Sahels stabiliserende anker er truet

gettyimages-1232478633
General Mahamat Idris Deby Itno, leder af det militære overgangsråd, ved sin fars begravelsesceremoni.
Foto: Stringer/Anadolu Agency via Getty Images
Kirsten Larsen

24. april 2021

Tchads myndigheder meddelte den 19. april 2021, at præsident Idriss Déby vandt præsidentvalget med over 79 procent af de afgivne stemmer. Dagen efter kunne samme kilde oplyse, at præsidenten var død. Den patriotiske udmelding var, at præsident Déby fravalgte fejring af valgsejren for i stedet at tage til fronten for at støtte regeringstroppernes kamp mod oprørere. Her blev præsidenten alvorligt såret og døde efterfølgende.

Drejebog skrevet med blod
Déby valgte som ung, i lighed med mange af Tchads unge, primært mænd, før og efter ham, en karriere inden for militæret. En del af Débys militæruddannelse blev taget i Frankrig, og han vendte i slutningen af 1970’erne hjem til et borgerkrigsramt land. Déby tilsluttede sig oprørsbevægelsen ledet af Hissène Habré, der blev Tchads præsident i 1982, og Déby blev udnævnt til øverstkommanderende for landets hær – med direkte ansvar for sikkerhedsapparatet, herunder den systematiske undertrykkelse, tortur, etniske udrensning og målrettet drab på modstandere. I den forbindelse skal nævnes, at Habré blev dømt for krigsforbrydelser ved en international domstol i Senegal i 2016.

I slutningen af 1980’erne voksede spændingerne mellem Habré og Déby og kulminerede med anklager mod Déby for landsforæderi. Han måtte flygte fra Habrés dødspatruljer, først til Darfur og senere til Libyen. Med massiv støtte fra Libyens leder Gaddafi kunne Déby etablere en oprørshær, der i december 1990 indtog hovedstaden N’Djamena, og Déby blev dermed Tchads præsident. I løbet af årene har Déby afværget talrige attentater og kupforsøg, indtil han blev dødeligt såret nær byen Nokou nord for hovedstaden.

Stabilitet i en ustabil region
Under Débys mere end 30 års ledelse af Tchad har landet udviklet sig til regionens stabiliserende anker, selvom centralregeringen på intet tidspunkt har haft fuld kontrol over nationens enorme territorium, næsten 30 gange større end Danmark. Min oplevelse i februar 2020 var, at hovedstaden er en fæstning, mens de besøgte områder i det centrale og sydlige Tchad var bemærkelsesværdigt fri for militær tilstedeværelse.

Tchad ligger i smørhullet mellem det borgerkrigsplagede Libyen mod nord, østpå er transitionsnationen Sudan med de mangeårige etniske konflikter særligt i Darfur-regionen. Sydsudan emmer heller ikke af ro og stabilitet. Mod syd ligger Den Centralafrikanske Republik, hvor landets præsident kæmper for bare at kunne kontrollere hovedstaden. Mod sydvest ligger det nordlige Cameroun og Nigeria, der periodevis er inficeret af Boko Haram. Mod vest er Niger, som ligeledes er plaget af konflikter.

Ustabiliteten i regionens nabolandene spiller over til Tchad og udfordrer såvel lokale samfund som centralregeringen. Når Tchad under Déby har været et stabiliserende anker, så skyldes det blandt andet prioriteringen af internationalt militært samarbejde. Tchad har holdt tætte relationer til den tidligere kolonimagt Frankrig og USA og har også løbende stillet militær og især personale til rådighed for internationale operationer, særligt i nærområderne.

Débys jerngreb og pragmatisme
Selvom Tchad endnu engang har afholdt valg, som på overfladen kunne smage af demokrati, så har Déby i lighed med forgængeren holdt nationen i jerngreb med systematisk forfølgelse af modstandere. Samtidig med at Déby og en meget lille elite omkring ham kontrollerede alt i landet. Et eksempel på elitens magtudfoldelse er, at FIFA (det internationale fodboldforbund) tidligere på året valgte at udelukke Tchad på ubestemt tid som følge af politisk kontrol med det nationale fodboldforbund. Et andet eksempel viser Débys magt, pragmatisme og passion i relation til landets naturforvaltning, hvor han erkendte, at miljømyndighederne ikke kunne løfte opgaven med effektiv naturforvaltning, og derfor blev forvaltningen af landets vigtigste naturområder outsourcet til en international organisation.

På den internationale scene har Déby ved flere lejligheder vist sig pragmatisk. Et af de seneste eksempler er i Darfurkonflikten, hvor han i årevis har accepteret udrensning af etniske grupper, som han selv har tætte etniske bånd til. Det var også folk fra disse etniske grupper, som hjalp Déby ud af Tchad i slutningen af 1980. I starten af 2020 var der genopblusning af etniske udrensninger i Darfur med heraf følgende forøgede flygtningestrømme til Tchad.

Læs også: Udlevering af Bashir overskygger fortsatte etniske udrensninger i Darfur.

Déby havde tætte samarbejdsrelationer med især Frankrig og franske virksomheder og et voksende samarbejde med Kina blandt andet om olieudvinding. Endelig skal nævnes at Tchad i 2019 oprettede diplomatiske forbindelser med Israel.   

Frankrigs præsident Emmanuel Macron talte ved ceremonien, ligesom EU’s udenrigschef Josep Borrell.


Foto: Stringer/Anadolu Agency via Getty Images

Styret er udfordret
Selvom centralregering i Tchad altid har været udfordret af lokale oprørsgrupper, så synes FACT (Front for Change and Concord in Chad), som dræbte Déby, at været den alvorligste trussel for styret i de seneste par årtier. Mit kendskab til FACT er særdeles begrænset. Det er en relativ nyetableret oprørsgruppe, der under Mahamat Mahdi Alis ledelse siden 2016 har bekæmpet centralregeringen fra sin base i det nordlige Tchad. Netop i det nordlige Tchad ligger en af regionens traditionelle og stadigvæk vigtigste handelsruter, hvor der ikke kun transporteres glasperler, men en bred vifte af handelsvarer, herunder våben, narko og mennesker.

De lokale grupper har gennem årene kæmpet med regeringstropper om kontrollen. Konflikten er de seneste år blevet intensiveret, og regeringshæren har iværksat flere og større angreb i regionen, primært på baggrund af internationalt pres for at kontrollere handelsruterne til Libyen. En anden grund er kontrollen med udvindingen af nyligt opdagede guldforekomster.

Regeringens aktiviteter opfattes lokalt som indblanding i regionens traditionelle og udbredte autonomi. Dette kan være en af forklaringerne på såvel etableringen af FACT, som at der er blevet knyttet stærkere bånd til oprørsbevægelser i Libyen. Rygterne går på, at FACT har et  formaliseret samarbejde med Khalifa Belqasim Haftar. Han er en af Libyens stærkeste krigsherrer og grand old man inden for den libyske militærelite. Helt tilbage i 1969 var han med i militærkuppet, der bragte Gadaffi til magten. Khalifa Belqasim Haftar levede en årrække i USA og vendte i 2011 tilbage til Libyen, i forbindelse med at Gadaffis styre blev væltet. Khalifa Belqasim Haftar i alliance med andre krigsherrer kontrollerer størstedelen af Libyen og kæmper mod den internationalt anerkendte regering om magten i landet.

Mine kilder meddeler, at FACT og flere af de etnisk baserede grupper i det nordlige Tchad i lighed med Haftar er anti-islamister. Oplysninger fra det nordlige Tchad er sparsomme, da sikkerhedssituationen i årevis har været ustabil.

Søn og militærledelse tager magten
Drabet på Déby og udsigten til endnu et destabiliseret land i en verdens mest politisk ustabile regioner bekymrer Vesten. Derfor bifalder Vesten utvivlsomt, at Mahamat Déby Itno, søn af den afdøde præsident, står i spidsen for den nye militærledelse af landet. Vestens forhåbninger er, at den militære ledelse vil fortsætte præsident Idriss Débys kurs. Den har proklameret, at den vil lede landet i de næste 18 måneder og har sendt parlamentet hjem. Detil lover militærledelsen udskrivelse af valg efter transitionsperioden.

Udpegelsen af den nye ledelse er ikke i overensstemmelse med landets forfatning, men overholdelse af forfatningen har ikke traditionelt bekymret landets ledelse. Eksempelvis blev den besværlige bestemmelse om, at præsidenter kun kan sidde i to perioder, afviklet i 2005. I sammenhæng med den seneste udvikling i Tchad er det bemærkelsesværdigt, at Den Afrikanske Union (AU) ikke har interveneret. AU’s praksis er, at lande, hvor der sker regimeskift, der ikke er i overensstemmelse med landets forfatning, automatisk suspenderes fra organisationen. Reaktionen fra AU har indtil videre været kondolence til præsident Idriss Débys familie og landets befolkning.

Fremtiden – mange sideløbende kriser udfordrer
Mahamat Déby Itno er med sine 37 år en af kontinentets yngste ledere. Han står over for massive udfordringer. På den korte bane har bekæmpelse af FACT absolut førsteprioritet. Opgaven ligger inden for Déby juniors spidskompetencer – han har omfattende militæruddannelse og erfaringer fra internationale militærindsatser i baggagen.

Konflikten med oprørerne i nord er langt fra den eneste konflikt eller det eneste problem, som landet står overfor. Økonomisk ligger landet i ruiner, og tidligere på året bad Tchad det internationale samfund om hjælp til gældsanering. Klimakrisen rammer store dele af landet, hvor tørke med mangel på land, vand og mad presser store dele af landets rurale samfund med heraf følgende konflikter.

En række nøgletal for Tchad er særdeles bekymrende, for landet ligger nummer sjok i verden på Verdensbankens Human Capital Index. En ung befolkning med 47 procent under 15 år. 80 procent af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen ifølge UNDP’s Human Development Index. Samtidigt modtager landet mange flygtninge fra nabolandene.

På den anden side er Tchad rig på værdifulde naturressourcer, såsom olie, guld og uran. I flere tilfælde har udvindinger af værdifulde naturressourcer fået negative konsekvenser, da der er opstået ressourceforbandelsessituationer. Det betyder, at den brede befolkning oftest rammes af forurening i forbindelse med udvindingen og sjældent får økonomisk forbedrede levevilkår.

Stig Jensen er lektor på Center for Afrikastudier på Københavns Universitet.