Af Rasmus Bonde Stouby, U-landsnyt.dk
Anklager om brud på menneskerettighederne imod to førende politikere udfordrer Den Internationale Straffedomstols styrke og troværdighed.
Måneders blodige uroligheder efter det kenyanske præsidentvalg i december 2007 efterlod over 1.000 døde og 650.000 mennesker på flugt.
Efter urolighederne blev flere indflydelsesrige kenyanere stævnet af Den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag for at planlægge og opildne deres støtter til at udøve vold mod politiske modstandere.
En af de mest alvorlige anklager retter sig mod William Ruto som bagmand for en mordbrand, hvor mænd satte ild til en kirke, der husede kvinder og børn på flugt. Der var ingen overlevende.
Han er i dag vicepræsident i Kenya under præsident Uhuru Kenyatta, som anklages for lignende forbrydelser.
De to nuværende politiske fæller var såmænd bitre modstandere under konflikten i 2008.
De anklagede samarbejder med domstolen, men modsætter sig at deltage i retshandlinger i Haag. Bl.a. derfor er retssagen udskudt op til flere gange.
Først fra den 10. og 11. april 2013 til juli og for nyligt til den 10. september for William Ruto og den 12. november for Uhuru Kenyatta. Sagerne vil nu finde sted i Kenya eller Tanzania.
Sagen smuldrer
Flere ser udsættelserne som tegn på, at ICC’s sag er ved at smuldre.
Chefanklager Fatou Bensouda fortæller ifølge dagbladet The Guardian, at vidner i sagerne er blevet chikaneret, at nogle tilmed er forsvundet og andre tilbudt bestikkelse.
Andre beskylder vidnerne for at lyve og at være instruerede af NGO’er.
Det er også tvivlsomt om vestlige lande vil træde til med ubehagelige spørgsmål og andet politisk pres, da Kenya er en vigtig allieret for Vesten og afgørende for stabiliteten i regionen. Landet er drejeskive i det østafrikanske samarbejde EAC, og et af få stabile og økonomisk fremgangsrige lande i regionen.
Samtidig er de af Kenyas nabolande, som ikke har adgang til havet, dybt afhængige af de kenyanske havne til at nå de globale markeder, og landet er en vigtig international samarbejdspartner i indsatserne mod terror og pirateri.
Armslængde diplomati
Et eventuelt sammenbrud i den kenyanske stat er derfor fuldstændigt uacceptabelt for det internationale samfund:
Frygt for en regulær borgerkrig er til stede, og det er tvivlsomt om Kenya kan holde til endnu engang at se udenlandske investorer pakke sammen og rejse til fredeligere destinationer sammen med de valutaindbringende turister.
En retssag giver anledning til uro internt i landet, da en så alvorlig sag giver oppositionen reelle muligheder for at vælte regeringen, og kræve nyvalg, hvilket med voldelige kenyanske ”valgtraditioner” for øje kan blive en blodig affære.
Et af oppositionens argumenter er, at en ICC-retssag er så tidskrævende, at det ikke er muligt for regeringslederne, at varetage deres politiske poster.
Et andet er det armslængde-diplomati som Kenya fremover bliver udsat for, da vestlige regeringsledere ikke vil fotograferes, smilende og håndtrykkende, med mulige krigsforbrydere.
Det så vi muligvis et godt eksempel på denne sommer, da USA’s præsident Barack Obama, som har kenyanske rødder, valgte ikke at besøge landet på sin turné i Afrika.
Korruption og vold
Død og ødelæggelse er på det nærmeste blevet en kenyansk valgtradition.
Stridighederne og mistilliden stammer fra uenigheder om ejerskab over jord og ressourcer, som i Kenya bliver fordelt af den magthavende gruppe til tilhængere og støtter.
På trods af høje økonomiske vækstrater gør korruption og svage statslige institutioner Kenya til et ulige og ekstremt voldeligt samfund.
Den kenyanske stats autoritet blev igennem årtier undergravet af den enerådende Daniel arap Mois (Kalenjin-stammen) neopaternalistiske og klientbaserede styre fra 1978 til 2002, hvor al magt blev centraliseret omkring præsidentembedet.
I 1991 blev Moi presset til at indføre et flerpartisystem. Han indledte kort efter et blodigt kapitel i kenyansk valghistorie. Sammenlagt blev flere end 1.000 dræbt op til valgene i 1992 og 1997 og hundredtusinder gjort hjemløse.
På den måde beholdt Moi magten frem til 2002, hvor han trådte tilbage og i stedet støttede Mwai Kibaki, som vandt valget samme år.
Under Moi’s embede ”udliciterede” han angiveligt vold ved at lade kriminelle bander bevæbne til gengæld for at de overfaldt, generede og myrdede hans politiske modstandere (hovedsageligt kikuyu).
De statsligt bevæbnede bander og korrumperede statslige institutioner, såsom politi og domstole, betød at staten mistede sit såkaldte monopol på vold; bestikkelse, afpresning og vold blev en almindelig del af kenyanernes hverdag.
Magten deles i 2008
Det gav store spændinger i samfundet som valget i 2007 udløste, og de efterfølgende uroligheder i 2008 overgik alle tidligere valg i voldsomhed og udbredelse.
Reaktionen fra det internationale samfund og vestlige donorlande var usædvanligt koordineret og vedholdende i de første måneder af 2008.
Det lykkedes, med tidligere generalsekretær i FN Kofi Annan som mægler, at presse de stridende parter til at dele magten.
Mwai Kibaki beholdt præsidentembedet, som han havde haft siden 2002, og Raila Odinga fik den til lejligheden oprettede post som førsteminister.
Race over klasse
Valget i 2007 stod reelt mellem den siddende præsident Mwai Kibaki (Kikuyu), støttet af Uhuru Kenyatta (Kikuyu), overfor Raila Odinga (Luo) støttet af William Ruto (Kalenjin).
Valget var tæt, men den (nu opløste) kenyanske valgkommission (ECK) erklærede den siddende præsident, Mwai Kibaki, for vinder.
Få kenyanere – om nogen – anså den daværende valgkommission for redelig og uafhængig af præsidentembedets magt og i løbet af få timer udløste meddelelsen voldelige protester fra oppositionen, der få måneder tidligere stod til at vinde en overbevisende valgsejr.
Volden eskalerede mellem tilhængere af de forskellige grupper, kriminelle bander tog urolighederne som påskud til at plyndre og hærge, og da myndighederne endelig gik ind i konflikten var det med ordrer om at skyde for at dræbe.
Det var udfra denne situation, at Uhuru Kenyatta og William Ruto nu anklages for at have opildnet til vold. De støttede hver sin præsidentkandidat, pressede og betalte angiveligt deres tilhængere og kriminelle til at myrde løs på de politiske modstanderes støtter.
Uhuru Kenyatta er i dag øverste politiske figur for Kenyas største befolkningsgruppe, Kikuyu-stammen. Han sidder på præsidenposten og er søn af det politiske ikon Jomo Kenyatta, Kenya landsfader og første præsident.
Han er den største jordbesidder og sandsynligvis den rigeste mand i Østafrika. En velstand skabt hovedsageligt på baggrund af faderens indflydelse på fordelingen af de afrejsende hvide farmeres jord i starten af 1960’erne.
William Ruto, den nuværende vicepræsident, er en vigtig figur i en anden stor gruppe, Kalenjin-stammen.
Uventet alliance
Efter ICC stævningerne valgte de to anklagede, som at indlede et politisk samarbejde, som de kaldte Jubilee Alliancen og vandt præsidentvalget med hårfin margin i marts 2013. De slog Raila Odingas Orange Democratic Movement.
Den i Afrika velrenommerede tidligere generalsekretær i FN, Kofi Annan, blandede sig i valgkampen og opfordrede kenyanerne til ”ikke at stemme på personer som er anklaget ved de internationale domstole”.
Der er enighed om, at netop anklagerne mod de to var udslaggivende for deres samarbejde og deres valgsejr.
Det lykkedes dem at gøre valget til et spørgsmål om vestlig kolonialistisk indblanding i Kenyanske forhold igennem ICC på trods af, at det var på anbefaling af en kenyansk undersøgelseskommission under Den Afrikanske Union, at de to politiske ledere, og fire andre, blev anklaget af ICC.
Fredeligt valg i 2013
I 2013-valgkampen begyndte de personlige beskyldninger igen at flyve imellem kandidaterne.
Uhuru Kenyattas jordbesiddelser blev nævnt, og den ledende modkandidat, Raila Odinga, anklagedes for korruption.
Før det eskalerede mindede National Cohesion and Integration Commission, NCIC, om, at det er ulovligt at ”tale had”; en lov og en kommission, der blev indført som resultat af urolighederne i 2008.
NCIC blev sat i verden for at dæmpe etniske spændinger og genforene splittede lokalsamfund. Loven dem henviser til, gør det muligt at straffe med op til tre års fængsel og bøder på op til 10.000 dollars eller begge dele.
Konsekvensen er, at det i praksis er umuligt at tale om Kenyas to største strukturelle udfordringer, jordfordeling og korruption, men det hjalp også til et relativt fredeligt valg. En anden årsag var, at to af de store modpoler, Kikuyu (Kenyatta) og Kalenjin (Ruto), nu er allierede.
I hvert fald så længe de har magten.
Også civilsamfundet var aktivt i arbejdet med at gennemføre et roligt valg. Græsrodsorganisationer og NGOer uddannede tusinder i, hvordan man stemmer, og hvad Kenyas nye forfatning fra 2010 betyder for netop dem.
14 millioner vælgere blev genregistreret, hvorved man slettede næsten 1,5 millioner dobbeltregistreringer, og på den måde mindskede mulighederne for valgfejl ved dobbelt stemmeafgivning.
Valget blev igen tæt, men Raila Odinga og hans Orange Democratic Movement, gav sig efter at have afprøvet resultatet ved domstolene.
Domstolen under angreb
I sin tale ved Kenyattas indsættelse i april dundrede Ugandas præsident igennem 27 år, Yoweri Museveni, mod ICC, som han anklagede for afpresning og uduelighed og beskrev som “overfladiske, uforsigtige og arrogante stedfortrædere, der udsletter folk, de ikke kan lide”.
Han priste kenyanerne for, at ”afvise afpresning fra domstolen, og de som søger at misbruge denne institution til fordel for egen dagsorden”.
Den afgående præsident Mwai Kibaki opfordrede domstolen til at træde i baggrunden og give plads og støtte, så Kenyatta og Ruto kan udføre deres politiske gerninger.
At kun afrikanere er dømt ved domstolen, er et af de primære argumenter imod ICC som partisk overfor det afrikanske kontinent, selvom chefanklageren, Fatou Bensouda, er gambianer.
Det er forhold, som gør, at ICC sandsynligvis vil være et emne for politisk debat i en årrække, ikke mindst fordi de to eneste ICC-retssager, som er nået til dom, har taget godt tre år at gennemføre.
Hvis sagerne mod Ruto og Kenyatta trækker ud, kan anklagerne og ICC’s troværdighed endnu engang gå hen og blive et emne under præsidentvalget i 2018.
Domstolen i Haag
Den 17. juli 1998 blev Rom-statutten for Den Internationale Straffedomstol vedtaget med en afstemning på 120 for og 7 i mod, hvor 21 lande undlod at stemme. De syv lande, der stemte imod traktaten, var Kina, Irak, Israel, Libyen, Qatar, USA, og Yemen.
Domstolen kører sager om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, og krigsforbrydelser.
ICC skal supplere de eksisterende nationale retssystemer, og kun udøve sin jurisdiktion, når de nationale domstole er uvillige eller ude af stand til at undersøge eller retsforfølge de nævnte forbrydelser.
Traktaten blev bindende i april 2002, da 60 lande havde ratificeret den, og retten udstedte de første arrestordrer i 2005.
Kilde: ICC
Hvis du vil vide mere, kan det anbefales at kigge på disse tekster og artikler:
* The Political Economy of Kenya’s Crisis, Susanne D. Mueller
* The Political Economy of Development in Kenya, Kempe Ronald Hope, Sr.
* Voting In Fear, Dorina A. Bekoe
* The Guardian: Controversy as Kenya salutes Uhuru Kenyatta as new leader
* The Guardian: Kenyan president accused of backing post-election violence that killed 1,000
* Standardmedia.co.ke: Why Jubilee government needs to rethink approach to International relations
