Liga Latina: Liga Latina
Kunstner: Liga Latina
Titel: Liga Latina
Udgivet af: Multination
Med knalddygtige Mike Hecchi – hjemme i Fjand ved Vesterhavet engang kendt som Mike Heine eller Mike H – i spidsen er et dansk orkester med internationale armbevægelser landet på den ansete hitliste for europæisk verdensmusik.
Det betyder, at de bliver spillet i radioer over hele Europa, og deres debutplade er da også kompetent ud over alle grænser med en nerve, som er beundringsværdig. De overvejende danskfødte musikere har nemlig lært af de bedste i Cuba, og det kan høres.
Mike Hecchi var i årevis bagmand for det ligeledes bemærkelsesværdige orkester The Sexican, som spillede en egen musik, hvor der var betydelige referencer til både Sergio Leone og Manu Chao. Vi taler altså om mexicansk mariachi iblandet Tex Mex som i et soundtrack, hvor Roberto Rodriguez og Quentin Tarantino ikke var langt væk. Striben af referencer førte oven i købet til popularitet i Mexico, hvor The Sexican opnåede at spille for mange tusind mennesker og også turnere gennem hele det store land. Her udviklede Mike fra Fjand den figur, som på autentisk gadespansk talte direkte til folk.
Orkestret var også inspireret af tyske Shantel, alias Stefan Hantel, der i 2007 grovhittede med den balkaninspirerede Disko Partizani. The Sexicans mestrede Shantels balkanhybridstil i sådan en grad, at de hittede på Balkan og blandt andet spillede på den store Sziget festival, der foregår midt i Budapest på en ø i Donaufloden.
Cuba under huden
Samtidig med The Sexican har Mike Hecchi gået og plejet den musik, han fik ind under huden, da han som var udvekslingsstudent i Venezuela.
Hans far sejlede med ØK som ung og var endt i Maracaibobugten. Siden tog han familien med til Isla Margarita, hvor sønnen sugede til sig af rytmer og kultur. Men han ville mere og var utilpasset hjemme i Vestjylland, og opholdet i Sydamerika udviklede sig. Han lærte lynhurtigt at tale spansk som en indfødt med gadejargon og det hele, og da tiden i Venezuela var slut, rykkede han videre til Barbados, hang ud med en Manu Chao på gennemrejse og endte på Cuba.
Snart spillede han congas i et professionelt band, og lidt længere henne i forløbet stiftede han bekendtskab med den specielle trés, den ukuleleagtige guitar med tre dobbeltstrenge.
Det var lige omkring den tid, hvor det navnkundige band af oldtimers inde i Havanna fandt sammen med Ry Cooder og skabte kollektivet Buena Vista Social Club, der blev verdensmusikkens største hit nogensinde.
Den unge Mike endte med at overskride sit etårige visa med halvandet år og kom hjem via en diplomat fra Venezuela, inden myndighederne fandt ham og hans falske identitetskort for interessant. Den guitarkyndige dansker havde på sit ID meget passende taget samme efternavn som den store spanske guitarist, Andrés Segovia (1893-1987).
I Danmark kastede han sig over rocken – nu som dygtig elektrisk guitarist i et grungeband. En producer fra New York kom indover for at producere en EP, men så en sen nattetime kom Mike for skade at spille nogle af de mange cubanske klassikere, han i sin tid havde lært.
Amerikaneren troede, at det var løgn, og snart var næste projekt i støbeskeen, i hvert fald i øvelokalet og på tankeplanet.
Det er dét, der over en tiårig periode er blevet til Liga Latina, ligesom Mike endelig fandt noget græsk familie på sin mors side og noget, der lignede et kunstnernavn, altså Mike Hecchi.
Røget cubansk stemning
Det er et voldsomt overbevisende hold, Mike Hecchi har samlet på pladen.
Den amerikansk-cubanske jazzsangerinde Cassia De Mayo leverer fabelagtige ting, i øvrigt indspillet i et studie i Los Angeles og sendt digitalt til Mike i Silkeborg. Mike Hecchi selv synger, spiller trés og spansk guitar og har en herligt udtryksfuld hæs og nasal stemme, som passer perfekt til den røgede cubanske stemning, som kan minde meget om Buena Vista Social Club.
Theo Hjorth har gået i skole hos Los Van Van i Cuba og spiller fantastisk klaver på hele pladen, hvor der er en genganger fra The Sexican i form af den spændende violinist, Lasse Høj Jakobsen, som synes at mestre alle former, der svinger.
Dertil vil jeg nævne Rune Krogshede fra det jyske orkester Latin Dance Band, som endte med at udsende et fremragende album for nogle år siden. Hans dejlige trompet er grangiveligt som at høre en yngre udgave af Manuel “Guajiro” Mirabal.
Det er lykkedes at lave et fuldendt album, som har en helhed, der sætter sig på sjælen.
Behagelige stilarter som són, bolero og danzon lægger bund til overlegne sangforedrag, underspillede kor og konstante udflugter i form af soloer, hvor den i Los Angeles bosatte dansker Alex Olesen spiller fornemme ting, der har den rette fortættede lyd, som kan minde om afrikanske salsabands som legendariske Africando.
Dejlig plade sat sammen med overblik og spilleglæde, der lyser op overalt.
Hør den med hofterne.
