Tony Allen & Hugh Masekela: Rejoice
Kunstner: Tony Allen og Hugh Masekela
Titel: Rejoice
Udgivet af: World Circuit Records
Det var et regulært mestermøde, der fandt sted i 2011.
Det skete i London, hvor der er en producer, man kan takke for meget. Han hedder Nick Gold og har en kombination af foretagsomhed og sjældent gode ører. Dertil nogle lydteknikere, der sværger til gammeldags analog lyd.
Med sit pladeselskab har Gold taget sig godt af en række store kunstneres bedste øjeblikke: Buena Vista Social Club, Toumani Diabaté, Ali Farka Touré, Oumou Sangaré, ja, listen er lang.
Nick Gold har også ved flere lejligheder arbejdet med nigerianske Tony Allen. Det var Allen, der sammen med sin ven og landsmand Fela Anikulapo Kuti opfandt stilen afrobeat. Op gennem 1970’erne indspillede de over 30 album med Felas bigband, Africa ’70, og Tony Allen kunne allerede noget, få andre trommeslagere kunne, nemlig at lave vidt forskellige ting med sin arme og ben.
Da han holdt op i bandet, måtte de ansætte tre mand til at erstatte ham.
Den et år ældre Hugh Masekela var en af pionererne inden for sydafrikansk jazz. Her var han med i den første supergruppe på den navnkundige Cape Town-scene The Jazz Epistles, der ud over Hugh talte blandt andre pianisten Abdullah Ibrahim eller, som han hed før sin konversion til islam, Dollar Brand.
Som så mange fra sin generation forlod Masekela Sydafrika efter Sharpvillemassakren i 1960, hvor 69 sorte sydafrikanere blev myrdet af apartheidregimet.
Årene i eksil førte ham blandt andet to gange til Lagos, hvor han endte med nærmest kun at hænge ud i Fela Anikulapo Kutis berømte Kalakuta-republik. De var begge politiske dissidenter og spillede magisk sammen.
Det var også her, Hugh Masekela mødte Tony Allen.
Masekela & Allen for alle pengene
Tony Allen er en af de mest efterlignede trommeslagere over de sidste 30 år. Alligevel er han fortsat helt unik. Og på denne plade er lyden af hans trommesæt fabelagtig.
Fra den hårdt opstrammede lilletromme, som hos Allen er en verden i sig selv med mange nuancer, til den dybe gulv-tam, hvor skindet er løst og lyden hænger længe og nærmest dovent i luften, mens afrobeatet bare kører erfarent med beats, der kommer en brøkdel af et sekund for sent og alligevel til tiden. Bare sådan Ta-dudu-Taa-dada.
Den engelske bassist, Tom Herbert, er også en fornøjelse og spiller underspillet op til alle Allens synkoper, og dermed dannes det rytmiske tæppe, over hvilket Hugh Masekelas flygelhorn – en slags trompet – kan udfolde sig.
Pladen er minimalistisk og har også besøg af saxofonisten Steve Williamson, men ellers er det altså Hugh Masekela og Tony Allen for alle pengene. Og det er penge, der er godt spenderet.
Hilsen til Fela
Det er helt vildt, så godt lydtekniker Jerry Boys og Nick Gold har tryllet med Tony Allens lyd, der både har rum nok og er tør. Det er altså en kunst, som få mestrer på det her niveau.
Jeg kan også lide alle pauserne, hvor Allens hypnotiske trommer stopper – som på Obama Shuffle Strut Blues – og hvor flygelhornet nærmest lyder som morsesignaler i natten. Men også de gennemarbejdede hornarrangementer, ovenpå hvilke Hugh Masekela fabulerer.
Når han ikke synger sine chants, som det, der tørt konstaterer, at ‘Lagos bare ikke har været den samme by uden Fela’. Eller når han, som på åbneren, Robbers, Thugs and Muggers (O’Galajani), chanter på xhosa, inden Tony Allen sætter fra kaj med sin tromme, der både hænger og stresser, ligesom den nærmest fører en konstant samtale af beats og strejf af hihatten.
Der bliver kogt en god gumbo på det trommesæt, mens Hugh Masekelas horn er hæst og tørt, og han også får vist sig frem på marimba. Og så igen det flotte kor der signalerer township og en blikby, der aldrig sover. Det er voldsomt godt.
På We’ve Landed til sidst bliver der uddelt respekt. Ikke mindst fra Masekela til Miles Davis, mens basgangen og Tony Allens trommespil peger tilbage til Allens nok mest kendte nummer fra solokarrieren, Asiko, komplet med de henkastede kommentarer fra Allen selv.
Det er et værdigt farvel til Hugh Masekela (1939-2018) og en fødselsdagsgave til Tony Allen, som bliver 80 i år og fortsat er fuldt aktiv.
Værket har en klassikers aura og fortjener at blive hørt på vinyl og med gulvhøjtalere, selv om mindre også kan gøre det.
