Spøgelser fortæller om skjulte virkeligheder

På den netop afviklede Louisiana Literature i Humlebæk syd for Helsingør, kunne man opleve den argentinske forfatter Mariana Enriquez, som er aktuel på dansk med novellesamlingen “Ting vi mistede i ilden”. Hun kan meget nemt gå for at være en litteraturens udgave af Lydia Lunch. Globalnyt havde mulighed for at interviewe hende under festivalen, og når man sidder overfor hende, er det aldrig helt til at vide, om der kommer et spøgelse gennem rummet, og så må man håbe det er et kinesisk spøgelse, for dem kan man nemlig forhandle med, fortæller hun i en samtale med Kim Skotte om fredagen på festivalen.

Eventyrerne er de egentlig gyserhistorier

Mariana Enriquez er meget optaget af spøgelser, og hun er vokset op med en stor interesse for gyserhistorier. Derfor vil vi gerne vide mere om hendes forhold til spøgelser. Hvad er egentlig et spøgelse, og hvad mener hun, at spøgelser repræsenterer, eller hvad bruger hun spøgelser til?

Enriquez: ”Gyserhistorier er for mig egentlig folkeeventyr. Den populære udgave af spøgelseshistorier er eventyret, og vi har fortalt hinanden sådanne historier, så længe der har været mennesker på planeten. Der er noget meget gammelt og oprindeligt ved de her historier, som jeg holder meget af. De indeholder en meget voldsom metaforik, og de kommunikerer væsentlige temaer for menneskelig eksistens. Et spøgelse er en manifestation af et traume, og det vil gentage sin situation og skæbne i det uendelige. Spøgelset er blevet udsat for en uretfærdighed og beder om hjælp gennem sin rituelle og gentagende gennemspilning af sit traume. Så for mig handler spøgelseshistorier om uretfærdighed. Men umiddelbart er historierne skræmmende og grusomme.”

Globalnyt: ”Det onde, grusomme og frygtelige er også altid meget mere interessant at skrive om.”

Enriquez: ”Ja, det er det bestemt. Der er noget ved den menneskelige natur, der får os til at være tiltrukket af det, som går virkeligt galt. Måske fordi det handler om, at afvige fra normen på en ekstrem måde. Det viser noget om mulighederne for den menneskelige sjæl. Og menneskers ekstreme handlinger har en tendens til at være onde, ikke gode. Mulighederne for ondskab er langt større, end muligheden for det gode. Det er i hvert fald den måde vi som mennesker oplever og opfatter det på.”

De korte historier er fortællingernes poesi

I et interview med David Leo Rice i magasinet ”Literary Hub” fortæller Mariana Enriquez, at hun mener, at noveller (short stories) er mere beslægtet med poesi end med romanen som genre. Derfor spørger vi hende om, hvad hun mener med, at noveller er som digte.

Enriquez: ”Noveller er tættere på poesi og sang. Når jeg skriver en roman, lever jeg med personerne i fortællingen i lang tid og overvejer, hvad de skal gøre, og hvad som skal ske med dem. En novelle kommer hurtigt. Jeg får ideen og skriver den ned med det samme. Det er et øjebliksbillede, mens en roman er som en symfoni. Novellen er færdig og fuldstændig, og den opstår som et udtryk. Jeg tænker ikke så meget over, hvad den er – den er et glimt, hvorimod en roman er hele huset, og et sted hvor man opholder sig i længere tid.  I novellen arbejder man også meget mere med sproget, ligesom man gør det i digte. En novelles sprog skal være præcist.”

Globalnyt: ”Er der en speciel grund til at vælge at skrive noveller fremfor en roman, og hvorfor er ’Ting vi mistede i ilden’ noveller? Har det noget at gøre med materialet eller din sindstilstand på det pågældende tidspunkt?”

Enriquez: ”Det handler om mange forskellige ting. Det er et spørgsmål, om jeg udvikler en interesse for en karakter, eller om jeg får en konkret idé. Når jeg skriver noveller, er det fordi jeg har en klar idé, som jeg vil skrive om. Og her ved jeg allerede, hvordan det ender, inden jeg begynder at skrive. Derimod hvis der er tale om en karakter/en person, så ved jeg ikke, hvor det ender, og derfor bliver det en roman. Der er også det aspekt, at jeg arbejder som journalist, og derfor har jeg i nogle perioder ikke så meget tid til at skrive store og lange romaner. Det er nemmere at finde rum og tid til de kortere historier ind imellem mit arbejde som journalist og redaktionelt arbejde. Det er noget, som mange forfattere ikke bryder sig om at tale om, men forfatteres konkrete arbejdsbetingelser er væsentlig for at forstå de bøger, som bliver skrevet.”

Hverdagen og det brede publikum

Mariana Enriquez tilhører en generation af forfattere – ikke kun i Argentina, men også generelt i mange lande i Las Americas (Latinamerika) – der skriver om hverdagen, mens de forrige generationer af forfattere i regionen var meget direkte interesseret i politiske forhold, og de troede på litteraturen som en samfundsforandrende kraft. Mariana Enriquez og hendes generation opfatter litteraturen meget anderledes. Her spiller litteraturen en helt anden og mere kulturel rolle. Den kan bringe os tættere på hinanden på tværs af verden, og den kan skabe forståelse og empati for andre mennesker, som er anderledes.

Hendes fortællinger er derfor et indblik i livsskæbner. Ved første øjekast er de næsten trivielle og stilfærdige, fordi der ikke rigtig sker noget, men ved nærmere kendskab og fordybelse bliver læseren suget ind i historiernes stemninger og føler med personerne og oplever deres barske og uforsonlige virkelighed. Her er kvinder der sætter ild til sig selv som en protest overfor den vold, de udsættes for.

Mariana Enriquez har ud over disse og andre noveller også skrevet tre romaner. Hun bliver sammenlignet med den mexicanske forfatter Valeria Luiselli, som også findes i dansk oversættelse. Hendes temaer kan bringe tankerne hen på Edgar Allan Poe og Julio Cortezar.