Når man ser på de mange politiske kup i den afrikanske Sahel-region, der løber som et bredt bælte fra øst til vest under Saharaørkenen, kan man få den tanke, at regionens mange militærregeringer ikke længere har fantasi til at komme på nye akronymer eller navngivningsprincipper.
Samarbejde med Foreign Policy
Denne artikel er oprindeligt publiceret af det amerikanske medie Foreign Policy, der reporterer fra hele verden.
Efterhånden som den ene civile leder efter den anden er faldet til mænd i uniform igennem de seneste år, er et utal af nationale råd og komiteer for nationens frelse eller bevaring vokset frem, fra Atlanterhavet til Det Røde Hav. Det seneste er selvfølgelig det nyslåede militærregime i Niger, der har valgt at kalde sig det ”Nationale Råd for Bevaring af Fædrelandet”.
Ligesom med sidste uges begivenheder i Niger, ser vestlige lande med bekymring på denne tendens.
I Frankrig er udskiftningen af venligtsindede, demokratiske regeringer et håndfast bevis på syv årtiers fejlslagen post-uafhængighedsstrategi på det afrikanske kontinent. Siden Charles de Gaulles tid har franske regeringer af enhver politisk overbevisning håbet på at kunne veksle tætte økonomiske og politiske forhold med de tidligere kolonier til gode handelsvilkår og en større rolle på den geopolitiske scene.
I USA har man i de seneste år anset Sahel som en belejlig, og måske endda uerstattelig, base for landets globale krig mod islamisk ekstremisme. Denne krig er blevet udkæmpet langt fra offentlighedens opmærksomhed med efterretningsmetoder, droneteknologi og sofistikeret overvågning.
I EU anser man derimod Sahel som et af de sidste værn mod massemigration til Europa fra det sydlige Afrika. EU har sendt stadigt større beløb til de forskellige regeringer i Sahel for at få dem til at standse desperate migranter fra Vestafrika – og endda endnu længere væk – og sende dem hjem, før de når Europa.
Alt det er nu i fare efter det næsten dominoagtige fald af regeringerne i Sahel. Men hvad nu, hvis Vestens måde at se på denne del af Afrika – og til en vis grad hele kontinentet – faktisk er en fundamental og endda forværrende del af problemet?
Tilbagevendende militærregimer
I mange år har Vesten fokuseret på egne behov og prioriteter i Sahel frem for at se på regionen som et område med sine egne enorme problemer.
Jeg udforskede først denne del af verden i starten af min karriere som journalist i 1980’erne. I 1996 rejste jeg over en nat fra det østlige Burkina Faso til Niger for at dække historien om det militærkup, der var i gang med at udfolde sig.
Når jeg ser tilbage på den tid, er det mest bemærkelsesværdige de mange sammenhænge mellem dengang og nu. Der er kun få steder i verden, hvor de økonomiske problemer er så grelle som her, og det har gjort politisk lederskab usædvanligt svært. Det er et utroligt hårdt område bare at overleve i, og det overrasker mig derfor ikke, at militærregimerne i årtier er vendt tilbage igen og igen.
Vesten betaler stadig for sin katastrofale arv i Afrika
Lad os se nærmere på, hvordan livet er blevet gjort hårdt for landene i Sahel.
Det ville være nyttigt at starte med at tage noget stærkt forsinket ansvar: I årtier var Europa med til at tømme regionen for indbyggere ved at skubbe til lokale konflikter for at øge slavehandlen, og uroen spredte sig videre fra kystområderne og langt ind på kontinentet.
I slutningen af det 19. århundrede skiftede Europa fokus i Afrika, fra slavehandel til territorial kontrol og kolonisering, og som en konsekvens heraf satte Europa sig for at ødelægge regionens egne oprindelige stater, institutioner og traditioner for selvstyre. Før koloniseringen var Sahel fyldt med stater, inklusive nogle med ekstraordinær historisk betydning. Nogen vil måske mene, at det er oldtidshistorie, men de tager fejl.
Hvis man går ind i en butik og kommer til at slå noget i stykker, så skal man betale for det. Vesten betaler stadig for sin katastrofale arv i Afrika.
Hvis man skal forstå, hvorfor disse ting har betydning, er det nyttigt at genkalde sig den tidligere amerikanske udenrigsminister Colin Powells fyndige ord om den såkaldte ”Pottery Barn”-regel: Hvis man går ind i en butik og kommer til at slå noget i stykker, så skal man betale for det. Vesten betaler stadig for sin katastrofale arv i Afrika.
Glemt at investere i uddannelse
Lad os nærme os nutiden.
Efter at have besluttet sig for at dominere Afrika gennem kolonistyrer, arbejdede Vesten hårdt på at trække sine egne politiske institutioner ned over de nye territorier, der kom under dens kontrol. Jeg undlader med vilje en masse detaljer, men da uafhængighedstiden kom i slutningen af 1950’erne og 1960’erne, håbede Europa på at se præsidenter, premierministre, lovgivere og domstole efter vestligt forbillede og med vestlige forfatninger på hele kontinentet.
De havde bare glemt at investere i vestlig uddannelse, eller blot uddannelse i det hele taget. Som jeg tidligere har skrevet om, var der kun, hvad der svarer til cirka 8.000 studenter i Afrika syd for Sahara, da mange nyligt uafhængige afrikanske stater blev optaget i FN. De fleste kolonier havde ikke noget, der mindede om en veluddannet elite.
Det er også værd at bemærke, at den uddannelse, der trods alt var under Europas formynderskab, primært var koncentreret i kystkolonier som Ghana, Nigeria, Senegal og Benin.
Kun få mennesker forstår præcis, hvor forfærdelige og vedvarende Sahels problemer er. Som resultat af Berlin-konferencen i 1884-1885, hvor Europas lande delte Afrikas territorium imellem sig, er de fleste af landene i Sahel indlandsstater, der startede deres liv som nationer med sparsomt befolkede områder og sårbare økosystemer.
Man kan tænke på indlandsstater som lande, der betaler en permanent skat på al økonomisk aktivitet. Tørt land gør det svært at dyrke landbrug, og landbrug er det typiske værktøj, fattige lande rækker ud efter for at tjene penge til national udvikling.
Kræver økonomisk fremgang
Ud over disse svære startomstændigheder er der opstået endnu to farer, der truer regionens eksistens. For det første har lande som Niger og Mali nogle af verdens højeste fertilitetsrater, så befolkningstallet kommer til at eksplodere i de kommende årtier. For det andet er hele Sahel-regionen særligt udsat over for klimaforandringer og global opvarmning.
Det bringer os tilbage til Europa og Vestens engagement i denne del af Afrika. Er den største trussel i regionen virkelig islamisk ekstremisme? Kan Europa virkelig forestille sig at holde mængden af folk fra denne del af verden tilbage, hvis ikke de oplever nogen form for økonomisk fremgang eller blot har en måde at opretholde livet på?
Begge dele forekommer mig ikke bare usandsynligt, men også umoralsk at forestille sig.
Kriserne i Sahel hænger tæt sammen, og de løber dybere end de problemer, Vesten er optaget af. Der er ingen lette løsninger klar på hylden, men det første skridt er at komme med den rette diagnose.
Vestlige ledere må lære at indgå i en samtale med Sahel
Først og fremmest er det en stor fejltagelse at presse afrikanske regeringer til at tjene Europa og USA’s interesser. De afrikanske befolkninger tolererer – og priser endda – kup mod folkevalgte ledere, fordi de anser dem for at være besat af at indsmigre sig hos Vesten i bytte mod bistand eller beskyttelse, frem for at fokusere på deres landes alvorlige og næsten ustyrlige problemer.
Hvis Vesten ønsker at undgå de værste konsekvenser af de frygtede trusler – islamisk ekstremisme og migration – er det nødvendigt at finde langt mere effektive måder at øge væksten og udviklingen i Afrika på, end man nogensinde har gjort før.
Samtidig skal man undgå tendensen til at tænkte, at Vesten altid ved bedst, og derfor trækker egne politiske forhold og kulturelle dogmer ned over afrikanske stater. Selvom det er essentielt at gå ydmygt til opgaven, vil man ikke finde det let i hverken Washington, Paris eller Bruxelles. Men det er nødvendigt.
Kun, hvis man placerer afrikanske prioriteter øverst på agendaen, kan tillid og goodwill blive etableret og skabe vedvarende, positive forandringer for landenes indbyggerne
Vestlige ledere må lære at have ægte og omfattende samtaler med afrikanske stater om, hvordan udsigterne for Sahels svage og truede nationer kan forbedres. Kun, hvis man placerer afrikanske prioriteter øverst på agendaen, kan tillid og goodwill blive etableret og skabe vedvarende, positive forandringer for landenes indbyggerne.
Byer som drivkraft
Det er ikke mit job at sætte agendaen, men nogle ting virker åbenlyse. Det er nødvendigt med et signifikant løft af uddannelse, især for piger. Afrikanere bør stå for detaljerne, men Vesten har et historisk ansvar for at hjælpe med at få det til at ske, som den indtil nu har undgået. Hvis man gør det rigtigt, kan uddannelse løfte både industri og service, og derved forbedre regionens økonomiske udsigter dramatisk.
Efterhånden som befolkningstallet vokser og livet på landet bliver hårdere, vil urbaniseringen også accelerere.
Nigers hovedstad, Niamey, er på vej til at blive en af verdens 20 folkerigeste byer i dette århundrede, og 13 af verdens 20 største byer, mens 38 af verdens 100 største byer, vil ligge i Afrika. Hvis man vil undgå at gøre migration til manges førstevalg, er det vigtigt, at byerne både er beboelige og med til at skabe økonomisk vækst. Allervigtigst er det at skaffe driftssikker elektricitet, der er til at betale, men alle staterne har adgang til den måske største vedvarende energikilde af dem alle: solskin.
Mere regional integration virker som det bedste værktøj til at løse indlandsstaternes problemer. Det er nødvendigt med bedre infrastruktur, og i de seneste år er det Kina snarere end Vesten, der har været i gang med at udbygge den.
Der er plads nok til dem begge to. Det handler dog ikke kun om hårde strukturer. Det er nødvendigt at puste liv i regionale institutioner og aftaler for at få det maksimale ud af de nye veje, jernbaner, havne og kabler. Her er det igen Afrika, der må tage teten.
Næsten ingen af disse ting har præcedens. Heller ikke Sahels problemer, der er nye i omfang og intensitet. Derfor er det på tide, at de gamle spilleregler bliver smidt ud til fordel for en større fantasi og, ja, flere ressourcer. For både Afrika og Vesten vil det at fejle hér være det samme som at fejle generelt.
Howard W. French skriver analyser og klummer for Foreign Policy efter en lang karriere som udenrigskorrespondent. Han er desuden professor i journalistik på Columbia University.
Artiklen er oprindeligt bragt af Foreign Policy og oversat til dansk af Anna Regine Irgens Bromann.