Hvorfor ikke gøre op med forestillingen om, at udviklingsbistanden partout skal gives til stater? Giv den til det enkelte menneske. F.eks. kunne man for de penge, der er skåret i den danske bistand, købe malarianet til alle afrikanske husstande. Det er desuden en kendsgerning, at u-landene har brug for både frihandel og udviklingsbistand, skriver partiformand for SF, Villy Søvndal, indledningsvis i en kronik i Berlingske Tidende fredag.
Villy Søvndal fortsætter:
Anders Fogh vil gerne fremstå som en ven af Afrika, selv om hans regering gang på gang har skåret brutalt i bistanden, der i år er 3 mia. kr. mindre, end den ville have været uden nedskæringer.
Det er mange penge, og jeg forstår regeringens ulyst til at diskutere brutaliteten i det, også når den henter penge til tsunami-ofrene hos verdens fattigste. Den vil hellere snakke kvalitet af bistanden, og lad mig gøre det helt klart: Selv om størrelse, som de fleste ved, faktisk betyder noget, så er kvaliteten lige så vigtig.
Heldigvis ser vi en stadig udvikling i udformningen af udviklingsbistand. Der er sket markante ændringer i de seneste 10-15 år. Og det er godt. For selv om man kan være uenig i den nuværende bistandspolitik (og det er jeg!), så er det en velsignelse, at området er i bevægelse. Indtil vi har fundet løsningen på, hvordan man giver effektiv bistand.
Ikke fordi udviklingen i verden går dårligt. Det gør den langtfra. Vi ved allerede nu, at vi inden 2015 kan opfylde de mål for halvering af verdens absolutte fattigdom og reduktion af børnedødeligheden, som FN har sat. Globaliseringen skaber langt flere vindere end ofre, selv om nationalromantiske, indadvendte kræfter forsøger at få os til tro det modsatte.
FN har lige konstateret, at alt i alt er uligheden i verden begyndt at falde (modsat i Danmark!). For 30 år siden var Øst- og Sydasien det fattigste område i verden. I dag ser vi en eksplosiv vækst, hvor antallet af fattige falder drastisk. Der er stadig uhyggeligt fattige mennesker i området, men udviklingen giver håb også for dem.
Håb er der mindre af i Afrika, der står næsten stille. Det er vores store problem. Hvordan får vi udviklingsbistanden til at virke dér? Alt for ofte hører vi, at bistand ikke virker, som den skal. Måske fordi den ryger i lommerne på griske magthavere og deres klientel. Penge vi troede kom de fattige til gavn.
Danmark har, ligesom flere andre europæiske lande, sat fokus på Afrika, og det er altså også her, udfordringen ligger. Spørger man, hvad der er galt i Afrika, er det korte svar nemlig: Alt!
Netop derfor er det svært at sige, hvor man skal starte. Skal man sprede sig over mange lande? Hvordan undgår man at styrke korrupte regimer, der krænker menneskerettighederne? Hvor meget skal Afrika selv bestemme?
Diskussionen er ofte centreret om disse spørgsmål. Men derved glemmer man at udfordre sig selv på vanetænkningen.
Det er tankevækkende, at hverken vores angiveligt liberale statsminister eller nogle af hans skiftende udviklingsministre har spurgt om, hvorfor vi tænker udviklingsbistanden så statsfikseret. Hvorfor tager man ikke et opgør med forestillingen om, at bistanden partout skal gives til stater? Hvorfor ikke stole mere på det enkelte menneske end på et stort statsapparat, når det svigter gang på gang?
Noget af den hjælp, der kan være allermest effektiv, er investeringer i det enkelte menneskes muligheder for gøre en forskel:
– mikrokreditter,
– hjælp til at fattige bønder kan få registreret deres jord som deres egen og dermed få adgang til at optage lån,
– landbrugskonsulenthjælp til fattige bønder og måske især
– hjælp til at bekæmpe de sygdomme, der hvert år resulterer i tabt arbejdsindsats for milliarder, projekter der går i stå, og tusinder af forældreløse der dermed går en fremtid uden uddannelse i møde og derfor aldrig kommer til at bidrage til samfundets udvikling.
Ikke mindst Anders Foghs tidligere oversmagsdommer Bjørn Lomborg har påpeget, at det er vejen at gå. Pengene kommer mere end 40 gange igen ved en styrket indsats mod aids. 25 gange hvis vi bekæmper malaria, som dræber mere end én million børn om året. Malaria både fører til og skyldes fattigdom.
De direkte omkostninger ved malaria er – alene i landene syd for Sahara – anslået til omkring 500 mio. dollars per år. I lande med meget malaria optager sygdommen op mod 40 procent af det offentlige sundhedsbudget. Malaria er hovedårsag til skolefrafald og indlæringsvanskeligheder i de hårdt ramte lande.
Produktiviteten falder ofte i regntiden, fordi hele familier rammes og derfor ikke kan arbejde. Det tager i gennemsnit 10 arbejdsdage at komme over et anfald. Med en minimal investering i det enkelte menneskes sundhed ville man kunne forhindre tusinder af dødsfald hvert år. Det kræver blot et myggenet behandlet med insektmiddel.
Men ofte har de værst ramte familier ikke penge til net og insektmiddel, samtidig med at de mangler viden om, hvor vigtigt det er at have net. Hvorfor ikke bruge bistandspenge på oplysning og tilskud, så nettene kan købes ganske billigt?
Det er relativt billigt, der er minimal risiko for, at projektet saboteres af korruption, og man kan mærke effekten med det samme. Det er en hjælp til gavn for det enkelte menneske dér, hvor det er, som samtidig har en umiddelbar positiv effekt på samfundsøkonomien.
Fakta er, at både helbredelse og forebyggelse af malaria er uproblematisk, både økonomisk og politisk. Det sker bare ikke, fordi sygdommen ikke har fået lige så meget omtale som hiv, uagtet at den dræber et uhyggeligt antal mennesker hvert år og sætter hele økonomier i stå. Stort set det samme kan man sige om tuberkulose.
Derimod er aids en særlig og svær problemstilling, både fordi behandling ofte er omfangsrig og kostbar, og fordi højrereligiøse kræfter saboterer brugen af kondomer (hvilket burde udløse en ordentlig opsang fra Fogh til Bush, næste gang de mødes).
Nu er det, at jeg kommer tilbage til pengene. For sagen er, at for de penge, der er skåret ned i den danske bistand, kunne man have fået malarianet til i princippet alle afrikanske husstande.
Udviklingsministeren skriver i sin kronik i Berlingske i går, at bistand ikke er den eneste forudsætning for udvikling i u-landene. Helt rigtigt. Der skal meget mere til. Et opgør med korruption, nepotisme og vilkårlighed. Og så et ryk i retning af frihandel, uden af den grund at forfalde til junglelov og tilbedelse af en kynisk markedslogik.
Engang sagde Anders Fogh, at frihandel er bedre end bistand. Det har nu ikke fået ham og hans parti, der tæller mange bønder i medlemsskaren, til at slås særlig energisk for at få afskaffet EUs landbrugsstøtte, selv om den holder millioner nede i fattigdom.
Om Anders Fogh i sin post-liberalistiske periode stadig mener, at frihandel er bedre end bistand, er uvist. I givet fald er det nok kommet på regeringens lange liste over ting, man må mene, men ikke sige.
Kendsgerningen er, at u-landene har brug for både frihandel, uden at vi lukker øjnene for de problemer det kan give – indført i et passende tempo – og udviklingsbistand. Mange u-lande vil tjene på, at EU, USA og de andre rige lande fjerner vores handelshindringer, især på landbrug og tekstil, hvor u-landene kan konkurrere.
Men vi ved også, at visse fattige lande vil tabe på kort sigt. Verdensmarkedsprisen på fødevarer vil stige, og det vil ramme fattige lande, der importerer fødevarer. Et regnestykke fra FN viser et muligt tab på 280 mio. dollars. I forhold til den samlede gevinst for verdenssamfundet ved et opgør med landbrugsstøtten på mange milliarder dollars er det faktisk et ret lille beløb.
Hvorfor så ikke hjælpe de fattige lande, der risikerer at tabe penge, hvis de nuværende WTO-forhandlinger fører til et i øvrigt godt resultat med noget bistand, som de kan bruge til udvikling af deres landbrugssektor, industri, på uddannelse eller til andre formål?
FNs udviklingsprogram UNDP har netop foreslået en handelstilpasningsfond på 500 mio. dollars med præcis dette formål. Indtil videre har Anders Fogh og hans regering afvist tanken som urealistisk.
Det får mig til at tænke på, at det beløb, UNDP foreslår, næsten på øre svarer til de 3 mia. kr., som regeringen har beskåret den danske u-landbistand med. Så egentlig kunne Danmark jo tilbyde at betale fonden. Det er sådan set realistisk nok.
Mere retfærdigt ville det være, hvis Danmark fandt en håndfuld andre lande, der ville være med til at dele regningen. For tænk hvis alternativet var et sammenbrud i WTO – det ville skabe fattigdom og koste arbejdspladser overalt i verden, også i Danmark.
Bistand er så absolut et område, hvor vi kan gøre det bedre. Men det må aldrig blive en undskyldning for ikke også at gøre mere. Der er brug for både kvalitet og kvantitet, slutter Villy Søvndal.
Kronikken stod i Berlingske Tidende fredag den 14. oktober 2005.
De 2 foregående kronikker i Berlingskes miniserie – Knud Vilby: “Globaliseringens nummer ét eller sjok” (12.10.) og Ulla Tørnæs: “U-landshjælp er mere end en pose penge« (13.10.) – kan læses på www.berlingske.dk/kronikker – og her på u-landsnyt.dk under Dansk bistand.
