Af Winnie Færk
reporter på u-landsnyt.dk
I Uganda betyder kirkers engagement i udviklingsprojekter ikke nødvendigvis, at kirkerne styrkes som religiøse institutioner, der arbejder til gavn for lokalsamfundet. Tværtimod gør engagementet i projekterne ofte kirkerne til ”forretninger”, der snarere kommer præsterne til gode end de fattigste.
Det var en af de konklusioner, der kom frem, da antropolog Catrine Christiansen en fredag midt i oktober forsvarede sin PhD-afhandling om kirker og udvikling i det østafrikanske land, Uganda.
U-landsnyt.dk har mødt Catrine Christiansen på Center for Afrika Studier i Københavns centrum til en uddybende snak om PhD-afhandlingens resultater.
Kan du kort forklare, hvad du ville undersøge, og hvad du fandt ud af?
– Jeg ville undersøge, hvordan kirkers involvering i udviklingsbistand påvirkede de pågældende kirker som religiøse organisationer. Jeg havde observeret, at når kirker fik adgang til udenlandske bistandsmidler og satte udviklingsprojekter i gang, så påvirkede det relationerne imellem præst og lægmænd i en sådan grad, at de ‘religiøst-orienterede aktiviteter’ begyndte at fungere mindre godt.
– Populære præster blev simpelthen upopulære. Jeg satte mig for at forstå de dynamikker, både interne og eksterne, der driver henholdsvis kirkeligt arbejde og udviklingsarbejde.
Du undersøgte tre forskellige kirkeretninger – var dine resultater enslydende i alle tre tilfælde?
– Jeg undersøgte ’de gamle’ kirker, dvs. den katolske og den anglikanske kirke og desuden de såkaldt ’nye kirker’, dvs. pinse-, baptist- og metodistkirkerne. Jeg fandt frem til, at gængs opfattelse i landområderne i Uganda er, at præster i de ‘nye’ kirker skifter deres menighed fra en til en anden kirke, hvis de derved opnår bedre økonomiske muligheder.
– Samtidig er præster i de ’gamle’ kirker i stigende grad anklaget for uregelmæssigt at tage penge fra kirkerne til deres eget forbrug. Kirkeligt engagement i udviklingsbistand blev, i det område jeg besøgte, forbundet med præsters egne interesser i at ‘bruge’ kirker som adgang til ressourcer udefra.
– Kortfattet, så kan man sige, at hvor katolske og anglikanske kirker flytter præster imellem forskellige sogne, så kan præster i mange af de nye kirker flytte selve menigheden imellem forskellige kirker. Mens den katolske og den anglikanske kirke er organiseret i stifter hvor biskopper har den ultimative autoritet over stifterne, er mange af de ‘nye’ kirker organiseret som selvstændige kirker, der selv kan vælge, hvilken kirkeretning, de vil tilhøre.
– Mange nye kirker er startet af enkeltindivider eller familier, der ejer det stykke land, hvor kirken bliver bygget. Derfor er det ofte et familiemedlem der bliver præsten og familien, der dominerer menighedsrådet. Det er altså de samme personer der både ejer og leder kirken.
– Nogle nye kirker kan derfor fremstå som ’familie foretagender’, mens andre har mere præg af at være ’enkeltmands forretninger’. Dette giver nogle helt nye dynamikker indenfor det kirkelige felt, og disse er væsentlige for at begribe, hvordan udviklingsbistand har bevirket, at kirker i stigende grad bliver set som ‘forretninger’, der kommer præsten til gode, snarere end at blive set som religiøse organisationer, der arbejder for det fælles bedste.
Hvor fik kirkerne bistandsmidlerne fra?
– Bistandsmidlerne, til de udviklingsprojekter jeg undersøgte, kom fra amerikanske velgørenhedsorganisationer. Mit datamateriale siger altså ikke noget om, hvordan danske kirkelige organisationer arbejder med partnere i f.eks.Afrika.
Bør man i forhold til udviklingsarbejde fremover drage nogle konsekvenser af dine undersøgelsesresultater?
– Ja jeg mener bestemt, at min forskning peger på, at selvom der er mange fordele ved at allokere udviklingsbistand igennem kirker, så er det risikofyldt for kirker som religiøse organisationer, når de engagerer sig i udviklingsarbejde.
– Derfor vil jeg anbefale at donorer i Nord, særligt dem der søger at styrke kirkers roller i samfundet, stiller sig mere kritisk overfor, hvordan kirker fungerer som religiøse organisationer og hvordan de måder at arbejde på kan passe sammen med at igangsætte nye udviklingsprojekter.
– For mig at se har der været fokus på, hvordan kirkers ideologier fordrer eller udfordrer udviklingsprojekter, men der er brug for også at fokusere på organisatoriske problemstillinger.
Hvordan har du indsamlet dit datamateriale?
– Datamaterialet bag afhandlingen er indsamlet over et årti, fra 1998-2008
– Jeg tog til Uganda i 1998 for at deltage i et feltstudie om sundhedssøgende adfærd blandt kristne. Jeg lagde særlig vægt på, at undersøge bøn og forskellige healings-praksisser og var mere optaget af den åndelige form for behandling end for eksempel behandling med medicin eller urter.
– Jeg blev derefter ansat som forsker ved Nordisk Afrikainstitut (i Uppsala, red.), og der studerede jeg, hvordan kirker yder hjælp til børn og unge på landet i Uganda. I 2006 startede jeg et forskningsprojekt omkring kirker som religiøse organisationer og udviklingsaktører, og jeg er fortsat med at arbejde der indtil 2008.
Er dine undersøgelsesresultater offentliggjort og hvor kan man finde dem?
– Selve afhandlingen kan købes i Bogladen, Øster Farimagsgade 5, Kbh K, eller lånes på bibliotekerne.
Er dit projekt afsluttet, i og med at du nu har opnået en PhD grad, eller ligger der stadig arbejde forude?
– Ja, dette forskningsprojekt er afsluttet i den forstand at mit næste forskningsprojekt vil finde sted i et andet område at østafrika. Jeg har imidlertid en del datamateriale, som jeg ikke kunne inddrage i PhD-afhandlingen, men som jeg gerne vil bruge til artikler. Desuden vil jeg gerne skrive afhandlingen om til en bog, der vil blive udgivet ved et internationalt forlag.
Og så er tiden, vi har til rådighed, ved at være gået. Jeg takker Catrine Christiansen for samtalen og ser frem til at bringe nye forskningsresultater fra andre steder i Østafrika.
