Blandt de, der er flygtet fra det nordlige Mali på grund af kampene mellem regeringen på den ene side og separatister og islamister på den anden side, er der stor uenighed om befrielsesbevægelsen MNLAs bevæggrunde og fremtiden for Nordmali.
DJIBO, 22. maj (IRIN): Kampene er endnu en gang taget til i styrke i Kidal-regionen i det nordlige Mali. Det forlyder, at sammenstødene mellem tuareg-separatisterne og hæren 16. og 17. maj i år har resulteret i 36 ofre.
På trods af tuareg-separatisternes fejlslagne opstand i 2012 i Nordmali og tabet af størstedelen af det område, som det kortvarigt lykkedes dem at kontrollere, så udtaler de, at kampen for at oprette et selvstændigt Azawad ikke er slut. Medlemmer af Den Nationale Bevægelse for Befrielse af Azawad (MNLA), som for tiden bor i flygtningelejre i nabolandet Burkina Faso, udtaler, at deres hovedkrav stadig står ved magt.
Alassane Mohamed Acheikh, 25 år, skiller sig ud blandt tuaregerne i flygtningelejren i Mentao i det nordlige Burkina Faso. Velformuleret og entusiastisk tager han regelmæssigt ordet under et møde for lejrens beboere, som er arrangeret for at gøre verden uden for lejren bekendt med flygtningenes problemer.
Han taler imidlertid både som flygtning og som selvudnævnt medlem af MNLA, og han skynder sig at korrigere, når han siger ”Nordmali” i stedet for ”Azawad”.
Interviewet under mere private former fortæller Acheikh, at han er vokset op med beretninger om opstanden i 1963. På det tidspunkt gennemførte den maliske hær voldsomme repressalier i forsøget på at overvinde modstanden i den nordlige del af landet.
”I disse lejre er der voksne, som blev gjort forældreløse under den konflikt,” fremhæver Acheikh. Han vurderer, at MNLA’s beslutning om at organisere en opstand i januar 2012 var fuldt berettiget i betragtning af disse begivenheder samt den fortsatte diskrimination af tuaregerne.
“Det international samfund skulle gøres bekendt med, hvad der skete her,” understreger Acheikh. ”Der har været så mange løgne, så mange papirer, der er havnet i bunden af en skuffe. Opstanden var en måde at gøre resten af verden opmærksom på det.”
”Min familie var ikke enig med mig,” husker Acheikh. ”Jeg kendte folk, der havde arbejdet tæt sammen med regeringen. De var tæt på at miste livet på grund af denne misforståede tillid. Nu forstår de, at de blev udnyttet. Det var kun en facade.”
Mistillid til præsidenten
Zouda Ag Doho, 52-årig lærer fra Gao, er også MNLA-sympatisør og flygtning i Burkina Faso. Han bliver vred, når han taler om de grusomheder, der er begået, såsom henrettelser uden rettergang, massive voldtægter og talrige brudte løfter.
Ag Doho blev for nylig udnævnt til formand for flygtningene i Sag-Nioniogo-lejren, som ligger i udkanten af Ouagadougou, hovedstaden i Burkina Faso. Han siger, at diskussionerne om separatisme, om selvstyre eller en ny føderal ordning for Mali ikke bør forbydes, og han understreger, at den relativt nye regering i Bamako endnu ikke har formuleret konkrete forslag med hensyn til det nordlige Malis fremtid, og at regeringen risikerer at gentage fortidens fejltagelser.
”Vi befinder os endnu en gang i en serie af opstande og repressalier,” vurderer Ag Doho. Han nærer ikke høje forventninger til præsident Ibrahim Boubacar Keïtas (IBK) regering, ej heller til hans evner til at finde en ”definitiv løsning”.
Han fortæller om tidligere initiativer, hvor pengebeløb til udvikling er blevet ødslet væk, og om projekter foræret til indbyggere i det sydlige Mali. Ag Doho skjuler ikke sin foragt, når han taler om den korruption, der finder sted, når tuareger strømmer til Bamako for at arbejde som parlamentsmedlemmer, embedsmænd eller endog ministre.
Disse argumenter bliver kraftigt afvist i Bamako, både af den nuværende regering og af de tuareger, som har forhandlet egne ordninger med den maliske stat og anser MNLA for at være både vildledende og farlig.
I et nyligt interview offentliggjort i Afrique Magazine udtaler præsident Ibrahim Boubacar Keïta, at et mindretal lægger hindringer i vejen for fredsprocessen. Han tilføjer, at genoprettelsen af fred i Nordmali afhænger af viljen til fredelig sameksistens hos de forskellige befolkningsgrupper. Han slår fast, at lige som andre borgere i Mali, så har tuaregerne ”ret til at føle sig hjemme i deres eget land”, og at deres kultur bør betragtes som en del af Malis historie og identitet.
MNLA skulle forhindre islamistisk infiltration
Ag Doho, som er kristen, påpeger, at en af begrundelserne for at danne MNLA var at imødegå en omhyggeligt planlagt infiltration i Nord, først og fremmest fra yderligtgående algeriske islamister.
Disse skulle have forsøgt at udnytte fattigdommen i regionen og tilbyde dårligt stillede unge at tjene penge ved at involvere sig i handel med narkotiske stoffer og anden kriminalitet. Ifølge ham var myndighederne i bedste fald ligeglade, og i værste fald direkte indblandet i dannelsen af illegale netværk.
MNLA var parat til at tage fat på disse problemer; ”men bevægelsen havde ikke tilstrækkelig styrke til at gennemføre.” Ag Doho taler hånligt om den mangeårige tuaregleder Iyad ag Ghali og den rolle, han spillede i dannelsen af den islamistiske organisation Ansar Dine – han blev præsenteret som en helt for MNLA – og i Ansar Dines katastrofale alliance med grupper som Al-Qaïda i Islamisk Magreb (AQMI) og Bevægelsen for Enhed og Jihad i Vestafrika (MUJAO).
Ag Doho udtaler, at på trods af Frankrigs militære intervention og den deraf følgende spredning af de jihadistiske elementer, så er det lykkedes for disse bevægelser at genetablere sig i regioner som det sydlige Libyen. De har ligeledes kunnet modstå de franske soldaters halvhjertede udrensningsoperationer.
Medlemmerne af MNLA hævder, at bevægelsen utallige gange – og fejlagtigt – er blevet præsenteret som et fænomen bestående udelukkende af tuareger. De nævner fx soldater, ledere og endog politiske fanger, som tilhører andre etniske grupper.
”Det er ikke et tuareg-problem, det er et problem, som berører hele Nordmali”, understreger Ag Doho. ”Der er ikke noget egentligt skel mellem de etniske samfund i Nord. Det skulle lige være de skel, der er skabt af opportunistiske outsidere, som ønsker at vedligeholde myten om, at de tamashek-talende tuareger holder slaver og ser med ringeagt på andre maliere.”
Skepsis vedrørende MNLA’s bevæggrunde
Andre tuareg-flygtninge fremstår meget mere skeptiske vedrørende MNLA’s identitet og bevæggrunde. Mohamed fra Gao, 39 år og far til et barn, har netop forladt Sag-Nioniogo-lejren for at finde en bolig i Ouagadougou. Han giver opstanden skylden for sin ulykkelige situation.
”Jeg har aldrig støttet oprøret eller MNLA,” forklarer Mohamed. ”Jeg forstår stadig ikke, hvad de vil. Vi må ikke glemme, at der er mange forskellige grupperinger blandt tuaregerne, og at nogle simpelt hen kun tænker på at sikre sig selv.”
Mohamed tilføjer, at han har venner, der støtter bevægelsen; men han selv er mest kritisk over for lederne i MNLA og deres ligegyldige holdning til helt almindelige flygtninges skæbne. Flere fremtrædende personer inden for MNLA bor på hoteller, eller, forlyder det, i det luksuriøse Ouaga-2000-kvarter, ”den nye hovedstad i Burkina Faso.” Deres levevilkår er derfor meget anderledes end vilkårene for flygtninge i fx Djibo eller Sag-Nioniogo. ”Vi søger at kontakte dem; men de kommer aldrig til os”, beklager Mohamed.
Han gentager ligeledes en kritik, der ofte høres blandt ikke-tuareger i Bamako. De siger, at der ikke er nogen klar skillelinje mellem jihadister og MNLA-soldater, og at bevægelsen har indgået alliancer og opretholdt forbindelser, der skaber total forvirring om dens mål.
Atmosfære af mistro og splid
Mohamed Ahnou, tuareg fra Niger boende i Burkina Faso, har igennem årene fulgt de opstande, der er brudt ud i Mali og Niger. Han har for nylig besøgt Sag-Nioniogo-lejren og erklærer sig chokeret over, hvor dårlige flygtningenes levevilkår er. Han mener, at MNLA nu er nødt til at tage ansvar.
”Azawad er en drøm,” vurderer Ahnou. ”Den maliske regering vil aldrig acceptere dets oprettelse. MNLA skulle have droppet Azawad-projektet; men det er for sent nu.”
Ahnou tror, at MNLA med deres retorik om at fremme freden mellem befolkningsgrupperne bevidst ønsker at dække over den stadig voksende mistro og uenighed, der hersker i Nord. ”Det er derfor, opstanden er brudt ud,” siger han og tilføjer, at problemet stikker for dybt til, at en underskrift på en fredsaftale kan gøre den store forskel.
Ifølge ham er Niger fortsat skrøbeligt, skønt landet ofte anføres som et godt eksempel, fordi tuareg-befolkningen dér synes velintegreret, og myndighederne mere beslutsomme. Det betyder ikke, at truslen om en ny forværring af situationen nu er drevet over.
Ifølge Ahnou er udsigterne for Mali ikke lyse, heller ikke på langt sigt. ”Jeg kan ikke se for mig et genforenet Nord, sådan som det var for mange år siden.
Artiklen eroversat af Gunver Bjærre for Genvej til Udvikling
