Saudi-Arabien har hidtil nydt godt af de store olieressourcer, som landet er i besiddelse af.
Meget tyder dog på, at tiden, hvor oliemilliarderne flyder i stride strømme lakker mod enden. Og det tager kongedømmet nu bestik af.
Således opretter kongehuset en fond på astronomiske to billioner dollars. Det svarer til 14,9 billioner danske kroner. I tal er det 14.900.000.000.000 kroner.
Det skriver flere internationale medier.
Udover den gigantiske fond rummer planen en række reformer. “Saudi Vision 2030” kaldes initiativet, og den skal primært diversificere den saudiske økonomi.
Prisfald
Prisen på olie er dykket voldsomt de sidste par år. Det har allerede ramt Saudi Arabiens økonomi hårdt.
En IMF-rapport spåede tidligere i år, at kongedømmet kan gå bankerot indenfor 5 år. Læs en artikel om det her.
Tidligere i april forsøgte en række olieeksportører at aftale en gensidig reduktion af olieproduktionen. Mindre udbud vil hæve priserne. Men Iran, som også besidder store olieressourcer, ønskede ikke at indgå en sådan aftale.
Dermed er der ikke udsigt til højere priser foreløbigt. Med de nye reformer mener Mohammed bin Salman, kongens søn og sandsynlige arvtager, at landet kan klare sig uden olie.
“Jeg mener, at vi kan overleve i 2020 uden olie. Vi har brug for det, men jeg mener, at vi kan leve uden olie i 2020”, siger han til nationalt tv, ifølge Climate Home.
Privatisering
Reformerne medfører privatisering, begrænsning af statsstøtte og frasalg af Aramco, det statslige olieselskab.
Strategien kan også betyde, at saudierne vil satse på el fra sol, en anden energiressource, som kongedømmet besidder i overflod.