Sri Lankas stærke mand, præsident Gotabaya Rajapaksa, har fået mere magt. Landets parlament har netop vedtaget en forfatningsændring, der giver ham beføjelser til at bestride ministerposter, fyre ministre og have kontrol over tidligere uafhængige kommissioner der fører kontrol med valg, politi, menneskerettigheder og anti-korruptionstiltag, skriver the Guardian.
Mange frygter nu, at den autoritære leder vil misbruge sine nye magtbeføjelser – en frygt der synes berettiget, hvis man kigger på hans generalieblad.
The Terminator
Gotabaya Rajapaksa er en højest kontroversiel figur, som er berygtet for sin hensynsløshed og effektivitet og går under øgenavnet “The Terminator”. Han er tidligere general i Sri Lankas hær og blev i 2005 udnævnt til forsvarsminister af sin bror, Mahinda Rajapaksa, der netop havde vundet præsidentembedet. Som forsvarsminister fik han ansvaret for at nedkæmpe De Tamilske Tigre og gøre en ende på borgerkrigen, der havde stået på siden 1983.
Han løste opgaven med stor brutalitet. FN skønner, at 40.000 blev dræbt i krigens sidste fase i 2009, mens andre mener, at tallet er langt højere. Titusindvis er stadig meldt savnet. Der er rapporter om bombninger af hospitaler og massakrer på både civile og militante tamiler, mens de overgiver sig i krigens sidste uger, da det var åbenlyst, at De Tamilske Tigre ville tabe.
Gotabaya Rajapaksa er mistænkt for, mens han var forsvarsminister, at tillade tortur, voldtægter, snigmord og kidnapninger af tamilske separatister, journalister og oppositionsfigurer. Beskyldninger han konsekvent har afvist.
I 2014 iværksætte FN en efterforskning af anklagerne om krigsforbrydelser, men præsident Mahinda Rajapaksa modarbejdede den og nægtede FNs efterforskere adgang til Sri Lanka.
Mister magten til dysfunktionel regering
I 2015 tabte Mahinda Rajapaksa overraskende præsidentvalget med en lille margin til sin tidligere allierede Maithripala Sirisena, som blev støttet af tamilske og muslimske ledere samt af mange singalesere.
“Den nye regering sagde alt det rigtige om demokrati og menneskerettigheder og blev bakket op af civilsamfundet, men den var korrupt og dysfunktionel. Præsidenten og premierministeren bekrigede hinanden. Der var politisk kaos, og regeringen leverede ikke varen, så opbakningen til den svandt,” fortæller Morten Koch Andersen fra Center for Global Kriminologi, der har forsket i menneskerettigheder og politisk vold i Sri Lanka.
Muslimerne er den nye fjende
Påskeattentaterne i 2019, hvor lokale islamistiske selvmordsbombere dræbte 269 personer i kirker og turisthoteller, blev det sidste søm i kisten for regeringen.
“Bomberne ændrede hele diskursen. Tamilerne var ikke længere problemet, men derimod muslimerne. Befolkningen krævede sikkerhed og en mere anti-muslimsk politik, og det kapitaliserede Rajapaksa-brødrene på,” fortæller Morten Koch Andersen.
Gotabaya Rajakpaksa annoncerede sit præsidentkandidatur få dage efter attentaterne og lovede, at han ville bekæmpe spredningen af militant islamisme ved at genopbygge efterretningstjenesten og øge overvågningen, skriver Foreign Policy. Hans bror, Mahinda, er mere populær i befolkningen, men en ny lov forhindrede ham i igen at stille op til præsidentposten. Derfor blev det Gotabaya, der havde bevist, at han er i stand til at nedkæmpe en indre fjende, hvilket gav ham kredibilitet – især blandt singaleserne som udgør 75 procent af befolkningen.
I november 2019 vandt Gotabaya Rajapaksa valget, blev indsat som præsident.og har styret landet med hård hånd lige siden.
Krigsforbrydermistænkt tager skraldet
Han har slået ned på opposition og dissidenter og konsolideret sin egen families magtposition. I marts 2020 opløste han parlamentet, og Sri Lanka stod uden parlament de efterfølgende fem måneder. I august vandt hans parti, SLLP, valget til et nyt parlament med to tredjedeles flertal, og han udnævnte Mahinda Rajapaksa, til premierminister. En anden af hans brødre og tre af hans nevøer sidder også i parlamentet. Han har brugt corona-krisen til at begrænse ytringsfriheden. Således annoncerede politiet i starten af epidemien, at alle der kritiserede regeringen, ville blive arresteret, skriver the Guardian.
Den forrige regering havde iværksat initiativer, der skulle stille ham til regnskab for krigsforbrydelser, men dem har han sat en stopper for, og han har afvist at efterleve resolutioner, som er vedtaget i FN’s Menneskeretsråd, der forpligter Sri Lanka til at efterforske brud på menneskerettigheder og krigsforbrydelser. Derudover har han benådet en soldat, der var dømt til døden for at drab på otte civile under borgerkrigen.
“Folk ved godt, at han er hensynsløs og er anklaget for krigsforbrydelser, men han er forudsigelig og kan levere – både sikkerhed og services som befolkningen desperat ønsker. Han har opgraderet sikkerhedsapparatet, militariseret samfundet og bygger de veje, den forrige regering ikke var i stand til. Det er der stemmer i,” siger Morten Koch Andersen og citerer en singalesisk menneskerettighedsadvokat, som han for nylig talte med.
“Principielt er jeg modstander af Rajapaksa – han er en krigsforbryder, men nu bliver mit affald hentet.”