid til anden på Globalnyt.