Dansk program i det sydlige Afrika udvikler nye metoder til at forhindre spredning af hiv. Programmet bygger på mennesker, der selv er hiv-positive, og førende aids-forskere giver metoderne topkarakterer.
Af Gitte Jakobsen
medarbejder i u-landsorganisationen IBIS
Et hiv/aids-program drevet af IBIS tør gøre det, andre kun snakker om, fremgår det af ny rapport af nogle af Sydafrikas førende forskere inden for området.
Rapportens primære forfatter, læge Anthony Kinghorn, har i 10 år indgående beskæftiget sig med, hvordan aids-epidemien kan vendes, og hans arbejde er anerkendt af FN og andre internationale organisationer.
Sammen med bl.a. professor Michael Kelly – en anden fremtrædende forfatter og hiv/aids-forsker – har han gennemgået IBIS hiv/aids-aktiviteter i det sydlige Afrika.
Her har den danske organisation på kun 4 år udviklet et program, der af undersøgelsen roses for sin utraditionelle tilgang til aids-arbejdet i en region, hvor størstedelen af verdens 39,5 millioner hiv-smittede befinder sig.
I Namibia, hvor programmet lagde ud for 4 år siden, er befolkningen langsomt begyndt at få adgang til livsforlængende aids-medicin. Kombinationen af større åbenhed om emnet samt den kendsgerning, at en hiv-virus (forstadiet til aids, red.) ikke længere er det samme som en dødsdom, har betydet, at aids-kurven langsomt er ved at flade ud.
Med knap 20 procent hiv-smittede hører Namibia dog stadig til blandt de lande i verden, der har den højeste forekomst af hiv.
Netop i Namibia har IBIS ifølge rapporten formået at tiltrække engagerede ansatte, der sammen har opbygget en enestående ekspertise. En fjerdedel af dem lever åbent med hiv, hvilket er ganske usædvanligt i et land, hvor aids er så skræmmende, at mange end ikke tør sige ordet, og hvor de fleste hiv-smittede stadig vil dø af aids-relaterede sygdomme uden at kende den egentlige dødsårsag.
Positivt samarbejde
Samarbejdet med hiv-positive mennesker rækker langt ud over organisationens egne rækker. Programmet hjælper lokale selvhjælpsgrupper – som oftest bestående af kvinder, der som hiv-positive har behov for at styrke deres selvværd, og som ønsker at være med til at forhindre, at virusen spredes yderligere.
For mange af dem bliver selvhjælpsgrupperne starten på et nyt liv. Her oplever de, at aids ikke behøver at være forbundet med den individuelle skyld, der har drevet mange mennesker ud i isolation og selvmord, og de får mulighed for at bruge sig selv konstruktivt i forhold til omverdenen.
De fleste, der indgår i selvhjælpsgrupperne, hører til de allerfattigste med kort skolegang og intet arbejde. En basal tro på sig selv og sine evner er ikke naturgiven i et land, der er præget af fattigdom og tidligere tiders apartheid, men netop selvtilliden og en tro på fremtiden er afgørende, hvis hiv-positive skal undgå at smitte andre og selv blive gensmittet.
Med deres egne erfaringer i baglommen er mennesker, der selv lever med hiv og aids, ifølge programmets logik, de bedste til at overbevise andre om, at de skal lade sig teste. Og med nogle dages træning vil de kunne rådgive andre mennesker, der oplever angst og tvivl.
Selv en status som hiv-positiv kan få mening, når den kan bruges til at lære børn og unge at passe på sig selv og hinanden eller til at få politikerne i tale, så de forbedrer adgangen til behandling og livsforlængende medicin.
Grupperne arbejder med at påvirke et samfund præget af angst og diskrimination. Nyligt testedes familier har således brug for hjælp, hvis de skal lære at acceptere, at en hustru, en søn eller datter er hiv-positiv. Netop uvidenhed og angst er årsager til ofte ekstreme tilfælde af vold og diskrimination.
Forældreløse børn
Også arbejdet med børn fra hjem, der er påvirket af hiv og aids, fremhæves i rapporten som nytænkende og særdeles positivt.
”Børns rettigheder” har ikke tidligere været det store samtaleemne i det sydlige Afrika, men med aids-epidemien bliver problemer forstørret og synliggjort. Børn må passe forældrene, når de bliver syge, og når forældrene dør, har børnene måske ikke har andre steder at tage hen. Nogle af dem er selv født med hiv og risikerer at blive udsat for diskrimination, hvis kammerater og naboer kender deres hiv-status.
Et utal af børn føler sig svigtet og forladt i et samfund, der ikke længere har de nødvendige mekanismer til at tage hånd om dem. Traditionelt har der altid været andre familiemedlemmer, der kunne tage over, hvis forældrene faldt fra, men i mange familier mangler størstedelen af en voksengeneration, og så bryder systemerne sammen. I Namibia, der har 1,8 millioner indbyggere, er der over 100.000 forældreløse børn.
Hiv/aids-programmet forsøger bl.a. at få skoler og lokalsamfund til at tage ansvar for børn, der ellers bliver svigtet. I Sydafrika arbejder IBIS f.eks. med at sikre børn nogle basale rettigheder som en lille social ydelse samt gratis skolegang, hvis forældrene er døde.
Udover at give de socialt udsatte børn mulighed for en fremtid, bliver skolegang af eksperterne fremhævet som en af de vigtigste måder at forebygge hiv-smitte på. Kort sagt: Jo flere år, børn går i skole, desto mindre er deres risiko for at blive smittet med hiv – også senere i livet.
Femi- og kondomer
Udgifterne til kondomer fylder generelt meget lidt i hiv/aids-programmets budget, selv om kondomer og deres kvindelige modstykker, femidomer, ligger frit tilgængeligt på alle IBIS-kontorer i regionen.
Erfaringen er, at kondom-kampagner ikke gør nogen forskel, hvis ikke folk tager kondomerne på. Derfor har den danske organisation frem for løftede pegefingre og simpel kondomtænkning valgt en tilgang, der tager udgangspunkt i mennesket frem for i sygdommen.
Organisationen har dermed distanceret sig fra mere traditionelt tænkende aids-programmer, der i store kampagner har udråbt aids og dermed hiv-positive mennesker til fjenden.
Det har ifølge nyere kommunikationsforskning gjort mere skade end gavn, fordi kampagnerne blot har båret frugt til stigma og diskrimination og gjort det vanskeligt at få folk til at lade sig teste.
For IBIS handler det om at støtte hiv-smittede til at få en positiv livsindstilling, så de ikke smitter andre, hvilket ifølge nyere epidemi-forskning kan have større effekt end at forsøge at påvirke ikke-smittedes sex-vaner.
At nytænkning er nødvendig understreges af udviklingen i Sydafrika. Ifølge UNAIDS lever 5,5 millioner sydafrikanere nu med hiv – et tal, der på verdensplan kun overgås af Indien – og antallet af hiv-smittede stiger stadig på trods af et hav af oplysningskampagner og gradvis lettere adgang til behandling.
I andre lande er der lys forude og begrundet håb om, at aids engang bliver en sygdom på linje med andre sygdomme i samfundet. Med den stadig mere udbredte adgang til gratis, livsforlængende aids-medicin, er der håb om et liv – også som hiv-positiv.
Alligevel er frygten for en hastigt stigende aids-kurve uhyggeligt realistisk i eksempelvis Angola, hvor aids-forekomsten på grund af den nyligt afsluttede borgerkrig endnu er forholdsvis lav.
Skal flere katastrofer undgås, må det internationale samfund støtte massivt – også i områder, hvor katastrofen ikke har toppet, og rapporten anbefaler, at IBIS sørger for, at organisationens metoder bliver brugt langt bredere.
IBIS undersøger derfor mulighederne for at udbrede sit arbejde i de nuværende samarbejdslande i regionen: Namibia, Sydafrika, Mozambique og Angola og måske til andre lande – ikke mindst i Afrika.
CITAT fra rapporten
“.. i den korte tid, der er gået, siden IBIS begyndte at arbejde med hiv og aids, har organisationen udviklet en niche, der er ganske unik, og som yder et væsentligt bidrag til hiv/aids-arbejdet i det sydlige Afrika.
Organisationen har en særlig evne til at udvikle rettighedsbasererede tilgange, der styrker kapaciteten på græsrodsniveau og gøre lokalsamfund i stand til at finde deres egne løsninger.
Programmets evne til at styrke mennesker, der lever med hiv eller aids, er specielt værd at notere. Ved at gøre hiv og aids til en væsentlig bestanddel af sine øvrige programmer bl.a. inden for uddannelsessektoren vil IBIS kunne spille en nøglerolle, og organisationen har også udviklet gode forudsætninger for at støtte socialt udsatte børn.”
Anthony Kinghorn og Sian Long
Forfattere til rapporten Review of IBIS HIV and AIDS Work in Africa
