Regeringen lancerer ny Energikommission

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Thomas Jazrawi

Lars Chr. Lilleholt lancerer torsdag regeringens Energikommission sammen med administrerende direktør for Danfoss, Niels B. Christiansen, som skal være formand for kommissionen.

Det skriver Energi, Forsynings- og Klimaministeriet i en pressemeddelelse torsdag. 

Foruden formanden er Energikommissionen sammensat af otte medlemmer fra forskningsverdenen og erhvervslivet med ekspertise inden for bl.a. finansiering af energisektoren, konkurrencedygtige markeder og fremtidens energisystem.

Regeringen har et langsigtet mål om, at Danmark skal være uafhængig af fossile brændsler i 2050 og undervejs skal Danmark fortsat være et af de førende lande i den grønne omstilling.

Energikommissionen skal analysere og vurdere udviklingstendenserne i energisektoren og komme med anbefalinger til en omkostningseffektiv dansk energipolitik for perioden 2020-2030.

Målet er, at Danmark fortsat skal være et af de førende lande i den grønne omstilling, og at omstillingen skal ske på en måde, som er fornuftig set i forhold til udviklingen i Danmark og verden omkring os.

”Vi står ved en skillevej i global, europæisk og dermed også dansk klima- og energipolitik. En række af de forudsætninger, der har ligget til grund for Danmarks grønne omstilling indtil nu, har ændret sig”, siger energi-, forsynings- og klimaministeren Lars Chr. Lilleholt, og fortsætter:

“Vi har fået en global klimaaftale, vi ser styrket europæiske og regionale samarbejder om energi, og de globale energimarkeder er i hastig forandring. I Danmark er vi nødt til at forholde os til de nye forudsætninger og få en grundig vurdering af, hvad der er de næste kloge træk i Danmarks grønne omstilling. Energikommissionen skal vurdere disse tendensers betydning for dansk energipolitik og udtænke de næste kloge træk i Danmarks grønne omstilling, så vi udnytter de danske styrker på energiområdet bedst muligt til gavn for klima, vækst, beskæftigelse og eksport”.

WWF bekymret for sammensætning og fokus

WWF er imidlertid skeptiske over for kommissionen. Det fremgår af en pressemeddelelse fra den danske gren af den verdensomspændende miljøorganisation. 

WWF byder den nye kommission velkommen, men appellerer samtidig til, at vægten i arbejdet lægges på, hvordan vi kommer videre med den grønne energiomstilling.

”Det fokus, som tegner sig for Energikommissionens arbejde, er ikke overraskende set i lyset af regeringens tidligere meldinger om grøn realisme og EU-mål som styrende for den fremtidige danske energipolitik”, siger Hanne Jersild, seniorrådgiver i WWF Verdensnaturfonden.

”Vi er bekymrede for, at kommissoriets spørgsmål om, hvordan Danmark billigst muligt kan leve op til sine internationale klimaforpligtelser, kommer til at fjerne kommissionens opmærksomhed fra, hvordan vi får videreudviklet vores energisystem på vejen mod fossil uafhængighed senest i 2050.”

”Det er spørgsmålet om, hvordan vi konkret kommer videre med den grønne omstilling og fastholder vores teknologiske styrkepositioner, der bør være det centrale i arbejdet – ikke hvordan vi slipper billigst muligt fra at indfri vores internationale klimaforpligtelser ved for eksempel at rykke rundt på udledningerne fra hhv. energi-, landbrugs- og transportsektorerne.”

WWF undrer sig endvidere over sammensætningen af Energikommissionens medlemmer:

”Medlemmerne vidner om, at regeringen har lagt vægt på, at der er økonomisk ekspertise i kommissionen. Men set i lyset af de komplicerede analyser, kommissionen skal levere i det kommende år, undrer det, at der ikke er en større tyngde af energifaglig viden repræsenteret i kommissionen,” siger Hanne Jersild.

Fakta om Energikommissionen (fra Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet)

Energikommissionen bliver nedsat med udgangspunkt i rege-ringsgrundlaget, hvoraf det fremgår, at ”regeringen vil nedsætte en energikommission, som skal forberede et oplæg til energipoli-tiske mål og virkemidler for perioden 2020-2030 med det sigte at bidrage til, at Danmark indfrier sine internationale forpligtelse”. 

Energikommissionen kommer til at bestå af otte medlemmer og en formand, der er udpeget på baggrund af deres faglige viden og ekspertise om energisektoren, erhvervslivets forhold, digitalisering og finansiering.

Formand for Energikommissionen bliver Niels B. Christiansen administrerende direktør for Danfoss. De øvrige medlemmer er: 

  • Per Heiselberg, professor ved Aalborg Universitet
  • Jacob Østergaard, professor ved Danmarks Teknisk Universitet
  • Birgitte Sloth, prodekan ved Københavns Universitet
  • Peter Møllgaard, professor ved Copenhagen Business School
  • Peter Brixen, chefanalytiker hos Muusman
  • Søren Eriksen, Vice President for Schneider Electric
  • Morten Springborg, temaspecialist Carnegie Asset Management
  • Marianne Dahl Steensen, adm. direktør for Microsoft Denmark

Følgende organisationer er inviteret til at deltage i følgegruppen:

  • Dansk Byggeri
  • Dansk Energi

  • Dansk Erhverv

  • Dansk Fjernvarme

  • Dansk Industri

  • Dansk Metal

  • IDA

  • Landbrug og Fødevarer

  • Vindmølleindustrien

  • De Frie Energiselskaber

  • HMN Naturgas

  • Concito

  • Det Økologiske Råd

  • CEPOS

  • Energi- og Olieforum

  • Forbrugerrådet Tænk