Schweiz tilbagebetaler del af afdød diktators skjulte formue til Nigeria

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Af Bue Heckmann, U-landsnyt.dk

Schweiz tilbagebetaler 380 mio. dollars (knapt fem milliarder kr.) til Nigeria. Pengene blev gemt ulovligt af tidl. præsident Sani Abacha, der kuppede sig til magten i det vestafrikanske land i 1993. 

De udbetalte penge er dog kun en del af de over 2,2 milliarder dollars, som diktatoren menes at have gemt i Europa.

General Abacha ledede landet indtil 1998, hvor han døde af et hjertestop. Inden da havde han styret med hård hånd og var både berygtet for at slå hårdt ned på kritikere og plyndre statskassen.

“Det er mere eller mindre kendt, at Abacha-regimet var et gangster-syndikat, som ryddede Nigeria for alle værdier, det kunne komme i nærheden af”, siger Dr. John-Mark Iyi til britiske The Guardian.

Han var én af de mange, der demonstrerede mod Abachas magtgreb i 1993 og lægger ikke fingrene imellem:

“Hans regime var det mest brutale Nigeria har oplevet. Nogle siger han regerede med en jernnæve. I mine øjne er det en underdrivelse. Han havde dødspatruljer, folk forsvandt uden videre og overgrebene på menneskerettighederne var nærmest uoverskuelige”.

Mere om Sani Abacha på http://en.wikipedia.org/wiki/Sani_Abacha

De 380 mio. dollars, Nigeria nu får tilbage, er afslutningen på en sag, som landet siden 1999 har kørt mod Abachas familie og som i 2005 medførte tilbagebetalingen af 700 mio. dollars fra kontoer i Schweiz.

Ikke alle er tilfredse med aftalen

Selv om den nigerianske regering således har fået lidt over en milliard dollars tilbage som følge af sagen, er der stadig langt op til de 2,2 milliarder Abacha menes at have nået at gemme væk i europæiske banker.

Derfor er heller ikke alle tilfredse med aftalen, der bl.a. inkluderer at anklager mod en af eks-præsidentens sønner, Abba Abacha, frafaldes.

Det kan skabe en farlig præcedens siger David Ugolor, lederen af Africa Network for Environment and Economic Justice (ANEEJ), til et lokalt medie:

 “Vi tager på det kraftigste afstand fra, at Abacha-familien slipper afsted med at beholde nogle af de røvede statsværdier. Det nærer uvægerligt kulturen om straffrihed i dette land, når det gælder om at plyndre de offentlige kasser”.

Et andet kritikpunkt er, at alle detaljer for aftalen ikke er oplyst og at det ikke er defineret præcist hvad pengene skal gå til, til trods for at Verdensbanken skal lede processen.

En del af et større problem

Udbetalingen af de 700 mio. dollars til Nigeria i 2005, var den første sag af sin slags og sker som led i et større samarbejde i EU for at stoppe hvidvaskningen af korrupte personers penge.

Til trods for den øgede fokus på denne pengestrøm tyder intet på, at en løsning på problemet venter lige om hjørnet.

I sidste måned udgav den Afrikanske Union således en rapport der fastslog, at kontinentet årligt oplever en illegal kapitalflugt på omkring 50 milliarder dollars fra virksomheder og korrupte enkeltpersoner.

Det tårner sig op i 325 milliarder kroner omregnet i dansk mønt. Til sammenligning ligger Danmarks totale udviklingsbistand på godt 16 milliarder kr. her i 2015.