1 år siden
-
13:49
Bedre ernæring kan nedsætte tuberkulosedødsfald markant
10.000 indiske borgere har deltaget i et feltstudie med fokus på tuberkulosepatienter, og hvilken betydning sund kort har på patienterne. I projektet modtog tuberkulosepatienter en pakke med 10 kilo mad om måneden med for eksempel ris, mælkepulver, olie og multivitaminer sammen med deres tuberkulosemedicin.
Forsøget viser, at de første to måneder af behandlingen med mad og medicin øger patienternes vægt med fem procent, hvilket reducerer risikoen for at dø af sygdommen med 60 procent. Samtidig viser studiet, at andelen af familiemedlemmer, som bliver smittet af sygdommen, falder med 40 procent ved nærende kost. Det skriver The Guardian.
Indien er det land i verden med den højeste antal tuberkulosepatienter- og dødsfald. Landets regering har derfor sat sig for at mindske antallet af smittede med 80 procent og antallet af dødsfald med 90 procent, når kalenderen skriver 2025.
Forskerne bag det treårige forskningsprojekt begyndte i 2019, og størstedelen af deltagerne kommer fra områder langt ude på landet i den indiske stat Jharkhand. Flere end 80 procent af patienterne var undervægtige i begyndelsen af forsøget, mens studiet viser, at 75 procent af patienterne kunne komme tilbage til deres arbejde efter forsøgets behandling.
1 år siden
-
15:17
Etiopisk melding truer fortsat samarbejde om vandmangel i Afrika
Etiopiens premierminister, Abiy Ahmed, annoncerede søndag at The Grand Ethiopean Renaissance Dam nu er blevet fyldt og derfor kan beskrives som afsluttet, skriver Al-Jazeera. The Grand Ethiopean Renaissance Dam, også kendt under navnet GERD, er en enorm etiopisk dæmning placeret på Nilen. Meldingen skaber splid i det internationale samarbejde om dæmningen, da Egypten og Sudan nu frygter for deres befolkningers fremtidige vandforsyning.
Læs også: Etiopisk dæmning truer Nilens vand, men Egypten har en plan
De tre lande har siden 27. august 2023 genoptaget samarbejdet om en aftale, der skal fordele Nilens vandressourcer. Det egyptiske udenrigsministerium fordømmer Etiopiens handling som illegal, mens den etiopiske regering selv kalder dæmningen for ”en gave til generationer”, fordi den vil kunne fordoble landets produktion af elektricitet. Det møder kritik fra Egypten, fordi Nilen altid har været de omkringliggende landes primære kilde til både vand- og fødevaresikkerhed.
Undersøgelser fra FN viser, at både Egypten og Sudan allerede er svært ramte af vandmangel og i stadigt større fare for at løbe tør for vand, hvorfor dæmningen vil få store konsekvenser for Egyptens og Sudans befolkninger.
1 år siden
-
19:34
Svært at nå de landsbyer, der blev hårdest ramt af jordskælvet i Marokko
Dødstallet efter jordskælvet i Atlasbjergene i Marokko passerede søndag 2000. Men myndigheder og alle andre har stadigt svært ved at nå frem med hjælp og for eksempel ambulancer til de bjerglandsbyer tættest på skælvets epicenter, som er blevet allerværst ramt.
Jordvejene i området er blevet ødelagt eller blokeret af klippestykker, skriver al Jazeera.
I storbyen Marrakech, 70 kilometer fra epicentret, er det især indbyggerne i den historiske bydel, der er blevet ramt, ligesom flere af de berømte og bevaringsværdige bygninger er blevet beskadiget.
Jordskælvet blev målt til 6,8 på Richter-skalaen. Det er ikke en styrke, der sædvanligvis udløser så store ødelæggelser, som det er sket i Marokko. Men jordskælvet fandt sted i blot 26 kilometers dybde, og derfor er det gået så galt, skriver al Jazeera.
-
11:42
Vesten skabte det moderne Kina
Det er Vesten, der har gjort Kina til hele verdens fabrik og dermed skabt dets “tvangs-produktions model”, lyder det fra den indiske oppositionspolitiker Rahul Gandhi. South China Morning Post bringer historien om, at Indien gerne vil tilbyde en vision for produktion i et demokratisk miljø.
Rahul Gandhi, der talte ved et civilsamfundsarrangement i Bruxelles, sagde, at det var USA og Europa, der havde skabt det moderne Kina, fordi man ikke har taget sociale hensyn, når man er gået på storindkøb. Derfor er det muligt at have store produktionshaller med 100.000 arbejdere, siger Rahul Gandhi.
Han understreger, at Indien ikke kan levere den produktion, Kina kan. Men anbefaler Vesten at samarbejde om at udvikle en mere menneskelig model.
Rahul Gandhi kommer formentlig til at udfordre den nuværende ministerpræsident Narendra Modi ved valget næste år.
1 år siden
-
15:15
Tidligere Mossad-chef sammenligner Israels besættelse med apartheid
Israels besættelse af Vestbredden er apartheid mod palæstinenserne. Det siger Tamir Pardo, som er tidligere leder af den israelske efterretningstjeneste Mossad. Han er blot den seneste i rækken af prominente israelere, som sammenligner besættelsen af Vestbredden med Sydafrikas Apartheid-system.
Ifølge The Guardian vil Tamir Pardos udtalelse dog have høj indflydelse i landet, fordi efterretningstjenesten er meget respekteret i Israel samtidig med, at hans udtalelse kommer i en tid, hvor der ikke er udsigt til en uafhængig palæstinensisk stat.
70-årige Tamir Pardo blev valgt til leder af Mossad i 2011 af landets premiereminister, Benjamin Netanyahu. Hans udtalelse møder nu stor kritik fra Netanyahus parti, fordi de mener, at han i stedet for burde forsvare Israel og det israelske militær.
Sidste år stod Amnesty International også frem og kaldte Israels behandling af palæstinensere for apartheid. Det skrev vi en artikel om, som du kan læse her.
-
13:42
Guatemalas tidligere præsident får otte års fængsel i sag om korruption
Otto Pérez Molina, Guatemalas tidligere præsident, er blevet dømt til otte års fængsel for korruption, hvidvaskning og bedrageri. Under retssagen har han erkendt sig skyldig i anklagerne, skriver BBC. Han har blandt andet modtaget millioner af amerikanske dollars i bestikkelse for kontrakter til flere end 70 virksomheder.
Otto Pérez Molina var leder af landet fra 2012 til 2015, hvor han blev tvunget af posten som landets præsident af anti-korruptionsprotester. Han blev arresteret dagen efter, han stoppede som præsident, og har været fængslet siden.
Allerede sidste år blev 72-årige Otto Pérez Molina og hans tidligere vicepræsident dømt skyldige i en anden sag. Her kom det frem, at de har styret en bestikkelsesordning ved landets toldmyndighed. Begge korruptionssager er blevet afsløret med hjælp fra Den Internationale Kommission mod Straffrihed i Guatemala, som blev oprettet af FN i samarbejde med Guatemala for netop at udrydde korruption i landet.
1 år siden
-
20:19
Fotojournalist fra Myanmar dømt til fængsel for sit arbejde
Fotojournalisten Sai Zaw Thaike dækkede tidligere på året konsekvenserne af cyklonen Mocha i Myanmar-delstaten Rakhine. Det er her, hvor den muslimske minoritet Rohingya hører til. Ifølge FN havde flere end en million mennesker akut brug for hjælp efter cyklonen, men militærjuntaen suspenderede al nødhjælp til området.
Fotojournalisten blev anholdt af militærjuntaen i maj i år og er nu blevet dømt 20 års fængsel og tvangsarbejde for sin dækning. Det skriver The Guardian, som har talt med chefredaktøren på mediet Myanmar Now, hvor fotojournalisten arbejdede. Chefredaktøren, Swe Win, siger også, at dommen er endnu et billede på, at pressefriheden er blevet totalsmadret, efter militærjuntaen kom til magten.
Siden militæret væltede Aung San Suu Kyis regering i 2021, er situationen i landet blevet markant værre. Blandt andet er antallet af væbnede oprørsgrupper eksploderet, og landet befinder sig i en humanitær krise. Netop det har vi talt med seniorforsker Helene Maria Kyed fra Danmarks Institut for Internationale Studier, DIIS, om i et afsnit af Globalnyts podcast Højtryk. Du kan finde afsnittet her.
-
12:15
Mindst fem millioner på flugt efter måneders væbnet konflikt i Sudan
Ifølge den seneste udmelding fra IOM, FNs Internationale Organisation for Migration, er flere end fem millioner indbyggere i Sudan blevet tvunget til at flygte fra deres hjem på grund de seneste måneders kampe i det afrikanske land. Det skriver nyhedsbureauet AP.
Siden konflikten brød ud for cirka fem måneder siden, er flere end fire millioner sudanesere på flugt internt i landet, mens 1.1 million borgere er flygtet til Sudans nabolande heriblandt Egypten og Chad.
Siden april har der været mindst ni våbenhvileaftaler, som alle er blevet overtrådt. Det tyder derfor ikke på, at krigen mellem militæret og den halvofficielle styrke Rapid Support Forces (RSF) snart vil nå til en ende.
Hvis du har lyst til at vide mere om situationen i Sudan, havde vi før sommer besøg af en dansk Sudan-kender i vores podcast Højtryk. Hun fortæller blandt andet om frygten for, at konflikten eskalerer.
-
7:29
Netværk har tvunget cubanere til at kæmpe for Rusland i Ukraine
En menneskesmuglerring er blevet afsløret i Cuba. Ifølge udenrigsministeriet i Cuba leverer netværket cubanske borgere til den russiske kamp i Ukraine. Det gælder både cubanere, som bor i Rusland, og også cubanske borgere i Cuba.
Netværket af menneskesmuglere blev opdaget af det cubanske indenrigsministerium, og der arbejdes nu på at opløse det, lyder det fra den cubanske regering. Her slår regeringen også fast, at Cuba ikke tager del i krigen i Ukraine, og den tager samtidig kraftig afstand til menneskesmuglerne.
Den russiske regering har ikke udtalt sig om sagen endnu. Det har dog tidligere været fremme, at den russiske regering vil øge antallet af soldater, som deltager i krigen mod Ukraine, med 30 procent. Det skriver Al Jazeera.
1 år siden
-
13:39
Stillehavsland flytter ambassade til Jerusalem – Israel betaler
Papua Ny Guinea, som ligger lige nord for Australien, har flyttet sin ambassade i Israel fra Tel Aviv til Jerusalem. Dermed slutter landet sig til en gruppe på nu fem lande og territorier, der anerkender Jerusalem som Israels hovedstad. Det er et kontroversielt emne, for langt de fleste af verdens lande er imod denne anerkendelse, hvilket skyldes, at store dele af byen er besat område.
Den papuanske statsminister, James Marape, indviede ambassaden sammen med sin israelske kollega Benjamin Netanyahu under et besøg i landet 6. september, og fortalte i den sammenhæng, at Israel vil betale omkostningerne for ambassaden i de første tre år.
Marabe begrunder sin regerings beslutning med, at Papua Ny Guinea er et stærkt kristent land, og at det derfor ikke kunne komme udenom at anerkende Jerusalem som hovedstaden for det israelske folk.
Han håber desuden på israelske investeringer i sit hjemland, hvor størstedelen af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen.
En forhenværende generaldirektør i den israelske udenrigstjeneste, Alon Leir, kalder aftalen mellem de to lande ’utrolig’ og ’vanvittig’.
”Jeg har været diplomat i mere end 30 år, og jeg har aldrig hørt om, at et værtsland har betalt for en udenlandsk ambassade,” siger han ifølge australske ABC.
De andre lande og territorier, som har flyttet deres ambassader til Jerusalem er USA, Honduras, Guatemala og Kosovo.
1 år siden
-
18:11
Skandale får sundhedseksperter til at kræve større åbenhed om WHO’s valg af regionale chefer
Det er ikke fordi, større åbenhed vil gøre op med de geografiske hensyn, der altid bliver taget i Verdenssundhedsorganisationen og alle andre steder i FN-systemet. Det vil heller ikke sætte en stopper for alle studehandlerne om topposter. Men måske vil det sikre, at ansøgerne i det mindste er kvalificerede, skriver Devex.
Det er begrundelsen for at omkring 60 sundhedseksperter har sendt et brev til WHO’s ledelse, som har kvitteret med at holde et møde med alle kandidaterne til posten som regional chef i den vestlige Stilehavsregion.
Chefen i den region blev fyret i marts efter masser af anklager om racisme, misbrug og uetisk opførsel. Det er WHO’s medlemslande, der vælger de regionale direktører. I oktober er der valg til posterne i det vestlige Stillehav, Sydøstasien og det østlige Middelhav.
-
14:12
Oliebosser i retten for krigsforbrydelser
To topchefer i et svensk oliefirma kom tirsdag for retten i Stockholm anklaget for meddelagtighed i krigsforbrydelser i Sudan i perioden 1999 til 2003. Det er svenske Ian Lundin og schweiziske Alex Schneiter, som var henholdsvis direktør og vicedirektør i firmaet Lundin Energy, som drev en række oliefelter i det, der i dag er Sydsudan.
De to anklages for at have bedt den sudanesiske stat om at stå for sikkerheden ved en af firmaets olieboringer. Ifølge anklagen skal landets militær herefter have bombet fra luften, dræbt civile og nedbrændt hele landsbyer.
De to risikerer fængsel på op til livstid. Anklageren kræver desuden at der skal beslaglægges 2,4 milliarder svenske kroner fra firmaet, som i dag hedder Orron Energy.
De to nægter sig skyldige, skriver nyhedsbureauet Reuters. Fra forsvaret lyder det, at der ikke er beviser mod de to, og at sagen bliver et enormt spild af tid og penge. Sagen forventes afsluttet i 2026.
Læs også Globalnyts artikel fra november 2021, der går mere i detaljer med sagen.
1 år siden
-
16:36
Twitter anklages for at dele fortrolige oplysninger med Saudi Arabien
The Guardian rapporterer, at aktivisten Areej al-Sadhan, hvis bror blev idømt 20 års fængsel for at have kritiseret den saudiarabiske regering online, har lagt sag an mod det sociale medie X, der indtil for nyligt var kendt som Twitter.
I 2014 og 2015 blev mediet infiltreret af saudiarabiske agenter, der sendte fortrolige oplysninger om ellers anonyme Twitter-brugere til regimet i Saudi Arabien. Ifølge søgsmålet valgte Twitter og den daværende CEO, Jack Dorsey, bevidst at ignorere den saudiarabiske regerings handlinger for at bevare gode forbindelser til det mellemøstlige kongedømme.
I sidste uge kunne nyhedsbureauet AP meddele, at en 54-årig saudiarabisk mand, Muhammad al-Ghamdi, er blevet dømt til døden udelukkende på baggrund af sin online aktivitet på YouTube og Twitter. Manden, hvis Twitter-konti ifølge Human Rights Watch havde omtrent ti følgere, havde udtrykt sig kritisk om den saudiarabiske regering og kongefamilie.
Et af det amerikanske søgsmåls anklager er netop, at Twitter ikke i tilstrækkelig grad har oplyst de berørte brugere om, at deres data var blevet kompromitteret. Havde selskabet gjort det, kunne folk som Muhammad al-Ghamdi måske være flygtet, inden regimet fik fat i dem, lyder det i anklagebeskrivelsen.
-
14:59
Første afrikanske klimatopmøde starter i dag i Kenya
I dag går Africa Climate Summit 2023, det første klimatopmøde for afrikanske nationer, i gang i Kenya i hovedstaden Nairobi. Mere end 20 afrikanske statsoverhoveder deltager sammen med gæster som FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, og formanden for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, i det tre dage lange møde, der efter planen skal udmunde i en deklaration fra de deltagende afrikanske lande.
Det er Kenyas præsident, William Ruto, der har taget initiativ til mødet. Statsoverhovederne skal blandt andet diskutere klimainvesteringer, partnerskaber og finansiering af den grønne omstilling, ikke mindst som forberedelse til COP28 i Dubai senere i år.
”Vi holder dette topmøde nu for ikke at blive ved med at gentage de samme budskaber. Vi afholder mødet for at give Afrika mulighed for at finde løsninger på problemerne,” siger Ali Mohamed, der er Kenyas særlige klimarepræsentant, ifølge Reuters.
Minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik Dan Jørgensen (S) deltager også i mødet. Her har han netop annonceret, at Danmarks bidrag til Den Grønne Klimafond lander på 1,6 milliarder kroner for 2024-2027, hvilket er en fordobling i sammenligning med det seneste bidrag.
1 år siden
-
15:13
Kampvalg om Singapores præsidentpost for første gang i 12 år
Opdatering 3.9.2023: Som ventet blev det Tharman Shanmugaratnam, der vandt valget, skriver BBC.
I dag, fredag, går Singapore til stemmeurnerne for at vælge en ny præsident. Det er første gang i 12 år, der er kampvalg om posten, der, udover enkelte magtbeføjelser, primært har symbolsk betydning.
Præsidentposten skal bestrides af en uafhængig kandidat, og der er strenge krav til kandidaternes erfaring. Ved det seneste valg for seks år siden var det kun den nuværende præsident, Halimah Yacob, der slap gennem nåleøjet.
I år er der dog tre kandidater. Favoritten, Tharman Shanmugaratnam, er også regeringspartiet PAP’s foretrukne kandidat, og ifølge forsker ved The National University of Singapore Rebecca Grace Tan er han da også en kandidat, som ”folk vil have svært ved ikke at stemme på i et land, hvor vi værdsætter erfaring”. Det siger hun til The Guardian.
Men netop Tharmans forbindelse til PAP kan også blive et problem for den 66-årige præsidentkandidat. Regeringspartiet har nemlig været involveret i en række skandaler – blandt andet er transportministeren blevet anholdt og sigtet for korruption – og det måske give momentum for Tharmans rival, Tan Kin Lian, skriver Al-Jazeera.
-
11:43
LGBT+ under angreb fra flere fronter i Libanon
Mens Libanon stadig er præget af en dyb økonomisk krise og i mere end 10 måneder har stået uden præsident, fordi parlamentet ikke kan komme til enighed, stiger modstanden mod LGBT+ i landet.
Både kristne og muslimske ekstremistiske grupper står bag vold og hærværk, der er rettet mod LGBT+-begivenheder og symboler. I sidste uge hærgede en gruppe ekstremistiske kristne, der kalder sig Soldiers of God, et dragshow i en klub i Beirut, og Hizbollah-lederen Hassan Nasrallah har opfordret til at indføre dødsstraf for homoseksuelle handlinger.
Libanon har ellers tidligere været relativt tolerant over for LGBT+. Men både politikere og religiøse grupper tegner i stigende grad et billede af LGBT+-miljøet som et vestligt angreb på traditionelle libanesiske værdier.
Ifølge Helem, der er en libanesisk interesseorganisation for LGBT+, bliver homoseksuelle og transkønnede gjort til syndebuk for at distrahere befolkningen fra politikernes mislykkede forsøg på at løse Libanons mange kriser.
”Er der nogle af disse mennesker, der har løsninger for vand, elektricitet og sundhed? De har ingenting. Og når de ikke har noget at tilbyde, skaber de et fjendebillede,” siger Tarek Zeidan, leder af Helem, til nyhedsbureauet AP.
-
11:29
Saudisk sportseventyr fortsætter
Saudi-Arabien har endnu engang investeret store beløb i sportens verden. Denne gang med en ni-cifret investering i den amerikanske kampsport MMA, skriver nyhedsmediet Quartz.
SRJ Sports Investments, et nyt selskab etableret af Saudi-Arabiens Public Investment Fund (PIF), meddelte i en pressemeddelelse i går den 30. august, at den har købt en mindre andel i den amerikanske MMA-liga, Professional Fighters League. Ifølge Financial Times lyder investeringen på 100 millioner dollars. I pressemeddelsen står der desuden, at SRJ planlægger at skabe en regional liga i Mellemøsten og Nordafrika i 2024.
SRJ Sports Investments blev oprettet den 6. august, men det er nu ikke første gang, at landets investeringsarm rækker ind i sportens verden. Siden kronprins Mohammad bin Salman lancerede sin Vision 2030-plan i 2016, har Saudi-Arabien investeret milliarder af dollars i sportssgrene som golf, Formel 1, boksning, basketball, cricket og ikke mindst fodbold, hvor verdensstjerner som Neymar og Cristiano Ronaldo har forladt europæiske klubber til fordel for saudiske.
Og med en nyoprettet sportsfond under landets Public Investment Fund tyder det på, at kongerigets sportseventyr endnu ikke har nået sin ende. Tværtimod. Spørgsmålet er så bare, hvad det næste bliver.
1 år siden
-
15:12
Australien stemmer om flere rettigheder til oprindelige folk
Skal Australiens to oprindelige befolkninger, aboriginerne og Torres Islands-beboerne, anerkendes i landets grundlov, og skal der etableres et organ, som skal give dem mulighed for at rådgive om ny lovgivning? Det skal vælgerne i landet tage stilling til ved en folkeafstemning 14. oktober, skriver BBC.
Det rådgivende organ skal vælges blandt og af medlemmerne af de to oprindelige befolkninger, og meningen er, at rådet skal komme med input og råd til ny lovgivning, så den bedst imødekommer de særlige vilkår som den oprindelige befolkning lever under.
Den australske stat har aldrig indgået en traktat med landets oprindelige indbyggere, som for manges vedkommende oplever diskrimination og marginalisering i samfundet.
Der er tale om en vejledende folkeafstemning, som – hvis det bliver et ’ja’ – vil sende spørgsmålet videre til parlamentet. For at opnå et ’ja’ i en folkeafstemning skal der være et flertal i hele befolkningen samt flertal i fire ud af landets seks delstater.
-
13:30
Gabons kupmagere sætter navn på leder
Den nye leder i den centralafrikanske land, efter onsdags militærkup, hedder Brice Clotaire Oligui Nguema og er general. Det er uklart, om han har tænkt sig at fortsætte som leder af landet.
Han er hjemmevant i magtens centrum, for han har tidligere været bodyguard for tidligere præsident Omar Bongo, som var far til den nu afsatte præsident, Ali Bongo. Ifølge blandt andet Al-Jazeera er han desuden fætter til Ali Bongo og en del af den lille elite, som har nydt godt af landets store olieindtægter.
Han har modtaget militær uddannelse i Marokko og har været leder af landets sikkerhedstjeneste. Siden 2019 har han stået i spidsen for republikanergarden, som er en særlig militærenhed med ansvar for præsidentens sikkerhed.
-
11:49
To kvinder er hovedkandidater til Mexicos præsidentvalg i 2024
Når mexicanerne skal vælge en ny præsident i juni 2024 kommer valget sandsynligvis til at stå mellem to kvinder. Det står klart efter en koalition af tre partier, heriblandt Det Institutionelle Revolutionsparti (PRI), som sad på magten i landet frem til 2000, har valgt Xóchitl Gálvez som deres fælles kandidat.
Xóchitl Gálvez er 60 år og medlem af landets senat, som er det ene af parlamentets to kamre. Hun er uddannet indenfor computerteknologi og har grundlagt sin egen virksomhed, som blandt andet leverer ydelser til den mexicanske stat, fortæller BBC.
Hun stammer fra en fattig familie i byen Hidalgo i den centrale del af landet og hendes far tilhører den oprindelige befolkningsgruppe Otomi.
Hendes mest sandsynlige modkandidat er Claudia Sheinbaum Pardo, som ventes at blive kandidat for partiet Morena, som den nuværende præsident, Andrés Manuel López Obrador – kendt som AMLO – også tilhører. Claudia Sheinbaum Pardo er uddannet ingeniør og har en ph.d. med speciale i energi. Hun har desuden været borgmester i Mexico By.
Den populære Andrés Manuel López Obrador kan ikke stille op til valget igen, fordi en præsident kun må sidde på posten i en enkelt periode, som varer seks år.
1 år siden
-
16:16
Hjælp til Amazonskoven på finansloven
Står det til regeringen skal Danmark støtte Amazonfonden med 150 millioner kroner som et bidrag til den brasilianske regerings indsats mod skovrydningen i verdens største regnskov. Det fortæller minister for udviklingssamarbejde og globalklimapolitik, Dan Jørgensen (S), forud for regeringens kommende finanslovsudspil.
Amazonfonden finansierer projekter og initiativer, som blandt andet bidrager til at reducere skovrydning, beskytte biodiversitet og forbedre lokalbefolkningens levevilkår. Det er den brasilianske regerings ambition, at skovrydningen i Amazonas er stoppet inden 2030.
Støtten til Amazonskoven er en del af regeringens styrket indsats for bevarelse af skove. Faktisk afsætter regeringen 350 millioner kroner til en markant styrket indsats, og det vil primært være områder, som netop er truet af skovrydning og skovforringelse.
Konflikten om skovrydningen i Amazonas er også temaet i dokumentaren ”The Territory”, som vi har anmeldt her på Globalnyt.
-
13:38
Indonesiens første øko-ost er klar – med lidt dansk hjælp
Nu kan indoneserne købe økologisk ost, som er produceret i deres eget land, og det skyldes ikke mindst et samarbejde med danske myndigheder og mælkeproducenten Arla.
Samarbejdet er et såkaldt strategisk sektorsamarbejde, som går ud på, at forskellige typer af aktører inden for et specifikt område, går sammen om rådgivning af partnere i udlandet.
I dette tilfælde er det Fødevarestyrelsen og Landbrugsstyrelse, der med støtte fra Danida og Arla har hjulpet de indonesiske myndigheder i arbejdet med at skabe rammerne for en produktion af økologisk mælk.
Samarbejdet begyndte i 2019 og i denne uge blev osten præsenteret, fortæller Fødevarestyrelsen på LinkedIn.
1 år siden
-
15:25
Bekymrende udvikling i afghanske kvinders selvmordsrate
Siden Taliban tog kontrol over Afghanistan i sommeren 2021, har der været en stigning i antallet af kvinder, der tager deres eget liv eller forsøger at gøre det. Det viser data indsamlet fra offentlige hospitaler og mentale sundhedsklinikker i en tredjedel af Afghanistans provinser, skriver The Guardian.
Dataen tyder på, at Afghanistan er blevet et af meget få lande i verden, hvor flere kvinder end mænd dør af selvmord. På et globalt plan dør mere end dobbelt så mange mænd ved selvmord sammenlignet med kvinder, viser data fra Verdenssundhedsorganisationen WHO.
Menneskerettighedsaktivister og embedsmænd fra FN har slået alarm om den kraftige stigning i antallet af kvinder, der forsøger at tage deres eget liv. De siger klart og tydeligt, at den bekymrende udvikling er relateret til Talibans restriktioner inden for store dele af kvinders liv – fra forbud mod de fleste former for arbejde til at opholde sig i badehuse og andre offentlige rum.
“Afghanistan står midt i en mental sundhedskrise fremkaldt af en kvinderettighedskrise,” siger Alison Davidian, landsrepræsentanten for UN Women, til The Guardian. “Vi er vidner til et øjeblik, hvor et stigende antal kvinder og piger ser døden som at foretrække frem for at leve under de nuværende omstændigheder.”
Taliban-myndighederne har ikke offentliggjort data om selvmord og har forhindret sundhedspersonale i at dele opdaterede statistikker i flere provinser. Sundhedsarbejdere har i stedet selv valgt at dele tal for året fra august 2021 til august 2022 for at fremhæve en krise i folkesundheden.
Tallene er delvise, men giver et øjebliksbillede på tværs af Afghanistans brede demografiske og geografiske rækkevidde. De dækker provinser, der på forskellig vis er domineret af alle Afghanistans store etniske grupper, provinser lige fra sydlige ørkener til nordlige bjerge, og stort set landdistrikter og andre omkring større byer.
-
14:51
Nye demonstrationer i Syrien
12 år efter begyndelsen på oprøret i Syrien er der endnu engang offentlige demonstrationer mod præsident Bashar al-Assad, rapporterer The Guardian. Hvad der startede som demonstrationer mod stigende inflation og økonomisk usikkerhed, har udviklet sig til krav om, at Assad og hans regering skal træde tilbage.
Demonstrationerne, der har varet i mere end en uge, finder primært sted i As-Suwayda i det sydlige Syrien blandt den etniske minoritet druserne, der ellers hovedsageligt stod uden for de oprindelige demonstrationer for 12 år siden.
Protesterne blev sandsynligvis udløst af præsident Assads beslutning om at skære i støtten til benzin og brændstof, hvilket kun vil forværre de enorme økonomiske problemer, størstedelen af landets befolkning befinder sig i.
”Folk er nået til et punkt, hvor de ikke længere kan holde til situationen. Alt smuldrer,” siger Rayan Maarouf, chefredaktør på mediet Suwayda24, til nyhedsbureauet AP.
Den syriske regering har indtil videre forholdt sig afventende og ikke kommenteret stort på demonstrationerne.
-
14:34
FN trækker 13.000 fredstropper ud af Mali
Malis militærjunta vil ikke længere acceptere FN’s fredsbevarende mission i landet og derfor er FN i gang med at trække samtlige tropper ud af landet som afslutning på den 10 år lange mission.
Præcis hvor omstændig en proces tilbagetrækningen er, kunne FN’s særlige udsending for Mali, El-Ghassim Wane, løfte sløret for til et møde i FN’s Sikkerhedsråd mandag. I alt skal 12 lejre med næsten 13.000 fredsbevarende soldater ryddes. Inden nytår skal alle tropper og mange tusind ton materiel være ude af landet, ligesom næsten 1.800 civilt ansatte skal afskediges.
Den første del af tilbagetrækningen i Malis yderområder er allerede blevet gennemført, fremskyndet af kamphandlinger og angreb af terroristgrupper. Anden halvdel af tilbagetrækningen bliver ifølge El-Ghassim Wane endnu mere kompliceret, fordi tropperne skal igennem fjendtlige områder.
Malis regering samarbejder med FN, men har afvist at forlænge fristen for den komplicerede tilbagetrækning, skriver AP.
Ifølge Forsvaret deltager Danmark aktuelt med et mindre antal stabsofficerer i missionen, men har tidligere bidraget med både transportfly, specialstyrker og substantiel økonomisk støtte.
1 år siden
-
15:42
Protester i Libyen efter ministers usædvanlige møde med Israel
Der har natten til mandag været store protester i Libyen. Billeder fra det nordafrikanske land viser flere demonstranter brænde dæk af i hovedstaden Tripoli. Der bliver også brændt israelske flag af.
Uroen er opstået efter, at Libyens udenrigsminister, Najla al-Mangoush, har holdt et møde med Israels udenrigsminister, Eli Cohen, i Rom sidste uge. Det skriver Al-Jazeera.
Libyen er en trofast støtter af den palæstinensiske kamp. Landet har ingen formelle diplomatiske relationer til Israel, og ifølge en libysk lov fra 1957 er det ulovligt at forhandle med Israel. Og netop derfor er højtstående møder mellem de to lande usædvanlige.
Libyens udenrigsministerium har udtalt, at der ikke har været tale om et formelt møde med den israelske udenrigsminister. Der skal i stedet have været et ikke-officielt og ikke forhåndsarrangeret møde mellem de to ministre i den italienske hovedstad.
Israelernes udlægning er en noget anden. En unavngiven embedsmand fra Israel udtaler mandag, at mødet mellem ministrene var blevet aftalt på forhånd ”på højeste niveau” fra libysk side og varede over en time.
Trods forskellige udmeldinger har Libyens premierminister, Abdul-Hamid Dbeibeh, i dag mandag den 28. august afskediget sin udenrigsminister.
-
15:32
Ekstrem regn i Himalaya skyldes klimaforandringer
Den indiske del af bjergkæden Himalaya har de seneste år været hårdt ramt af skybryd, som har haft fatale konsekvenser for befolkningen og naturen. Flere hundrede mennesker er blevet slået ihjel, og den ekstreme regn har skabt ødelæggelser for milliarder af kroner.
Nu slår forskere fast, at det tiltagende ekstreme vejr skyldes global opvarmning samt et sammenstød mellem vejrsystemer. Her er der tale om et sammenstød mellem monsunregnen og lavtrykket over Himalaya.
Fra 2011 til 2020 er antallet af dage med ekstrem mængder regn i den indiske del af Himalaya, Himachal Pradesh og Uttarakhand, steget fra 74 dage til 118 dage pr årti. Også i andre dele af Himalaya har det ekstreme vejr alvorlige konsekvenser. Det kan du læse mere om i en rejseberetning fra den nepalesiske del af Himalaya.
1 år siden
-
11:53
300.000 migranter har krydset Panama siden 1. januar
Det betyder altså, at der allerede er flere migranter, som har krydset Panama i år end sidste år. Her var antallet af migranter for hele året nemlig 250.000. Det har dermed også fået Panamas regering til at starte en ny kampagne, som skal få færre migranter til at bruge den farlige rute gennem jungleområdet Darién Gap. Det skriver AP.
Ruten gennem junglen er én af de mest populære blandt migranter, og ifølge myndighederne i Panama bliver den brugt mellem 2.500 og 3.000 gange dagligt. Og det har konsekvenser for naturen og befolkningen, som bor i området, mener myndighederne.
De fleste migranter kommer fra Sydamerika, størstedelen Venezuela, og rejser gennem Colombia til Panama og videre mod USA, hvor de håber på en bedre tilværelse. Selvom USA, Panama og Colombia i foråret mødtes for at drøfte, hvordan de kan forhindre menneskesmuglere i at hjælpe migranter igennem den farlige jungle, er situationen kun blevet værre, lyder det fra Panamas øverste embedsmand for migration, Samira Gozaine.
1 år siden
-
13:55
BRIKS optager seks nye lande
De fem BRIKS-nationer – Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika – er blevet enige om næste år at optage seks nye lande. Det drejer sig om Saudi-Arabien, Iran, De Forenede Arabiske Emirater, Etiopien, Argentina og Egypten.
Udvidelsen blev annonceret på den sidste dag af BRIKS-topmødet i Johannesburg af Sydafrikas præsident, Cyril Ramaphosa, flankeret af den indiske ministerpræsident, Narenda Modi, Kinas præsident, Xi Jinping, og den brasilianske præsident Lula da Silva.
Xi Jinping kaldte det ifølge Al-Jazeera en ”historisk udvidelse”, der ”viser BRIKS-landenes vilje til sammenhold og udvikling”.
Det er især optagelsen af Iran, der har vækker opsigt, fordi landets diplomatiske relationer til Saudi Arabien og de Forenede Arabiske Emirater indtil for nyligt var helt kolde. Kina har dog hjulpet med at bløde relationerne mellem de tre lande op, skriver AP.
De seks nye lande bliver officielt en del af BRIKS fra 1. januar 2024.
-
12:51
Israelske arabere ramt af bølge af mord
En bølge af organiseret kriminalitet har ramt det israelsk-arabiske lokalsamfund. Indtil videre er der rapporteret 160 mord i år, hvilket svarer til en stigning på 40 procent sammenlignet med hele 2022. Senest er en lokalpolitiker fra byen Abu Snan i det nordlige Israel fundet myrdet sammen med sine to nevøer.
Oppositionspolitikere i det israelske parlament beskylder premierminister Benjamin Netanyahu for at overlade problemerne til Israels minister for national sikkerhed, Itamar Ben-Gvir, der kendt for sine anti-arabiske holdninger. Ifølge Ben-Gvir er det arabiske ”militser”, der er skyld i de mange mord.
Den israelske regering har lovet at nedsætte en task-force, der skal håndtere problemerne med den organiserede kriminalitet.
”Det arabiske lokalsamfund er i krise, og premierministeren har travlt med at give tomme løfter,” udtaler tidligere forsvarsminister Benjamin Gantz til BBC.