Cirka 40 procent af alle rapporterede piratangreb på verdensplan sker, ifølge Udenrigsministeriet, i dag i Guineabugten. Heraf finder størstedelen sted i farvandene ud for Nigeria, Ghana, Togo, Benin og Cameroun.
Senest blev fartøjet Mærsk Cardiff den 13. januar angrebet syd for Nigeria, mens Mærsk Cadiz og Torm Alexandra var udsat for lignende angreb i henholdsvis december og november. Alle tre skibe var danskopererede og sejlede under singaporeansk flag. Med hjælp fra nigerianske enheder og et italiensk flådefartøj slap besætningerne fysisk uskadte fra hændelserne.
Dansk initiativ til international indsats
Der befinder sig dagligt i gennemsnit 30-40 danskopererede skibe i Guineabugten, og Danmark transporterer gods for næsten 10 milliarder kroner til regionen.
Siden efteråret 2020 har forsvarsministeren samarbejdet tæt med rederierne om situationen i Guineabugten. På den baggrund har Danmark sat sig i spidsen for at samle opbakning til en international militær indsats i Guineabugten, skriver ministeriet, ligesom udenrigsministeren har taget behovet for international handling i Guineabugten op med en række af sine europæiske udenrigsministerkolleger. Derudover er der fra dansk side udsendt en forbindelsesofficer til området.
Fra udenrigsminister Jeppe Kofod (A) lyder det:
”Danske skibe skal kunne sejle frie, sikre og stolte på verdenshavene. Piratangrebene på danske skibe i Guineabugten må stoppes. Det kræver en international indsats, hvilket jeg er i løbende drøftelser med Danmarks venner og allierede om. Med en ny særlig repræsentant og flere midler, vil Danmark samle lande om nye indsatser mod pirateri, øge stabiliteten i området og opruste den diplomatiske indsats for international samling og handling.”
Forsvarsminister Trine Bramsen (A) udtaler:
”Jeg vil gerne takke danske maritime erhverv for det samarbejde, vi gennem efteråret har haft om den alvorlige situation. Det er afgørende, at vi får samlet opbakning til et internationalt militært samarbejde i Guineabugten. Det er baggrunden for, at jeg ad flere omgange har rejst ønsket på internationale møder og gennem bilaterale kontakter. Forhåbningen er, at vi kommer i mål med en fælles militær indsats. Det skal den særlige repræsentant bidrage til.”
Dansk ambassadør i spidsen
Det er Danmarks ambassadør i Nederlandene, Jens-Otto Horslund, der er udpeget som den særlige repræsentant for maritim sikkerhed.
Horslund vil have fokus på de aktuelle udfordringer i Guineabugten og skal understøtte danske myndigheders arbejde på området i samarbejde med rederibranchen og internationale partnere. Som særlig repræsentant vil han understøtte regeringens bestræbelser på at samle flere lande om en øget militær indsats i regionen, skriver udenrigsministeriet i pressemeddelelsen.
Den nye stilling som særlig repræsentant for maritim sikkerhed forankres i både Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet og vil have fokus på de aktuelle udfordringer i Guinea-bugten, men også understøtte regeringens arbejde med maritim sikkerhed i bredere forstand. Jens-Otto Horslund vil påbegynde arbejdet i sin nye rolle som særlig repræsentant med det samme, idet han dog fortsætter som ambassadør i Nederlandene frem til 31. august 2021.
Regeringen vil samtidig styrke den danske stabiliseringsindsats i Guineabugten under Freds- og Stabiliseringsfonden med 10 millioner kroner i indeværende år. Den nye støtte bringer Freds- og Stabiliseringsfondens samlede indsatser i Guineabugten op på 56 millioner kroner.
Jens-Otto Horslund har siden 2017 været Danmarks ambassadør i Nederlandene. Forinden var han fra 2013 chef for Udenrigsministeriets kontor for Mellemøsten og Nordafrika. Han har tidligere været Danmarks ambassadør i Finland, ligesom han har været udsendt som stedfortrædende fast repræsentant ved Danmarks repræsentation til NATO samt til ambassaderne i Washington og Riyadh.