Afrikas petrostater er i frit fald. Olieprisernes styrtdyk, fra 115 USD for en tønde olie i sommeren 2014 til under 40 USD i dag, er ved at tvinge kontinentets store olieøkonomier i knæ.
I modsætning til golfstaterne, har de afrikanske olieeksporterende lande ikke opbygget store pengereserver på ryggen af stigende olieindtægter.
Lande som Nigeria, hvor olien står for 70 procent af statens indtægt, og Angola, der mellem 2002 og 2014 indtjente mindst 468 milliarder USD fra olieindustrien, kæmper nu med kursfald af deres valutaer, stigende inflation og store nedskæringer i de offentlige budgetter. Begge lande søger nu nødlån hos Verdensbanken og den Afrikanske Udviklingsbank.
Afrikas øvrige olieproducerende lande, herunder Equatorial Guinea, Gabon, Sudan, og Sydsudan, mærker ligeledes for alvor klemmen fra de faldende oliepriser.
2015 var således et magert år for afrikansk økonomi, og 2016 ser ud til at blive værre endnu. Det afrikanske boom og fortællingen om et Afrika på vej op er, om ikke død, sat midlertidligt i bero.
Olielandene i Afrika er givetvis blevet særligt hårdt ramt, grundet de faldende oliepriser, ikke mindst fordi Saudi Arabien og OPEC hidtil har afvist at skrue ned for oliehanerne i lyset af den globale økonomiske afmatning. De faldende priser på råvarer og Kinas afmatning har endvidere bidraget til at klemme de afrikanske økonomier i almindelighed.
Men udvikligen har også kastet nyt lys, og stigende interesse fra investorer, på en række opkommende, og mere bredt funderet afrikanske økonomier, så som Etiopien, Tanzania, Rwanda og Kenya. Denne klynge af østafrikanske lande ligner nu, i stigende grad, et nyt og ledende tyngepunkt for den økonomiske udvikling på kontinentet. Dertil har også Elfenbenskysten klaret sig bedre end de fleste i den seneste økonomiske nedtur.
Det værste år længe
2015 var et magert år for afrikansk økonomi, og 2016 ser ud til at blive værre endnu. Det afrikanske boom og fortællingen om et Afrika på vej op, er om ikke død, så sat midlertidligt i bero.
Den økonomiske vækst i det sydlige Afrika faldt til omtrent 3 procent sidste år, mod 4.5 procent året forinden.
Det er, ifølge nye tal fra Verdensbanken, den laveste vækstrate siden den globale finansielle krise.
Verdensbanken har fornyeligt nedjusteret forventningerne til væksten i Afrika til 3.3 procent i 2016, og ifølge konsulentfirmaet Capital Economics ender året nærmere på 2.9 procent. Sker det, vil det være første gang i 16 år, at væksten i Afrika ligger under gennemsnittet på verdensplan.
Under alle omstændigheder lander Afrika langt under det årlige gennemsnit på 6.8 procent, som kontinentet oplevede i årene 2003-2008.
Den lave økonomiske vækst vil stort set blive spist op af en eksplosiv befolkningstilvækst, der betyder at kontinentet i snit kan forvente en, mildest talt, beskeden vækst på 0.5 procent i GDP per capita for 2016, anslår Capital Economics.
Petrostater risikerer at implodere
Den økonomiske vækst i Nigeria faldt til 3 procent i 2015, det er det halve af året forinden, og landet er hurtigt ved at løbe tør for valutareserver. Den nye præsident Muhammad Buharis regering har allerede skåret kraftigt i de offentlige budgetter og søgt Verdensbanken og den Afrikanske Udviklingbank om et nødlån på 3.5 milliarder USD. Samtidig er investorer i stigende grad begyndt at se sig om efter mere attraktive satsninger på det afrikanske kontinent.
Læs også Er Nigeria ved at miste grebet om sin økonomi?
Den vaklende nigerianske økonomi har også skabt fornyede bekymringer for sikkerhedsituationen i landet. Den svindende statskasse har gjort det endnu mere tvivlsomt, om præsident Buhari kan komme terrorbevægelsen Boko Haram til livs, men måske endnu vigtigere, så er risikoen for, at en økonomisk slankekur vil genoplive det mangeårige oprør i den urolige og olierige Niger Delta region, kommet nærmere, vurderer politiske iagttagere i det amerikanske tidsskrift Foreign Policy.
Oprørerne i Niger Delta, som tæller en række militante grupperinger, har i mange år kæmpet for, at olieindtægterne fra regionen i højere grad kom befolkningen i området til gode, – og mod olieselskabernes ødelæggelse af miljøet og dermed lokalbefolkningens livsgrundlag.
På sit højeste niveau, for ti år siden, kostede oprøret Nigeria en fjerdedel af sin olieproduktion i form af afbrændninger af oliefelter, sabotage af olierørledninger og kidnapninger af oliearbejdere.
Siden 2009 har et amnesti program tilbudt månedlige udbetalinger og jobtræning til over 30.000 oprørere, men programmet er ved at blive udfaset af mangel på finansiering. Området er stadig præget af meget stor arbejdsløshed, fattigdom, korruption og miljømæssig nedbrydning, – en eksplosiv cocktail, der ifølge økonomiske analytikere fra Bloomberg Africa, risikerer at blive udløst igen, i tilfælde af en forlænget økonomisk slankekur i landet.
Men Nigeria er ikke det eneste land, der i stigende grad ligner et land på randen til implosion. Også Afrikas anden største olieproducent, Angola, mærker for alvor de faldende olieprisers bid.
Læs også Lave oliepriser og tørke presser Angola
Ifølge en analyse fra African Arguments, et analyseprojekt under International Africa Institute, er der ikke noget land i Afrika, muligvis i verden, der har har haft så stor fordel af de stigende oliepriser det seneste årti, som Angola. Ovenpå årtiers borgerkrig, kunne Angola, efter krigens ophør i 2002, se oliepriserne mere end tredoble på samme tid som olieproduktionen i landet blev fordoblet til næsten 2 millioner tønder om dagen. Det anslås at landet indtjente mindst 468 milliarder USD mellem 2002 og 2014.
Men landet har bortødslet en stor del af de astronomiske olieindtægter. Korruption gennemsyrer det ledende parti MPLA, under ledelse af præsidenten Jose Eduardo dos Santos, og et byggeboom i hovedstaden Luanda, dækker over, at der er gjort meget lidt for at udvikle resten af landet og andre økonomiske sektorer.
Da tæppet blev trukket væk under oliemarkedet sidste år, var Angolas regering derfor nødt til nedskære det offentlige budget med 25 procent. I mellemtiden er tusindvis af arbejdspladser gået tabt, og stigende benzin- og fødevarepriser i landet har pustet fornyet liv til en stigende utilfredshed med regeringen blandt befolkningen.
Fredsårene og det seneste årtis olieboom har vækket forventninger i befolkningen, som regeringen umuligt kan indfri med den nuværende udvikling.
Dertil kommer tørke i store dele af landet og et udbrud af gul feber, som regeringen hidtil ikke har haft noget overbevisende svar på.
Regeringen og præsident dos Santos virker mere pressede end nogensinde før, – et indtryk, der synes at blive bekræftet af en hårdere og stadig mere repressiv kurs overfor kritiske røster og politisk aktivisme i landet.
Læs også Angola fængsler unge aktivister for oprørsplaner
Solen stiger i øst
Etiopien er Afrikas andet største land målt på befolkningsstørrelse. Landets økonomi voksede, ifølge IMF, med næsten 11 procent årligt mellem 2004-2014.
Det er særligt fremskridt i landbrugsproduktiviteten, der har drevet udviklingen frem – så meget, at andelen af mennesker, der lever i fattigdom, er reduceret med 33 procent på ti år, viser tal fra UNDP. I modsætning til dette, har Nigeria, på trods af milliarder af amerikanske dollars i olieindtægter, fået flere fattige i samme periode.
Etiopien ligner mere og mere et land, der tager sin inspiration fra Kina. Politisk afspejler det regerende Ethiopian People’s Revolutionary Democratic Front og det autoritære et-parti system, styret i Beijing.
Økonomisk har betydelige investeringer i landbrug og infrastruktur samt oprettelsen af særlige industrielle zoner, skabt grobund for bredere økonomisk udvikling og tiltrukket udenlandske investeringer i takt med, at produktionsomkostninger og stigende lønninger, trækker den lavtlønnede produktion væk fra Asien.
Men det er ikke den eneste politiske model, der har givet økonomisk gevinst på kontinentet.
Selvom Tanzania er delvist afhængigt af eksporten af guld, er det ikke mindst byggesektoren, kommunikations- og finanssektorerne der har været med til at drive landets årlige vækstrater på omtrent 7 procent i de seneste tre år. En vækst, der ifølge Bloomberg Africa, forventes at fortsætte.
Og listen fortsætter med lande som Rwanda, Kenya og Uganda, der alle har opnået markante resultater ved at opbygge deres industri- og servicesektorer.
Som medlemmer af den regionale østafrikanske handelsblok, EAC (East African Community), forventes de alle at opnå en vækst på over fem procent i 2016, ifølge IMF.
Flere af disse lande sidder derudover på betydelige energiressourcer, som endnu ikke for alvor er kommet i spil. Uganda og Kenya har således gjort betydelige fund af olie det seneste årti. Og Tanzania udforsker og udvikler i disse år betragtelige gasreserver.
Læs også Lave oliepriser lægger dæmper på Kenyas oliedrømme
Læs også Kenya har olie – hvad sker der nu?
Læs også Tanzania finder mere gas tæt på Dar es Salaam
De østafrikanske lande er, i teorien, i en god position til at udnytte de nyfundne energiressourcer, i tilfælde af at priserne igen går op. I modsætning til de vestafrikanske lande, der har produceret olie i mere end et halv århundrede, gennem krig og politisk ustabilitet, kan de østafrikanske lande bringe deres nyfundne ressourcer ind på markedet under relative stabile og udviklede politiske og sikkerhedmæssige forhold. Dermed ikke sagt, at der ikke er faldgruber, men landene er, alt andet lige, bedre rustede til at få mere gavn og udvikling ud af eventuelle olie- og gasrigdomme end deres vestafrikanske modparter.
I takt med at Afrikas petrostater falmer, vil de vedholdende og holdbare økonomiske fremskridt i det østlige Afrika tiltrække flere og flere internationale investorer og multinationale virksomheder. Og selvom de internationale investeringer i Afrika er faldet, vokser de stadig i udvalgte sektorer, herunder telekommunikation, informationsteknologi og i de finansielle services.
I disse sektorer er det i stigende grad de østafrikanske økonomier, der tager sig bedst ud i konkurrencen om nye investeringer.
Læs også Private kapitalfonde gav Afrika kold skulder i 2015
I mellemtiden har lande som Etiopien, Kenya og Rwanda transformerede sig til regionale tyngdepunkter og centrale samarbejdspartnere for EU, USA og Kina.
I hvor stor udstrækning de afrikanske lande har haft, og vil have, held med at gøre sig fri af deres historiske afhængighed af råstofs udbytning, er stadig diskutabelt.
Men billedet er ved at forandre sig og svaret er langt fra så entydigt som det har været. Og hvis oliepriserne ikke går betragteligt op i løbet af de næste år, vil den gradvise svækkelse, og enda mulige implosion, af Afrikas petrostater, medfører et tektonisk skift i den økonomiske magt fra vest og imod øst. Det vil ikke alene omforme det økonomiske kort over Afrika, men på sigt også redefinere verdens billede af Afrika – og dets potentiale.
Håbet må være, at det skiftende landskab vil tjene som inspiration og drivkraft til bedre regeringsførelse og strukturelle forandringer på hele kontinentet. De seneste års udvikling understreger igen nødvendigheden for dette og sætter nyt eftertryk på argumentet for bæredygtig og bredt funderet udvikling.
På den måde kan de faldende oliepriser på sigt blive en løftestang for Afrikas befolkninger.