Sådan blev 100 milliarder dollars til de fattigste lande til næsten ingenting

Corona-nedlukningerne var i flere afrikanske lande – som her i Nigeria – med til at skubbe i forvejen fattige mennesker og lande længere ud i fattigdom.


Foto: Olukayode Jaiyeola/NurPhoto via Getty Images
Forfatter billede

3. november 2023

Særlige trækningsrettigheder under Den Internationale Valutafond. Det lyder kedeligt, og det kan være svært at forstå, hvad det handler om. Men for nogle af verdens fattigste lande kunne det handle om en stimulering af statsfinanser og likviditet med milliarder af dollars. 100 milliarder dollars helt præcist.

Det er imidlertid endnu et eksempel på gigantiske planer, der foreløbig er blevet til ingenting eller meget lidt.

Her er historien, som også handler om Danmark, der har placeret sig i den bageste og tungeste ende i denne indsats for at hjælpe de fattige.

Faldende behov i de rige lande

I august 2021 meddelte Den Internationale Valutafond (IMF), at den udstedte for 650 milliarder dollars i særlige trækningsrettigheder. IMF fungerer efter bankprincipper, og i gode år spares der mange penge op. Efter corona-pandemien var der økonomisk krise mange steder, og IMF benyttede denne situation til at overføre de 650 milliarder kroner til at styrke medlemslandenes likviditet og reserver. Det var den største overførsel af denne art nogensinde.

Men IMF er ikke som FN, hvor alle lande har en enkelt stemme. Netop ud fra bankprincipper har de største indskydere mest at skulle have sagt. Særlige trækningsrettigheder (SDR) udstedes til landene i overensstemmelse med deres indskud i IMF. Altså mest til de rigeste og største. Mindst til de fattige.

Valutafonden har kunnet udstede sådanne trækningsrettigheder (SDR) siden 1970, og de er typisk blevet anvendt til at styrke valutareserver og modvirke kriser ved at tilføre likviditet, når særlige behov gjorde sig gældende. Behovet for dem og brugen af dem har dog været på retur i den rigere del af verden.

IMF ønskede denne gang, at de rige benyttede omkring 20 procent af trækningsrettighederne til at stimulere økonomien i de fattige lande. Og blandt andet Frankrig stillede sig i spidsen i forhandlinger for at konkretisere denne beslutning.

Alt er mere eller mindre frivilligt i internationale organisationer, men de 100 milliarder dollars blev en officiel målsætning.

Jeg skrev om disse bestræbelser i Globalnyt i februar 2022 og fokuserede på Danmark, der fik hvad der svarede til 30 milliarder danske kroner (altså ikke dollars) i særlige trækningsrettigheder som led i IMF-udlodningen. Danmark havde i forvejen omkring 500 milliarder kroner i valutareserver, så de 30 milliarder, blev blot lagt oveni pengetanken og gjorde formentlig hverken fra eller til sådan helt aktuelt. Jeg spurgte i Finansministeriet, om man ville følge 20 procent-opfordringen, og det meget bløde svar fra ministeriet var, at man ville ”overveje en eventuel kanalisering”.

Nu er der så gået halvandet år siden denne vurdering og mere end to år siden IMF’s udstedelse af trækningsrettighederne.

Det uafhængige Center for Global Development (CGD) med kontorer i London og Washington har set på, hvordan det er gået.

Alt i alt er der givet tilsagn om reallokering af 87 milliarder dollars til de særlige fonde og mekanismer i IMF, der kan føre til at pengene stimulerer fattige landes økonomi. Det er 13 milliarder mindre end målsætningen, men dog en del. Rent faktisk er der imidlertid kun blevet overført omkring 1 milliard dollars. Resten befinder sig stadig i de rige landes centralbanker og venter på godkendte projekter. Der er altså sket meget lidt konkret.

Seks lande går foran

Ser vi alene på tilsagnene, er der ifølge CGD seks lande, der har givet tilsagn om at reallokere mere end de anbefalede 20 procent af de trækningsrettigheder, de selv har fået tildelt: Det er Australien, Canada, Kina, Frankrig, Japan og Saudi-Arabien. Kina står for bemærkelsesværdige 34 procent.

En række europæiske lande har givet tilsagn svarende til de 20 procent. I EU er det Italien, Tyskland Holland, Spanien, Luxemburg og Litauen. Storbritannien har også givet et 20 procent-tilsagn.

USA og Sverige har begge givet tilsagn om 19 procent. Men for USA’s vedkommende skal administrationens tilsagn godkendes af kongressen, som har blokeret. USA er en af de meget store økonomier i IMF, og det amerikanske tilsagn vil, hvis det effektueres, alene udgøre omkring 21 milliarder dollars.

Rigtigt mange lande ligger lavere. Og i Danmark er overvejelserne om eventuel kanalisering blevet til et tilsagn om reallokering af sølle 5 % af de midler, Danmark har fået tildelt. Det er noget over 1 milliard danske kroner, men altså langt under det officielle mål. Trods al snak – også fra Danmark – om at de fattigste lande er blevet ekstra hårdt ramt både af Corona-epidemi, klimaændringer og Ukraine-krigen.

Ikke rede penge

Det hører med til beretningen, at særlige trækningsrettigheder ikke er rede penge, men en form for garanti, der kan sikre likviditet, lånemuligheder med videre. IMF har to særlige trustfonde: Resilience and Sustainability Trust (RST) og Poverty Reduction and Growth Trust (PRGT), som midlerne især har været tiltænkt, men systemet er, at medlemslandenes centralbanker beholder pengene indtil IMF har godkendt overførsel til konkrete formål. Og ifølge Center for Global Development er det indtil nu kun sket for lidt over 700 millioner dollars.

Der er forklaringer på trægheden, herunder kapacitetsproblemer, men der kunne også være andre måder at overføre trækningsrettigheder på. Centret nævner blandt andet muligheden for at overføre trækningsrettigheder til de multilaterale udviklingsbanker, som blandt andet African Development Bank.

Det korte af det lange er, at medens der for to år siden var en del højstemt retorik om de muligheder 100 milliarder ekstra dollars kunne give fattige lande, så er det frem til i dag blevet til stort set ingenting.


Knud Vilby er forfatter, journalist, tidligere formand for Mellemfolkeligt Samvirke og Dansk Forfatterforening samt tidligere chefredaktør på Dagbladet Information. I mere end 50 år har han haft et særligt fokus på Afrika og på miljø- og udviklingsproblemer samt globalisering.