Coronavidnesbyrd
Corona påvirker alle mennesker på denne klode. I denne serie lader Globalnyt folk fra hele verden komme til orde. Målet er at give almindelige mennesker mulighed for at dele historier, oplevelser og følelser, som tørre tal og statistik over antal smittede aldrig kan viderebringe.
Bidragene kan læses uafhængigt af hinanden – find dem alle her.
Sammen med to venner overtog jeg en bar/restaurant på det rette sted, men det helt forkerte tidspunkt. Vi overtog Maya’s Garden i Moalboal (en kommune i Cebu-provinsen, red.) den 4. marts, men måtte lukke igen efter bare to uger på grund af karantænen.
Allerede da nyheden om virusset spredte sig i slutningen af december sidste år, blev jeg skræmt. Jeg kendte til de mange kinesiske turister i vores land, og jeg var derfor enig i opfordringerne til en tidlig nedlukning af Filippinerne i februar. Jeg er ikke økonom, så jeg kender ikke de økonomiske implikationer af en tidlig nedlukning, men for mig er folks helbred vigtigere end økonomiske gevinster – især i et udviklingsland med et dårligt sundhedssystem.
Vores regering bagatelliserede, hvor alvorlig virusset var, indtil en person døde af Covid-19 den 1. februar. Det var det første dødsfald udenfor Kina. Selv efter det var Filippinerne fortsat åben for fly, turisme og andre forretninger. Vores præsident lukkede først ned for Metro Manila (forkortelse for Metropolitan Manila, landets største region – lockdown blev indført fra 15. marts, red.), da antallet af smittede nåede 100.
Vores lockdown var dårlig forberedt. Mange (selv folk, der arbejdede for regeringen) var usikre på, hvordan den ville påvirke deres hverdag og forsørgelsesmuligheder. Karantæne, lockdown og social distancering var nye begreber. Men disse blev almenkendt, da en senator, som viste sig at være Covid-19-positiv, trak overskrifter, da han på trods af symptomer brød karantænen og besøgte et hospital.
Moalboal har udstedt ét karantænepas per husstand/familie.
En dag tog jeg på marked for at købe forsyninger, og en politimand stoppede mig ved et checkpoint og bad mig arrogant om at tage min ansigtsmaske af. Åbenbart ville han se, om det virkelig var mig på billedet i mit karantænepas. Jeg var rystet, for selv bar han ikke nogen maske. Han brød faktisk reglerne i stedet for at implementere dem.
Budoy Marabiles.
Foto: Privatfoto.
Mens jeg skriver dette, har Filippinerne registreret mere end 6000 Covid-19-tilfælde – 397 er døde og 516 er blevet raske. Selvom Filippinerne i februar 2019 vedtog en lov om universel ret til sundhedsydelser, vil det tage mindst to år, før det er fuldt implementeret.
Lige nu er vores offentlige sundhedssystem stadig ringe. Det er ikke en prioritet for vores politikere. Faktisk skar regeringen 10 milliarder pesos (cirka 1,35 milliarder kroner) af sundhedsministeriets budget sidste år midt i en opblussen af andre sygdomme som dengue og polio.
Budoy Marabiles, 48 år, er kunstner og musiker og driver en karantænelukket restaurant i Moalboal i provinsen Cebu, Filippinerne.
Oversat fra engelsk af Gerd Kieffer-Døssing.
