BUENOS AIRES: “Basta de gatillo fácil” lød råbene på hovedgaden Avenido de Mayo i slutningen af august, da demonstranter med det og andre slogans på skilte og bannere i en stor stime bevægede sig forbi kongressen.
Gatillo fácil er den lokale betegnelse for skydeglade politibetjente. Det betyder ”let til aftrækkeren” og basta betyder ”nu er det nok”. At dømme på antallet af demonstranter er det et problem, der bekymrer mange. Demonstrationen er den femte af sin slags, og lignende demonstrationer fandt sted flere steder i provinsen Buenos Aires.
De seneste år har der været stadig flere eksempler på, at folk i fattige områder uden for Buenos Aires bliver ofre for el gatillo fácil. Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch skriver, at ”Mangeårige menneskerettighedsproblemer inkluderer politimisbrug”, og Amnesty International skriver i sin årlige rapport fra 2018, at politivold fortsat er et stort problem i Argentina, både når det gælder anholdelser og til demonstrationer, men også mod personer, der allerede er i politiets varetægt.
Blandt de mange bannere til demonstrationen på Avenido de Mayo var der et særligt stort et med påskriften:
”Dette er det femte år i træk, at vi samles med familie og venner i gaderne for at kræve retfærdighed for hvert barn, som er blevet dræbt, tortureret eller er forsvundet på grund af det her undertrykkende apparat (dele af politivæsenet, red.), som aldrig er blevet nedlagt, og som sammen med staten får mere og mere magt. Staten som med total straffrihed beskytter og legitimerer mordernes handlinger og skaber protokoller, som autoriserer at skyde børn i ryggen, hvis de virker mistænkelige.”
Flere lokale medier dækkede demonstrationen i august, og Revista Círica skriver blandt andet, ”El gatillo fácil, cada vez más fácil”, som på dansk betyder “let til aftrækkeren, hver gang bliver det lettere”.
Telesur skriver, at 6.536 mennesker har mistet livet mellem fra 1983 – året hvor demokrati blev genindført i Argentina – og 2018 på grund af politiundertrykkelse. Man kan blandt andet læse om flere sager, som involverer unge mennesker i starten af tyverne, som er blevet skudt fordi betjente mente, at de opførte sig mistænkeligt.
I december 2018 fik Mauricio Macris regering vedtaget en lov, som giver politibetjente lov at skyde, hvis de føler, at en mistænkt udgør en overhængende fare, eller hvis de tror, at den mistænkte bærer våben. Det er en kontroversiel lov, som er blevet kritiseret meget blandt familierne til ofrene for politiets kugler.
Flere sager hober sig op
En meget omtalt sag handler om den 18-årige Juan Pablo Kukoc, som blev skudt to gange i ryggen af en politibetjent efter at have røvet en turist i området La Boca i Buenos Aires. Han døde efterfølgende af sine kvæstelser. Der har sidenhen kørt en retssag mod politibetjenten, Luis Chocobar, for at have skudt en ubevæbnet mand. Takket været den nye lov kan det være, at Chocobar går fri, for nu kan hans forsvarer bruge argumentet, at betjenten skød efter en mistænkt, som udgjorde en flugtrisiko og overhængende fare.
En anden omdiskuteret sag er fra maj i år, hvor fire unge mennesker mistede livet i en bilulykke efter at være blevet forfulgt af politiet. Den er kontroversiel, da vidner har berettet om politibetjente, som fjernede beviser. Derudover er der fortsat forskellige forklaringer om, hvad der skete op til ulykken.
De unge kørte rundt i en bil sent om natten 20. maj. Politiet siger, at de modtog et nødopkald med beskrivelser af nogle unge, som passede på dem i bilen. De unge forsøgte at komme væk og – ifølge vidner til episoden – affyrede betjentene skud mod bilen. Bilen kørte galt og det kostede alle fire livet.
Mens vidner siger, at der blev affyret skud, fastholder betjentene, at de blot lyste med en lommelygte mod de unge for at få dem til at stoppe. 12 politibetjente er efterfølgende blevet anholdt og beskyldt for at have misbrugt deres magt, som førte til de fire unges død. Det er en sag, som stadig indeholder utroligt mange uklarheder.
Der skal være valg i Argentina 27. oktober, hvor også den økonomisk liberale præsident Mauricio Macri er på valg. Hovedudfordreren er den mere venstreorienterede Alberto Fernández, der har forhenværende præsident Cristina Fernández de Kirchner som sin vice-præsidentkandidat.
Om et muligt politisk skifte I landet vil få indflydelse på politiets muligheder for at bruge våben er endnu uvist.
Josefine Aude Raas er freelancejournalist og opholder sig for tiden i Argentina.