Kronik bragt i Politiken og lagt på Mellem FOlkeligt Samvirkes hjemmeside 1. juli 2009.
Af Søren Bjerregaard Jepsen, informationsmedarbejder for MS i Kenya
I KENYA er vi for længst holdt op med at diskutere, om klimaet har ændret sig. En tredjedel af landets 35 mio. indbyggere ved ikke, hvor meget de får at spise i næste uge. Høstudbytterne falder år for år, og i mange områder er der nu så tørt, at husdyrene dør, mens kenyanerne flytter for at finde vand og føde.
Kenya fik sin selvstændighed i 1963, og siden har landet kæmpet en hård og ofte forgæves kamp for at opbygge et demokrati på resterne af briternes kolonistyre. Kampen mod den vestlige verdens CO2-udslip kan blive endnu mere forbitret. Der kommer stadig mindre af det regnvand, der tidligere gjorde Kenya til et af de frodigste områder i verden. Nu spørger bønderne og kvægnomaderne, hvordan de skal klare dagen og vejen, når majshøsten slår fejl, og græsset ikke længere bliver grønt?
JEG HAR ET HUS i Afrika ca. 10 kilometer fra foden af bjerget Ngong i Kenya, hvor Karen Blixen havde sin farm. Hendes arbejdere dyrkede kaffe på skråningerne op til Ngong. Når jeg kører igennem området, er det nu gråt græs og spredte buske, der dominerer skråningerne på bjergsiden.
I de seneste par måneder har det jævnlig regnet i forstaden Karen, som ligger på vejen mellem Nairobi og Ngong, og hvor pragtvillaerne ligger sikkerhedsmur ved sikkerhedsmur. I Nairobi har regnen bundet støvet, og nu er det kun trafikosen, der river i lungerne. Jeg flyttede ind i huset for fem måneder siden. De første tre måneder blev det mere og mere tørt. Min have blev gul, og vi snakkede klimaforandringer, mens vi ventede på den forsinkede regn. Men så kom den. Græsset ved Karen Blixen-museet blev grønt, og buskene i min have blomstrer nu i fuldt flor.
Ligesom i Danmark synes klimadiskussionen en kende akademisk en junidag i min have. Men jeg skal ikke gå mere end 200 meter til et slumkvarter for at se, at de sulter, fordi fødevarepriserne er steget. Og jeg skal ikke køre mere end en times tid ud i landet for at se hvorfor: Der er tørt, afgrøderne visner, og kvæget viser ribben. Klimakrisen er en overlevelseskamp i store dele af Kenya. Det Internationale Forbund af Røde Kors- og Røde Halvmåne-bevægelser (IFRC) har vurderet, at 80 pct. af Kenyas areal er berørt af fødevaremanglen. Godt 10 mio. kenyanere har ifølge regeringen lav fødevaresikkerhed.
NÅR JEG sætter mig ind i min firehjulstrækker og kører længere ud i landet, fortæller bønderne, at majshøsten ser ud til at blive endnu ringere end sidste år. I de tørre områder mener de, at solen brænder hårdere end for fem år siden, og hvert år – i den danske forsommer – kan de konstatere, at det, de tidligere kaldte regntid, nu er et desperat håb om, at der kommer nok vand til, at de kan høste den majs, der er basisføde for de fleste kenyanere.
FN’s Klimapanel (IPPC) vurderer, at op til 50 pct. af høsten fra marker, der er afhængige af regnvand i Afrika, kan være forsvundet i 2020. Panelet kæder det kraftigt faldende udbytte sammen med, at klimaændringerne giver mindre regn over de afrikanske savanner. Jeg kan slet ikke tænke tanken om voksende befolkningstal og faldende fødevareproduktion i store dele af Afrika til ende.
Før jeg flyttede til Kenya, læste jeg, at OECD har anbefalet, at vi bygger diger i København, så vi undgår, at Christianshavn og Nyhavn bliver oversvømmet. I sidste uge skrev Politiken, at De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland har fundet frem til, at der fremover vil komme langt mere regn i Jylland. Der er grund til bekymring – også for den nordlige halvkugle.
Men klimakrisen illustrerer og forstærker mere end noget andet det ulige forhold mellem rige og fattige lande: De rige lande har skabt problemet – de fattige i u-landene rammes hårdest. Hvis vandet stiger, skal der nok blive bygget diger, så københavnerne fortsat kan nyde livet ved kanalerne, og de jyske storbønder kan dyrke deres hvede. Danmark har råd til at tilpasse sig. Det har Kenya ikke, og klimakrisen rammer ikke bare fødevaresikkerheden. Den er også en trussel mod den i forvejen træge økonomiske og politiske udvikling i Kenya.
MELLEMFOLKELIGT SAMVIRKE i Kenya er ved at blive slået sammen med den internationale organisation ActionAid. Begge organisationer arbejder sammen med kenyanske partnerorganisationer for fred og demokrati og imod korruption. Og det går fremad. Jeg har set vælgere stille deres byrådsmedlemmer til ansvar for deres løfter og set, hvordan flere og flere nægter at betale korruption. Flere stemmer efter politisk overbevisning og siger nej til at lade sig købe af korrupte politikere.
Når tørken breder sig, og høsten slår fejl, går udviklingen mod et mere demokratisk samfund i stå. Mad og vand til familien står over deltagelse i et bæredygtigt demokratisk samfund. Der kommer flere konflikter, fordi stammerne kæmper om kvæg og andre fornødenheder. ActionAid og andre deler nødhjælp ud i de hårdest ramte områder. Det er tvingende nødvendigt, for der er menneskeliv på spil. Men det gør hverken til eller fra i arbejdet for at mindske fattigdommen og sikre en langsigtet bæredygtig udvikling.
PÅ KORT SIGT er Kenyas klimakamp et spørgsmål om overlevelse. På langt sigt får de fattige i endnu højere grad end nu brug for at gå til deres lokale beslutningstagere og bede om hjælp til adgang til jord, til at starte op med nye afgrøder, konfliktløsning, stormsikring og kunstvanding. Listen er lang, og den bliver længere, i takt med at der falder mindre regn. På nationalt plan skal civilsamfundsorganisationer spille en vigtig rolle for at sikre, at politikerne tager klimakrisen alvorligt og bruger de klimatilpasningsmidler, som de forhåbentlig får tildelt af den vestlige verden, fornuftigt.
På internationalt plan skal fattige lande have indflydelse på de institutioner og mekanismer, som skal til for at kanalisere og fordele klimatilpasningsmidler. Hvis de rige lande holder fast i, at de vil have råderet over alle klimatilpasningsmidler, ender u-landene i en klemme: Giveren afgør i bedste koloniherrestil, hvad der er bedst for modtagerne.
INDTIL DE basale behov for mad og vand og tag over hovedet er på plads, er det svært at komme videre fra giver-modtager-tankegangen. I Nairobis slumkvarterer har børnene to måder at hilse på en hvid eller en ‘muzungu’, som de kalder os. ‘How are you?’, hvis humøret er højt, eller ‘hungry, hungry’. Det er næppe kun klimaforandringernes skyld, at den sidste er mest udbredt i Nairobis slumkvarterer. Flere og flere opgiver at drive landbrug på deres tørre jordlodder i landsbyerne og flytter til hovedstadens Pumwani, Kibera eller de andre slumområder.
Slumkvartererne, der huser ca. halvdelen af Nairobis 3 mio. indbyggere, er sand- og rustfarvede, så langt øjet rækker. Når det har regnet, er der ingen rødder og intet græs, der holder på vandet i slumkvartererne. Så efter nogle timer i den stegende ækvatorsol rejser støvet sig igen fra sand- og jordvejene. Jeg kommer ofte i Kibera – Østafrikas største slum med 1 mio. indbyggere plus/minus nogle hundrede tusinde. Mellemfolkeligt Samvirke i Kenya samarbejder med organisationen KCODA, der især arbejder med at styrke lokaldemokratiet. Her er de også i tvivl om, hvor mange der bor i Kibera. Men de er ikke i tvivl om, at der kommer flere og flere.
Beboerne rykker sammen i soverummene, når der daglig flytter nye ind fra landområderne. Prisen på fødevarer er i forhold til købekraften steget med omkring 50 pct. siden år 2000. I slumkvartererne bruger de fleste over halvdelen af deres indkomst på fødevarer. For mange er slumkvartererne tænkt som et springbræt til fast arbejde og egen lejlighed. Men langt flere ender i prostitution og kriminalitet i mangel på andre måder at tjene nok til at holde sulten fra døren. De lever fra hånden i munden, og de fleste har hverken fast arbejde, opsparing eller mad på lager.
Nogle få medarbejdere hos KCODA er privilegerede, fordi de får løn. De bor til billige huslejer i Kibera og køber ind på de billige markeder i slummen, hvor kød og grøntsager koster ca. en tredjedel af det, jeg betaler i de store supermarkeder. Alligevel er de holdt op med at spise morgenmad, og de fortæller, at det er blevet svært at få råd til nok mad til familierne.
NÅR JEG HAR kørt 1 kilometer fra mit hus, rammer jeg Ngong Road. Drejer jeg til venstre, kommer jeg til Kibera. Drejer jeg til højre, kommer jeg til Karen. Forstaden er opkaldt efter en bemærkelsesværdig kvinde i Kenyas historie. Det er længe siden, at farmerne stort set opgav at dyrke kaffe. Regnen er blevet for ustabil, og kaffeplantagerne er flyttet til lavereliggende egne og de områder, der ligesom Nairobi stadig får regn i perioder. Miljøorganisationerne i Nairobi er ikke i tvivl om, at det er muzunguerne, der med CO2-udslip endnu en gang sætter en kæp i hjulet for det kenyanske samfunds udvikling.
Der var masser af tro, håb og selvsikkerhed i Kenya, da Storbritannien i 1963 trak sig ud af landet, hvor der kunne høstes to gange om året. I dag leder samfundet stadig efter solide ben at stå på. I kolonitiden handlede det om at skrabe mest muligt til sig, når kolonistyret havde taget sin andel. Korruptionen er vokset siden, og den er svær at bekæmpe, når det for mange er den eneste levevej. Muzunguerne tog hjem og efterlod Kenya i skyggen af kolonitiden. En skygge, der kun langsomt fortoner sig i et demokrati, der domineres af stammeopdeling og levebrødspolitikere. Udledningen af drivhusgasser er også muzunguernes værk.
Mens andre dele af verden kæmper med stigende vandstand, handler det stort set udelukkende om regn i Kenya. Ud over afgrøderne rammes søerne, og dermed de enorme vandkraftværker, af den manglende nedbør. Forsyningen af elektricitet og vand er blevet mere ustabil i mange byer, og kun store investeringer kan forhindre, at udviklingen fortsætter. Kenya – og de fleste andre lande syd for Sahara – skal bruge enorme ressourcer, hvis landet skal skærmes mod ørkenspredning, og dyrkningen af majs og andre afgrøder skal tilpasses klimaændringerne.
FN’s Udviklingsprogram og EU har beregnet, at de fattigste lande har brug for 1.000 milliarder kroner om året fra 2020 til at tilpasse sig konsekvenserne af klimaforandringerne og til at nedbringe deres udledning af drivhusgasser. De rige lande bærer ansvaret for klimaforandringerne og har derfor en klimagæld at skulle betale til verdens fattige.
GNUERNE og zebraerne, der vandrer igennem nationalparkerne i Tanzania, op gennem Kenyas Masai Mara i Rift Valley og videre i Østafrika, har luret, at der mangler regn. Jeg vil se de enorme dyreflokke, men det kan være ved at være sidste udkald. Eksperter konstaterer, at det grønne græs, dyrene vandrer efter, er ved at forsvinde, og spørger sig selv, hvor dyrene så vil gå hen.
Jeg ville have fotograferet de enorme flamingoflokke, som søen er verdensberømt for, men de fleste flamingoer er døde eller har fundet andre søer. I de hårdest ramte områder har det ikke regnet i over tre år.
Længere nordpå er udviklingen katastrofal. De i forvejen udpinte majsplanter i Kwanza-distriktet er så småt ved at blomstre, og de behøver regn her og nu, hvis de skal kunne høstes. Hvis høsten slår fejl, vil det ikke bare ramme bønderne i Kwanza. Distriktet leverer majs til hele Kenya.
I Marsabit, der ligger 12 timers kørsel nord for Nairobi, er den helt gal. De mangler for alvor vand og mad i og omkring byen, der for få år siden var en grøn oase. Kvæg ligger døde i vejkanten, og urolighederne blusser op, fordi stammerne stjæler køer, geder og får fra hinanden. Byen med ca. 15.000 indbyggere mangler både vand og elektricitet. Beboerne står nu i lange køer for at få vand til madlavning. Hjælpeorganisationer i Marsabit er begyndt at tale om den glemte katastrofe, og de beretter, at hungersnøden står lige for døren, hvis ikke der meget snart kommer regn.
Hvert femte menneske i verden lever i dag i ekstrem fattigdom – hvert sjette menneske sulter. For dem og mange af de mennesker, som lige netop er kommet ud af fattigdom og sult, vil klimaforandringerne være dramatiske og et spørgsmål om overlevelse. Kenya kæmper mange kampe, men ikke forgæves. De fleste hernede har en indbygget optimisme, og troen på fremtiden er intakt. Godt nok er landet ikke længere så frodigt, som da Karen Blixen dyrkede sin kaffe på Ngong Hills. Men kenyanerne har ikke givet op.
Kilde: www.ms.dk
